Annonce

Lizette Risgaards højrehånd sendt hjem

Direktør i Fagbevægelsens Hovedorganisation, Michael Jacobsen, er blevet sendt hjem indtil advokatundersøgelsen af den tidligere formands adfærd er færdiggjort
Foto: Netavisen Pio/David Garby-Holm
Lizette Risgaard, tidligere formand, Fagbevægelsens Hovedorganisation
Direktør i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH), den tidligere formand Lizette Risgaards højrehånd, Michael Jacobsen, er blevet hjemsendt indtil advokatundersøgelsen af den nu tidligere formands angivelige grænseoverskridende adfærd over for ansatte yngre mænd foreligger.

Det bekræfter FH over for Netavisen Pio.

Fungerende formand for FH, Morten Skov Christiansen, understreger skriftligt over for Netavisen Pio, at hjemsendelsen ikke skal ses som en kritik af Michael Jacobsen:

sker udelukkende for at sikre troværdige rammer om undersøgelsen

”FH’s direktør Michael Jacobsen er midlertidigt hjemsendt, indtil advokatundersøgelsen er afsluttet og endeligt behandlet. Hjemsendelsen skal ikke ses som en kritik af Michael Jacobsen, men sker udelukkende for at sikre troværdige rammer om undersøgelsen og forebygge eventuel inhabilitet.” 

Trak sig søndag morgen

Berlingske og Ekstra Bladet breakede torsdag aften i sidste uge i fællesskab historien om, at en række yngre, ansatte mænd i FH gennem årene har oplevet grænseoverskridende og chikanøs adfærd fra Lizette Risgaards side.

Samme aften erkendte Lizette Risgaard i et opslag på Facebook, at hun i en række tilfælde har opført sig “upassende", og hun gav de berørte en uforbeholden undskyldning. Hun undskyldte samtidig, at hun ikke hidtil havde været tilstrækkelig opmærksom på det ulige magtforhold mellem hende og menige ansatte i FH.

Fredag morgen besluttede FH’s forretningsudvalg at iværksætte en advokatundersøgelse af episoderne. Lizette Risgaard kunne fortsætte som formand mens undersøgelsen blev foretaget.

Søndag morgen meddelte Risgaard så, at hun trak sig som formand

Fredag eftermiddag trak først HK støtten til Risgaard. Senere fredag og lørdag trak en række øvrige forbund også deres støtte til Risgaard. Søndag morgen meddelte Risgaard så, at hun trak sig som formand.

Hidtil har beretningerne fra yngre mænd, der har følt sig krænket af Risgaard været anonyme, men tirsdag stod den første yngre mand offentligt frem og fortalte Netavisen Pio om en grænseoverskridende oplevelse, han havde med Lizette Risgaard under Folkemødet på Bornholm i 2019.

Håndplukket af Risgaard

Michael Jacobsen blev tilbage i 2015, da Lizette Risgaard satte sig i formandsstolen i det daværende LO, håndplukket af Lizette Risgaard til stillingen som sekretariatschef. Michael Jacobsen fortsatte som sekretariatschef, da LO og FTF i 2019 fusionerede til Fagbevægelsens Hovedorganisation.

Så sent som 1. januar i år blev Michael Jacobsen - i hvert fald titelmæssigt - forfremmet til direktør.

FH oplyste tirsdag, at man har aftalt med advokatfirmaet Kromann Reumert, at advokatundersøgelsen af Lizette Risgaards adfærd skal være færdig 15. juni.

Alle medlemmer af forretningsudvalget vil blive interviewet

Advokatfirmaet kan ifølge kommissoriet for undersøgelsen “af egen drift bede om materiale og gennemføre interviews af enhver person, der formodes at have relevant viden i forhold til undersøgelsen”.

Det fremgår desuden at alle medlemmer af FH’s forretningsudvalg vil blive interviewet af advokatfirmaet:

Alle FU medlemmer vil derudover deltage i interview med Kromann Reumert

“Alle FU medlemmer vil derudover deltage i interview med Kromann Reumert med henblik på at sikre, at relevant viden hos denne personkreds inddrages i undersøgelsen.”

Ifølge kommissoriet skal advokatundersøgelsen fokusere på Lizette Risgaards adfærd, men også på hvordan Fagbevægelsens Hovedorganisation har håndteret/ikke-håndteret de enkelte Risgaard-episoder: 

“Undersøgelsen skal omhandle de episoder, der har været omtalt i pressen samt de yderligere forhold, som Kromann Reumert måtte blive oplyst om i undersøgelsesperioden.”

Og:

“Undersøgelsen skal foruden en faktuel afdækning af episoderne belyse, om og i givet fald hvordan de enkelte forhold er blevet håndteret af FH.”

BUPL’s formand, Elisa Rimpler, der medlem af FH’s forretningsudvalg og FH's særlige whistleblower-udvalg, forklarer:

"Det er vigtigt, at alt er kommet frem, når vi skal vælge en ny ledelse. Der må ikke kunne drages tvivl om legitimiteten i den fremtidige ledelse af FH," siger hun til Politiken.

Opdateret kl. 13.25 med kommentar fra Elisa Rimpler

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Selvfølgelig er hendes højrehånd sendt hjem. Det er vel den hun har brugt til at klappe med.:-))

😁😁👍 sådanne - Hun må så fremover øve sig i at klappe med en hånd :-))

Den nyeste form for "teater". Dyrt spil for dem ingen gider. Hetzens totalteater. Farce når farce er værst.
Godt ingen kan læse andres tanker eller snige sig ind som en flue på væggen. Hvis det kunne lade sig gøre ville der rulle hoveder hver eneste dag. På grund af et eller andet "flop" som andre ikke synes om. Fordi det store
nye "teater" spiller med flertallets meninger og deres holdninger. Flokmentalitet på alle områder. Spis og drik det andre gør. Elsk som sexologer og parterapeuter dikterer..Gå til psykolog når du tror du er normal. Lev dit liv som naboen.Og lad andre opdrage og ensrette dine børn. Så de kan passe ind i stilen og pænheden.
Men,"kast aldrig med sten,når du selv bor i et glashus".