Leder: Kvindekampe skal kæmpes med rigtige midler

Udover de store forbilleder, så har vi brug for en debat, der fokusere på de 'rigtige' emner, tager afsæt i en konstruktiv tone og frem for alt ikke skræmmer tvivlerne væk.
Kvindekampen er langt fra slut endnu. Der er ufatteligt mange kampe at tage. Det handler særligt om den gamle parole med lige løn for lige arbejde, men også om diskrimination, sexisme og vold, som stadig udgør massive udfordringer.

Påstanden om feminisering af vores samfund er groft overvurderet, selvom der helt givetvis vil være offentlige institutioner og lommer af samfundet, hvor kvinderne står stærkere end mændene. Men hovedbilledet er stadig, at kvindekampen langt fra er hverken vundet eller afsluttet.

Der er meget at fejre på dagen, hvor kvinderne for 100 år siden fik stemmeret. At kvinder og i øvrigt også tyende fik valgret i 1915 var en afgørende demokratisk sejr. Men den endelig sejr for ligestilling mellem kønnene lader stadig vente på sig.

Flere kvindelige forbilleder: Ja tak!
Mens Netavisen Pio har peget på de mange udestående kvindekampe, så er der er også brug for at sige, at det ikke er ligegyldigt, hvordan vi kæmper disse kamp i dag. Og i samme åndedrag at sige, at ikke alt kan gøres til spørgsmål om kvindernes ulige stilling.

Venstrefløjen og Socialdemokratiet har altid stået stærkest i denne diskussion med forgangskvinder som Nina Bang, Henriette Crone, Bodil Koch (mit eget store forbillede) og vores første kvindelige statsminister Helle Thorning-Schmidt. Den slags rollemodeller og forbilleder har vi brug for!

Udover de store forbilleder, så har vi brug for en debat, der fokusere på de 'rigtige' emner, tager afsæt i en konstruktiv tone og frem for alt ikke skræmmer tvivlerne væk. Men alt for ofte sker det, at debatten om køn drukner i retfærdighedsordinerede følelsesudbrud, tvivlsomme generaliseringer og nedskydning af kritikere, der tillader sig at stikke hovedet for langt frem.

Surrøv at være den mest ukendte
Det første problem er emnevalget i debatten. Selvom jeg virkelig ikke har lyst til at gøre mig til dommerne over hvad andre finder vigtigt, så vil jeg alligevel gøre en undtagelse, når det handler om en så vigtig samfundssag. Et godt eksempel på at gå galt i byen, er direktøren for Kvinfo, Nina Groes, der i Aftenshowet på DR nævnte følgende som et argument for, at vi stadig ikke har ligestilling i Danmark: Under sit seneste jobskifte til netop Kvinfo blev hun i en Sjællandsk lokalavis omtalt som ’Magnus Heunickes kone’ og ikke som sig selv.

Det er ikke et ligestillingstema, men en simpel konsekvens af, at manden i dette tilfælde er den meste kendte af de to. Han er i parentes bemærket transportminister og fik 9.364 personlige stemmer ved sidste Folketingsvalg i netop det område, hvor avisen udgives.

På samme måde er prisen på et ’mandeklip’, Bella Skys kvindeetage, Henrik Dahls tåbelige beskyldninger mod vores statsminister, skomagernes prissætning eller navngivningen af toiletterne på en cafe i Århus (jeg så dem fremhævet i debat om kvindediskrimination) heller ikke relevante eller meningsgivende udtryk for ulige stilling anno 2015.

Det er simpelt hen nogle misvisende sager at rejse og nogle forkerte kampe at kæmpe.

Tæsk til femi-farisærerne
Ligestillingsdebatten har på mange måder fået sit eget kodeks, hvor der bliver slået hårdt ned, hvis man tillader sig at kritisere noget som helst eller forbyder sig mod de uskrevne regler. Det fik den ph.d.-studerende Mette Høeg at føle, efter at hun havde skrevet et kritisk indlæg om tidens kvindelitteratur i Weekendavisen.

Hun blev - udover den retmæssige kritik for indholdet i hendes eget indlæg – beskyldt for at være ’en hvid mand’(ja, det er åbenbart et skældsord) og for at levere ’hadsk idioti’, men mest interessant gik flere kilder efter hendes ret til at udtale sig og redaktørens ret til at trykke det.

En debat, der viser, hvor hårdt der bliver slået ned på folk med feministisk afvigende synspunkter – særligt hvis kritikken kommer fra kvinder. Men at Mette Høeg og WA’s debatredaktør slet ikke skulle have lov til at trykke indlægget, er i mine ører både uhørt, uhyggelig og autoritært. Ytringsfriheden bliver simpelt truet i kvindekampens navn.

Ligestillingsdebatten anno 2015 døjer åbenbart med at blive udfordret og modsagt, hvorfor dette indlæg sikkert også vil få et par gode kommentarer med på vejen.

Sex på samtykkeerklæring
Det sidste eksempel, som måske også er det mest gruopvækkende, findes i nogle af de løsninger, som er blevet foreslået i ligestillingens navn de senere år. Det på mange måder spændende, men også ganske ekstreme Feministisk Initiativ (FI), der har været opstillet ved de seneste Rigsdagsvalg i Sverige, havde meget at byde på.

Som en del af deres valgprogram forslog de, at man skulle indføre en obligatorisk samtykkeerklæring ('samtyckeslag mot våldtäkt'), som skulle udfyldes, når en mand og en kvinde gik i seng med hinanden. Ifølge fler udlægning under valgkampen sidste betød det hver eneste gang(!) – hvilket vil kræve en del papirarbejde for folk i ægteskaber og faste parforhold.

Kampen fortsætter
Der er masser af relevante eksempler på konkrete kvindekampe at tage op, men problemet er, at hvis kvindesagsforkæmperne anlægger en skinger tone, vælger drastiske løsninger eller tvinger tilfældige emner ind i ligestillingsdagsordenen, så gør man sagen en kæmpe bjørnetjeneste.

I den aktuelle debat er der flere velmenende debattører, der skader ligestillingsdebatten mere end de gavner den. Det skræmmer de venligtsindede væk og giver fjendtligtsindede en masse skyts til at skyde debatten ned med.

Der er med andre ord alt for megen skyden sig selv i foden i kvindekampen. Hvis kvindemapen skal tilføjes flere store sejre de næste 100 år, så kræver det en mere seriøs, gennemtænkt og konstruktiv debat. Jeg krydser fingre!

 

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Annonce