Du kan for eksempel tage til Holmegaard Værk, der i sig selv er en vildt enestående oplevelse.

Her er samlet enorme mængder af glas fra fabrikkens lange historie, men også samlingen af keramik fra Herman A. Kählers gamle fabrik er en tur værd i sig selv.

Museet er et didaktisk vidunder, selvom den historiske korrekte formidling af den gigantiske samling nok er flosset lidt her og der. Til gengæld er opsætningerne og det samlede indtryk forbløffende godt skruet sammen.

Det er sansemættende, og man undrer sig over, at mange af de helt unikke og uvurderlige værker står på display uden den helt store beskyttelse. Glas og keramik er som bekendt skrøbelige materialer, og derfor virker det næsten for vovet, at man kan komme så tæt på herlighederne.

Prikken over i’et er dog deres kontemporære udstillinger

Men Holmegaard Værk er ikke alene gode til at iscenesætte deres historiske samling. De har selvfølgelig også gjort en hel del ud af at fremvise et levende værksted, hvor glas produceres, og det fungerer sådan set også optimalt.

Prikken over i’et er dog deres kontemporære udstillinger, der er mindst lige så godt iscenesatte. Fabrikkens store arealer er også perfekte til at give plads til spektakulære særudstillinger, hvor forskellige kunstnere kan give den fuld gas.

Projekt Megaton

Helt specielt og særligt lige nu er udstillingen af studieprojektet Megaton, der fremviser relikvier fra deres ‘Counter Earth’.

Det er produktionsselskabet 10 Tons, med Esben Horn som ledende figur, der står bag. 10 Tons er et modellørfirma, der producerer replikaer af naturvidenskabelige væsener, der anvendes didaktisk på et hav af verdens naturhistoriske museer.

De er imponerende

Derfor er det heller ikke usandsynligt, at du har set nogle af selskabets værker, der bruges som trækplaster et utal af steder. Det er 10 Tons, der har skabt de store havdyr, der hænger fra museernes og akvariernes lofter.

De er imponerende, og man har nogle gange et indtryk af, at disse store dyr, her især dinosaurerne, som virkelig er ekstremt populære overalt, ja, selv i Københavns Zoo, næsten overskygger stedernes egentlige samlinger.

Det kan være et problem, at disse imponerende, store og iøjnefaldende modeller bliver det mest centrale, ligesom når kunstneren Jim Lyngvild laver modeller af vikinger. For hvad bliver der i grunden af selve relikvierne, dvs museernes egentlige samlinger? 

Det er, kort sagt, også en slags Disneyficering, og den er så ekstremt udbredt, at jeg er overbevist om, at de fleste museer bruger flere penge på disse didaktiske projekter, end på selve kernesamlingerne, der nærmest drukner.

Det sagt, så er disse replikaer altså imponerende. 10 Tons tilgang er spændende, fordi de har opnået deres enorme succes ved at være så præcise i deres gengivelser, som overhovedet muligt.

Det har betydet, at de har arbejdet intenst med videnskabsmænd og teknikere, for at kunne genskabe fortidsdyr ud fra fossiler mest realistisk.

Familien Blaschkas vidunderlige verden af glas

Tidligere, i midten af det nittende århundrede, hvor naturvidenskaben oplevede helt ufatteligt store gennembrud, havde universiteterne og museerne det problem, at især planter og hvirvelløse dyr ikke kunne konserveres ordentligt, så man kunne betragte og studere dem ordentligt.

Sammen producerede Rudolf Blaschka og søn tusindvis af replikaer til naturhistoriske museer i hele verden

Det var derfor, at den bøhmiske glaspuster, Rudolf Blaschka (1857-1939), sammen med sin søn, fik så ekstrem stor succes med at producere replikaer i glas.

Sammen producerede Rudolf Blaschka og søn tusindvis af replikaer til naturhistoriske museer i hele verden. De blev anvendt i undervisningssammenhæng, og kvaliteten var fuldkommen uovertruffen.  

Senere, da man fandt på andre og bedre metoder til at konservere og gemme, forsvandt de fleste af disse værker ud på arkiverne, hvor de blev glemt.

Men siden firserne er værkerne dukket op igen, og i dag ser man på disse værker med andre øjne. De er ekstremt smukke, unikke og kunsthåndværk i højeste klasse.

Ingen er i stand til i dag at lave noget i glas, der bare tilnærmelsesvis er lige så sirligt, teknisk kompliceret og perfekt udført, som disse værker af Blaschka-familien.

Alene Harvards Universitets samling af glasblomster, produceret af familien Blaschka, kan overbevise enhver om deres unikke og kunstneriske styrke. Du kan se en lille video om glassamlingen her.

Esben Horn, 10 Tons og kunstprojektet ’Counter Earth’

Esben Horn er direkte inspireret af disse replikaer, men også af Blaschkas tilgang til selve produktionen.

Det er derfor, at det kun er kunst i en vis grad, for der er ikke plads til kreative svinkeærinder. Det drejer sig om at skabe replikaer, der er optimalt nøjagtige og præcise.

Denne tilgang, hvor Esben Horn og holdet bag 10 Tons studerer naturvidenskaben, gør alligevel noget ekstra, og dette ekstra er præcis, hvad man fornemmer, når man studerer deres værker.

Megaton er et nyt projekt, en slags overskud, der er blevet til, fordi medarbejderne på 10 tons også gerne vil lave noget, der ikke bare er bestillingsarbejde

Det er et slags overskud, der ikke bare er gengivelsen, men også begejstringen for - og fascinationen af - selve genstanden eller objektet.

Megaton er et nyt projekt, en slags overskud, der er blevet til, fordi medarbejderne på 10 tons også gerne vil lave noget, der ikke bare er bestillingsarbejde.

Megatons idé om at skabe en ’Counter Earth’, bestående af alt muligt, lige fra hajtænder, overdimensionerede menneskeknogler, svampe og gopler, er en mulig måde at overskride grænsen mellem didaktisk naturformidling og kunst.

Og netop udstillingen på Holmegaard Værk er et bevis på, at denne overskridelse kan virke. Opsætningen fremstår mytologisk som et univers, der er fremmed, fossilt og hviskende om noget, der stammer fra urtiden.

Værkerne er ikke produceret af glas, men mange af dem ser ud som om, at det er materialet. Der er præcis denne forbindelse til arven fra Blaschka, der gør, at det faktisk giver mening at udstillingen netop foregår her på Holmegaard, selvom der ikke er gjort noget som helst for at fremhæve denne.

Forbindelsen mellem 10 Tons og familien Blaschka, kan man derimod læse om, i deres smukke 25 års jubilæumsbog, som man kan købe på udstillingen.

Her skriver Esben Horn om sin fascination af Rudolf Blaschka og forklarer hvorledes naturvidenskaben og skabelsen af modellerne hænger uløseligt sammen.

Ved læsning af bogen forstår man, hvorfor arbejdet med denne tilgang samtidig også kan være magisk.

Den didaktiske fejlslutning

Men så er vi igen tilbage til det didaktiske, som museerne anvender i dag. Det er blikfang og det virker helt ufatteligt godt.

Men ofte bliver modellerne blot stillet op, og formidlingen halter lidt. Det er ærgerligt, fordi der er så meget mere, så mange interessante sammenhænge og forbindelser, der kunne udnyttes i selvsamme sammenhæng.

Det er smukt, betagende og som at træde ind i en verden, der eksisterer i vores dybeste DNA

Museer og naturvidenskabelige institutioner skal også formidle viden. Det er deres primære formål.

Det kunne de godt tage lidt mere seriøst, selvom det kun er et fåtal, der faktisk efterspørger netop det.

Megaton er en tur til Holmegaard værd. Det er smukt, betagende og som at træde ind i en verden, der eksisterer i vores dybeste DNA.

Her er den primære opgave ikke didaktisk, men ligesom løsrevet. Og læser man på lektion, så kan det hele som sagt foldes ud, og gemte, fantastiske og overvældende historier vil pible frem.

'Counter Earth'. Projekt Megaton/Esben Horn. Holmegaard Værk, Glasværksvej 55, 4684 Holmegaard. 04/05 - 22/10 2023.