Annonce

Hvad koster et middelklassehus, Helle Ib?

Mediekritik:  Enkelte journalisters afkobling fra virkeligheden skader mediernes troværdighed. Når Børsens politiske kommentator, Helle Ib, i en klumme i dagens avis påstår, at en bolig til 3-6 millioner er i middelklassen, så rammer hun fuldstændig forbi danskernes virkelighed.  
Mens Lars Løkke i disse dage kæmper desperat for sin V-regeringens overlevelse, så gør Børsens hold af blodige højrefløjskrigere det, som de er allerbedst til: De blæser til angreb! Et angreb er som bekendt det bedste forsvar. Og det er Børsen hurtig til at forstå, når de kaster sig ind i kampen som Venstres loyale fodsoldater.

Fuld fart udover den ideologiske afgrund
På trods af en akutte dannelse af VLAK-regeringen, som er uden historisk fortilfælde, den totale nedtur for  det skandaleramte Danske Folkeparti og Liberal Alliances historiske løftebrud, så vælger så vælger Børsens politiske kommentator Helle Ib alligevel at skyde med skarpt på Socialdemokratiet.

Under den mærkværdige og usammenhængende overskrift ”Nu vakler det Socialdemokratiske korthus” forsøger Helle Ib at finde på noget rigtig grimt at sige om landets største parti. Men de uhjælpsomme anklager fra Børsen er i det mindste så klasserene, som noget overhovedet kan være. Det er ikke smukt journalistisk håndværk, men det er speederen i bund og fuld fart udover den liberalistiske afgrund.

Er et hus til 3 millioner i mellemprisklassen?
Børsens hovedanke er, at Socialdemokratiet – i modsætning til regeringen, der vil lette boligskatten for de dyreste boliger – ønsker at fastholde og sikre et progressivt skattesystem, er betyder, at boligejerne i de dyre boliger skal betale mere i boligskat end dem i de billige boliger. Det altså selve progressiviteten i skattesystemet, som er faldet Helle Ib & Co. for brystet.

Helle Ib er tydeligt frustreret, når hun i Børsen påstår, at Socialdemokratiets politik vil betyde at ”huse i mellemprisklassen skal betale meget mere i boligskat.”

Det synspunkt ville da også være rigtigt, hvis boliger i mellemprisklassen, som Helle Ib antager, rent faktisk kostede over 3 millioner. Det gør de bare ikke. For at hjælpe Helle Ib, så kan jeg oplyse, at den gennemsnitlige værdi af Danmarks 1,7 millioner ejerboliger er 2 millioner kroner.

Faktisk er der 400.000 ejerboliger som er mindre end 1 million kroner  værd, hvilket vil sige næsten hver fjerde ejerbolig. Og for at blive i samme spor, så er over 1 million ejerboliger er mindre end 2 millioner kroner værd. Kun 19 procent af danskerne ejer et hus til over 3 millioner kroner.

Hvis et middelklassehus i Helle Ibs optik koster fra 3-6 millioner, så vil jeg nødigt høre, hvad hun så mener, at et dyrt hus skal koste?

Måske en lille smule progressivitet faktisk kunne være godt?
Til gengæld er der en lille andel af ejerboligerne, som er rigtig mange penge værd. Og spørgsmålet er nok om Helle Ibs vildfarelse skyldes, at hun selv tilhører og færdes i den samfundsklasse, hvor et almindelige hjem koster over 6 millioner kroner?

Man kan altså sagtens skærpe progressiviteten i den danske skattesystem, så den almindelige boligejer ikke bliver ramt. Hvis man eksempelvis øgede progressiviteten ved en grænse på 4 millioner kroner, så ville kun 9 procent af de danske ejerboliger bliver ramt. Og det ville måske ikke være så urimeligt endda?

En afkoblet journalist?
En vigtig pointe fra det nu overståede præsidentvalg i USA var netop journalisternes totale afkobling fra den virkelighed, som befolkning lever i.

En Journalist fra Washington Post beskrev problemet med den manglende indsigt og forståelse for befolkningen således: ”Journalister – universitetsuddannede, urbane og for det meste, liberale – er mere tilbøjelige end nogensinde før til at bo og arbejde i New York og Washington DC, eller på Vestkysten. Og selvom vi dykkede ned i de store røde stater i et par dage, eller interviewede nogle kulminearbejdere eller arbejdsløse bilfabriksarbejdernes i det amerikanske rustbælte, har vi ikke taget dem alvorligt.”

Den amerikanske journalists kritik kan sikkert ikke overføres direkte til den ellers så fremragende danske journaliststand, men Washington Post har måske en pointe, når de peger på, at det kan have en skadelig effekt på mediebilledet, når journalister ikke kender den virkelig, som de selv handler i.

 

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio. 

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet