Annonce

Kommuner i kamp mod social dumping og SAS-ansatte med appel til regeringen

Nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Dagen i dag byder på nyheden om, at et massivt flertal af kandidater til regionsrådsvalget, erklærer sig enige i førstegangsfødendes ret til at blive på sygehuset mindst 48 timer efter de har født.

En række hovedstadskommuner tilslutter sig Københavns kommunes indsats-team mod social dumping, og så er SAS-medarbejdere kommet med en fælles opsang til regeringen.

Dermed velkommen til dagens Aktuelt.
 

Bred enighed blandt kandidater: Giv førstegangsfødende ret til to døgn på sygehuset efter fødsel

Førstegangsfødende landet over skal have mulighed for at blive mindst to døgn på sygehuset efter de har født.

Det mener 91 procent af de kandidater til regionsvalget, der har svaret på Altingets kandidattest. Det er dermed kun 1,6 procent af kandidaterne, der erklærer sig ‘helt uenige’ i spørgsmålet.

Ifølge Altinget er opbakningen allerstørst i Region Midtjylland, hvor 64,7 procent af kandidaterne tilkendegiver, at de er ‘helt enige’ og støtter op om retten til at blive mindst 48 timer på sygehuset efter kvinden har født sit første barn.

Læs hele historien her 

 

Kommuner tager kampen op mod social dumping 

En række kommuner vil sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår for medarbejdere i danske og udenlandske virksomheder, der udfører opgaver for de forskellige kommuner.

Det skriver Politiken.

Hovedstadskommunerne Albertslund, Rødovre og Hvidovre kommune vil, ifølge en ny aftale, tilslutte sig Københavns kommunes indsatsteam mod social dumping.

“Det her vil forhåbentlig betyde, at vi bliver endnu bedre til at sikre, at vore leverandører behandler deres medarbejdere ordentligt, og er der andre kommuner, der vil være med, står døren åben,” siger Københavns overborgmester Lars Weiss (S) til Politiken.

Læs hele historien her 

 

SAS-medarbejdere med fælles opsang til regeringen: “Tag aktivt ejerskab”

SAS-medarbejdere beretter om historisk dårlig trivsel og arbejdsmiljø, efter ledelsen i SAS har skåret i omkostninger.

Derfor kommer en række personalegrupper fra SAS med en fælles appel til regeringen, der er landet i dueslaget hos statsminister Mette Frederiksen (S), finansminister Nicolai Wammen (S) og fungerende beskæftigelsesminister Mattias Tesfaye (S).

Det skriver Ritzau ifølge Fagbladet 3F.  

“Vi skriver til jer med en bøn om, at I tager et mere aktivt ejerskab i SAS,” skriver de.

“Vores alle sammens flyselskab presser sine ansatte på en måde, som ikke kan være et statsejet selskab værdigt. Derfor ser vi os nødsagede til at rette henvendelse til jer som de ansvarlige ejere”, skriver de ansatte i brevet.

Læs hele historien her

 

S-ordfører til Vermund: “Tag hovedet ud af busken” 

TV2 Lorry har tidligere kunne berette om, hvordan en række spidskandidater fra Nye Borgerlige har udtalt sig tvivlende over for coronavacciner.

Nu reagerer partier på Christiansborg, herunder Socialdemokratiet, der kræver, at Nye Borgerliges leder, Pernille Vermund, melder klart ud og ‘bekender kulør’, i lyset af udtalelserne fra flere af parties spidskandidater.

Det skriver TV2 Lorry.

"Pernille Vermund skal tage hovedet ud af busken nu og bekende kulør: Støtter hun de her konspirationsteoretikere fra sit eget parti eller støtter hun sandheden?," siger Rasmus Horn Langhoff, der er sundshedsordfører for Socialdemokratiet, til TV 2 Lorry.

Læs hele historien her

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Sarah Victoria Gratløv er studentermedarbejder på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet