Annonce

Lars Løkke afviser at gå af som formand og Wammen gør boet op efter blå

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Tirsdagen er i den grad præget af den helt usædvanlige situation i Venstre. Det er også dagen hvor finansminister Nicolai Wammen fremlagde resultatet af sit store kasseeftersyn.

Velkommen til dagens aktuelt.

 

Trods opfordring fra Venstre i Midtjylland: Lars Løkke nægter at gå af

”Jeg synes, det er en forkert og forhastet beslutning, som jeg ikke deler, og derfor vil jeg fortsat søge opbakning hos de 850 delegerede, der er ved Venstres landsmøde, lyder det fra Lars Løkke Rasmussen efter at partiets hovedbestyrelsesmedlemmer fra Region Midtjylland har krævet hans afgang.

”Jeg flyttede partiet under valgkampen, og vi står nu større end nogensinde. Den linje, jeg og vi har lagt, tror jeg er rigtig og nyder bred opbakning hos vores 35.000 medlemmer og de 850.000, der har stemt på os. Og jeg synes, jeg er den rigtige til at stå i spidsen for den,” fastslår Lars Løkke Rasmussen over DR.

Læs mere her.

 

Mange unge bevæger sig for lidt

Tre ud af fire 11- til 15-årige bevæger sig for lidt, viser en ny undersøgelse fra Sundhedsstyrelsen. Dermed lever de ikke op til styrelsens anbefalinger om en times fysisk aktivitet om dagen.

Det er bekymrende, at kun et fåtal af børn og unge bruger nok tid på fysisk aktivitet, siger Niels Sandø, der er chef for Sundhedsstyrelsens enhed for forebyggelse.

”Især blandt børn og unge er fysisk aktivitet rigtig vigtigt, fordi de vaner, de har i barndommen og ungdommen, trækker de med sig ind i deres voksne liv,” siger han.

Forældrene må komme i gang, hvis børn og unge skal dyrke mere sport, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S):

”Vi kan altså ikke sige, at det her skal samfundet bare klare. Det må være noget, vi som familier sætter os i spidsen for at få løst. Forældre må bestemme, at nu skal der cykles i stedet for at køre bil, og nu skal ipaden lægges til side, for nu skal vi have lidt frisk luft,” siger han.

Alligevel er han klar med en lille håndsrækning til idrætsforeningerne.

”Hvis de har brug for hjælp, vil jeg meget gerne høre på det og hjælpe dem. Det er en stor tjeneste, de gør samfundet, når de får flyttet drengene og pigerne fra ipaden på sofaen ud i idrætsklubberne,” siger Magnus Heunicke.

Læs mere her.

 

Finansminister: Løkke har efterladt regning på 3,5 milliarder

“Lars Løkke har efterladt en regning til danskerne på 3,5 milliarder kroner. Den skal håndteres. Ellers vil de økonomiske muligheder og det økonomiske råderum blive udhulet,” siger finansminister Nicolai Wammen (S).

Den forrige regering har efterladt betydelige ubetalte regninger, viser det kasseeftersyn, som den nye regering netop har foretaget.

”Samlet set viser det et billede af en borgerlig regering under Lars Løkke Rasmussen, der ikke førte en klog og langsigtet – og dermed i virkeligheden heller ikke en tilstrækkelig ansvarlig - økonomisk politik,” lyder anklagen fra finansministeren om forgængerens politik.

Læs mere her.

 

130 millioner til politiet skal fjerne pæn del af overarbejdspukkel

I slutningen af juli 2019 udgjorde politibetjentenes overarbejde godt 800.000 timer.

Danske politibetjente har overarbejdet så meget, at afviklingen af afspadseringen vil gå mærkbart ud over politiets arbejde.

Derfor vil regeringen nu give de enkelte betjente mulighed for at få udbetalt i alt omtrent 540.000 timers overarbejde, oplyser justitsminister Nick Hækkerup (S).

”Det her løser langt fra alle problemer i politiet. Men nu løser vi ét problem – overarbejde, og så tager vi fat i det næste, så vi på sigt kan få det politi, som vi gerne vil have,” siger han til TV 2.

Konkret vil det ifølge regeringen koste i omegnen af 130 millioner kroner i 2019 at få nedbragt de mange overarbejdstimer i politiet.

”Det er op til den enkelte betjent at vælge, om man vil afspadsere, men mon ikke, der er en række af vores betjente, som synes, det kunne være rart at få noget af det udbetalt som løn,” siger justitsministeren.

Læs mere her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet