Labour klar til at udpege arvingen til Corbyns dødsbo

Afstemningen om hvem der skal være Labours nye formand sluttede torsdag. Lørdag offentliggøres vinderen.
Tre kandidater tilbage i kampen om at blive ny Labour-leder.
Valgkampen om hvem der skal være den næste formand for det britiske arbejderparti, Labour, er nu slut.

Ikke at den nogensinde rigtig gik i gang, for hele valgkampen blev overskygget af coronavirus, der dels gjorde det umuligt at lave vælgermøder og debatter, og dels blev overskygget af alt det, som folk i øvrigt synes er vigtigere.

Derfor er det måske også meget sigende, at når spændingen udløses i morgen, så bliver det via en pressemeddelelse og en videohilsen, og ikke som først planlagt, en ekstraordinær partikongres.

Der er tre kandidater, som har kæmpet om at afløse Jeremy Corbyn, der annoncerede at han trådte tilbage kort efter at han førte partiet til det største valgnederlag i en menneskealder.

Labour tabte 7,8 procent af stemmerne og vandt kun 202 pladser i parlamentet. Det dårligste resultat for partiet siden valget i 1935.

De tre kandidater til posten er tidligere Brexit-ordfører Keir Starmer, der er favorit, erhvervsordfører Rebecca Long-Bailey, der er venstrefløjens kandidat og endelig Lisa Nandy, der ses som en outsider.

Austerity-modstand er blevet mainstream

I et afskedsbrev til medlemmerne understreger Corbyn, at han har rykket partiet markant til venstre:

“I løbet af de sidste fem år har vi ændret dagsordenen for austerity og hvordan økonomien styres. I 2015 blev det at modsætte austerity set som radikalt; i dag er det politisk mainstream.

Et flertal støtter Labour i spørgsmål som offentligt ejerskab og højere skatter på de rigeste. Når vi ser fremad, så er det et parti som går ind for økonomisk inklusion, klimarettigheder, fred og menneskerettigheder."

Selvfølgelig kunne vi have opnået så meget i regering, og jeg er ked af, at vi under min ledelse, ikke kunne komme det

"Selvfølgelig kunne vi have opnået så meget i regering, og jeg er ked af, at vi under min ledelse, ikke kunne komme det," skriver han.

Brexit-ordfører favorit

Den valgkamp der har været, har mest handlet om hvor meget af arven fra Corbyns tid, der skal bevares, eller om partiet skal forsøge at flytte lidt tilbage mod midten.

Rebecca Long-Bailey har stået for det første synspunkt, Keir Starmer på det sidste, uden at man kan beskylde ham for at have været meget konkret. Alle har dog også været enige om, at den fløjkrig, der har raseret partiet de seneste år, skal stoppe.

Selv om Keir ikke har været så konkret, er den 57-årige advokat fra London stadig favorit til at vinde posten. Han fik flest anbefalinger fra partiforeninger, og i den seneste meningsmåling tilbage fra slutningen af februar lå han til at få lige over 50 procent af stemmerne.

Keir Starmer havde denne meddelelse til sine tilhængere, da tidsfristen for at stemme udløb:

Den sidste kandidat, Lisa Nandy, har forsøgt at lancere sig selv som den mest midtersøgende af de tre kandidater.

Hun har især slået på, at partiet skal blive bedre til at appellere til vælgere uden for de store byer:

Trekvart million har kunnet stemme

I alt 784.000 medlemmer, stemmeberettigede fra tilknyttede foreninger og registrerede tilhængere, havde mulighed for at deltage i afstemningen.

Der er anvendt en præferentiel afstemningsmetode, hvor vælgerne bliver bedt om at rangere kandidaterne i rækkefølge.

Hvis ingen kandidater modtager mere end 50 procent af de første-præferencer, fjernes den kandidat med færrest stemmer, og deres stemmer omfordeles i henhold til de angivne anden-præferencer.

Der er også valg til næstformandsposten, og her er partiets uddannelsesordfører Angela Rayner storfavorit til at vinde.

I modsætning til hovedparten af folk i ledelsen af Labour, der alle er akademikere, så er 40-årige Rayner er tidligere SOSU-assistent, som gik ud af skolen som 16-årig, da hun blev gravid.

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook