De har trådt vande, de har nølet, talt lidt i tåger og været alvorligt i tvivl. Ikke desto mindre fortjener jurister og økonomernes magtfulde forening DJØF en kæmpe ros for nu at erklære utvetydig opbakning til differentieret tilbagetrækning.

Nu har DJØF begravet den akademiske pensionsegoisme

Det er et nybrud på den politiske scene, hvor de forskellige akademikerklubber ellers har afvist at bakke op om selv den mindste løsning, der ikke direkte gavner deres egne medlemmer.

Men nu har DJØF brudt den usolidariske akademikerkurs og begravet den akademiske pensionsegoisme.

DJØF tænker på andre end sig selv

DJØFs kovending er baseret på den simple forståelse at forskellene mellem akademikere, der træder ind på arbejdsmarkedet i slutningen af 20’erne og ufaglærte, der starter som store teenagere ganske enkelt er for stor. Med andre ord: Nogle gange skal vi behandle folk forskelligt - for at sikre dem ens muligheder.

DJØF formår i modsætning til DM og AC, at række udover indkomstniveau, faggrænser og uddannelsesniveau

Derfor rammer beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard også plet, når han roser DJØF og udråber opgør med den akademiske fejlkurs, som ægte solidaritet: ”Solidaritet handler i min bog grundlæggende om at tænke på andre end sig selv”

Her formår DJØF i modsætning til foreninger, som IDA, Dansk Magisterforening (DM) og hovedorganisationen Akademikerne (AC), at række udover indkomstniveau, faggrænser og uddannelsesniveau. De kigger ganske enkelt udover egen næsetip.  

Tavshed er et dårligt svar

Det sidste udestående, når det kommer til de danske fagforeninger mangler vi således at høre fra Camilla Gregersen fra Dansk Magisterforening (DM) og Lars Qvistgaard af AC, som har været de skarpeste modstandere af tidlig tilbagetrækning for dem, der har været længst på arbejdsmarkedet.  

Indtil videre har deres reaktion på DJØFs udmelding været larmende tavshed

Indtil videre har deres reaktion på DJØFs udmelding været larmende tavshed.

Vi savner nye svar og klare reaktioner. AC og DM spiller lystigt ind med krav om øget fokus på arbejdsmiljøet, som netop er en diskussion der født ud af nedslidningsdebatten. Men hvordan lyder akademikernes argumenter imod differentieret tilbagetrækning, og hvad er deres opfattelse af solidaritet? Tavshed er det dårligste svar.

Det rest-akademikerne glemmer

Tidligere har modargumenterne gået på at en ny løsning ville være bureaukratisk, uretfærdig eller direkte umulig at gennemføre.

Ergo kan Danmark næppe det eneste europæiske land, hvor løsningen skulle være umulig

Men måske team-academicus blot glemmer de massive forskelle på arbejdsmarkedet, glemmer at den generelle pensionsalder kræver bred opbakning, glemmer at de ufaglærtes fagforeninger støtter dem i kamp for et bedre psykisk arbejdsmiljø, og glemmer at den ’umulige løsning’ med differentieret tilbagetrækning allerede er implementeret i store dele af Europa. Bare læs med hvordan man i Tyskland, Østrig og syv andre europæiske lande allerede har indført fleksible løsninger. Ligesom Belgien og Holland også har fundet politisk flertal for differentierende tilbagetrækningsløsninger. Ergo kan Danmark næppe det eneste europæiske land, hvor løsningen skulle være umulig.   

Det burde ikke være så svært – vi skal have Magistrene og Akademikerne ud af busken. Solidaritet og fællesskab på tværs af indkomst og uddannelse vil sikre et stærkere Danmark.