Hvor små sko kan de borgerlige egentlig gå i?

Selvom Helle Thorning forhandlede en milliard hjem til Danmark, møder hun kun patetisk og smålig kritik fra den borgerlige lejr.
Fredag aften lykkedes det Helle Thorning-Schmidt at sikre en ekstra milliard til det danske husholdningsbudget. Penge, som ellers skulle være sendt til de andre rige EU-lande, kan nu bruges af vores hjemlige politikere. I såvel den danske som den internationale presse har statsministeren fået ros med på vejen for sine forhandlingsevner.

Når en statsminister i den grad repræsenterer Danmark til topkarakter på den internationale scene, kunne man måske forvente ros, eller i det mindste et anerkendende nik fra alle partier i Folketinget. Men sådan er virkeligheden desværre ikke, da den højre side af folketingssalen går i særdeles små sko.

Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti har ellers helt fra start understreget, at de støttede Thornings indsats for at sikre en rabat til Danmark. Men samtidig har de løbende kritiseret hendes strategi for at få hevet den milliard hjem, som de selv lovede, men ikke leverede. Både Lene Espersen og Lykke Friis har løbende advaret mod Thornings strategi. Som sidstnævnte udtrykte det spillede Thorning ’højt spil’ ved at true med at nedlægge veto. Vi takker guderne for at Thorning ikke lyttede til disse borgerlige orakler.

I stedet for at anerkende Thornings indsats har de borgerlige valgt en stribe mystiske måder at tilsværte den danske succeshistorie. Nedenfor er de tre mest absurde søforklaringer samlet.

1. ”En milliard i rabat krævede ingen indsats og Thorning fortjener ingen ros!”

Flere Venstre-folk forsøger på de sociale medier at underspille resultatet. I deres drejning af virkeligheden krævede det jo nærmest ingen indsats at hente en milliard hjem. A walk in the park, må man forstå.

Men Martin Geertsen & Co. forklarer aldrig, hvorfor den tidligere borgerlige regering ikke selv forhandlede resultatet i land, hvis det var så helt utroligt nemt at hente en milliard hjem til Danmark.

2. ”En milliard i rabat løser ikke Europas problemer”

Et andet angrebspunkt fra Venstre har været, at Thornings milliardrabat kun var en lille og nærmest ubetydelig gevinst. Især EU ordfører Lykke Friis var blevet sendt i byen med dette budskab. Hvis ikke Thorning vendte hjem med penge til forskning, uddannelse, infrastruktur og sørgede for godt vejr, kunne hun med andre ord lige så godt lade være. I samme takt som chancen for dansk succes blev større, blev barren sat højere og højere.

Dette synspunkt er især useriøst, når man samtidig kan se, at et andet vigtigt mål også blev nået ved forhandlingerne, da den absurde landbrugsstøtte blev droslet ned i overensstemmelse med Folketingets ønske.

3. ”En milliard i rabat er O.K. men jeg hader stadig statsministeren”

Prisen for den mest absurde reaktion fra de højreorienterede kommer dog ikke uventet fra Morten Messerschmidt. Dansk Folkepartis krølhårede repræsentant i Europa-Parlamentet har tidligere vist, at han gik mere op i at promovere sig selv end i at sikre danske interesser.

Selv om medlemmer af Dansk Folkeparti burde glædes over, at penge overføres fra Bruxelles til Danmark, fortsætter Messerschmidt sin kampagne. Denne gang vælger han dog at maskere sit had til Thorning i nogle mystiske regne-metoder, som kun han selv kan finde rundt i. EU budgettet er ikke en simpel størrelse at finde rundt i, men det er alligevel ubestrideligt at Thorning har skabt en netto gevinst for det danske husholdningsbudget. Dette fremgår eksempelvis af redegørelsen fra landets førende EU ekspert Ole Ryborg fra DR.


Kommentarer fra Facebook