Annonce

Mette F: Luk de muslimske friskoler

Socialdemokratiet vil lukke ned for tilskud til muslimske friskoler i Danmark.
Socialdemokratiet foreslog henover sommeren, at partiet ønsker at fjerne statstilskuddet til friskoler, der har en andel af elever med udenlandsk baggrund på over 50 procent. Det vil sandsynligvis automatisk lukke skolerne, hvoraf en række har mere end 90 procent elever med baggrund fra ikke-vestlige lande.

Nu uddyber partiformand Mette Frederiksen partiet forslag i et opsigtsvækkende interview med BT.

”Når vi lægger forslaget frem, så er det med et ønske om at lukke de muslimske friskoler,” siger hun til BT.

Hun mener, at friskolerne skader integrationen, fordi børnene bliver afskærmet for dansk kultur og den hverdag, som danske unge har.

”Jeg må være ærlig og sige, at grundlæggende er det ikke en god idé med muslimske friskoler. Når man er barn i Danmark, er det utrolig vigtigt, at man vokser op i den danske kultur og den danske hverdag. Ligegyldigt hvordan man vender og drejer det, så er en friskole, der tager udgangspunkt i Islam, ikke en del af majoritetskulturen i Danmark,” siger Mette Frederiksen til avisen og tilføjer:

”Oven i det kan vi lægge en masse eksempler, som BT har været drivende i at afdække, f.eks. skoleledere og lærere, der promoverer terrororganisationer. Jeg bryder mig heller ikke om den manglende ligestilling i skolerne og disse meget hadske ord over for vores jødiske mindretal. Det understreger, at vi har parallelsamfund.”

Vil lægge arm med juraen
Socialdemokratiets forslag kan dog være i strid med både den danske grundlov og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, vurderer jurister i Undervisningsministeriet overfor BT.

Den vurdering er Mette Frederiksen dog ikke enig i. Hun mener godt, at det kan lade sig gøre.

”Jeg må også være ærlig og sige, at vi lever i en tid, hvor vi hele tiden er oppe imod nogle nye udfordringer i det her samfund på grund af en fejlslagen indvandrings- og integrationspolitik, hvor vi lægger arm med juraen. Det kan jo ikke nytte noget, at vi står handlingslammede tilbage, når vi kan se, at der er muslimske friskoler, hvor lærerne modvirker det danske demokrati,” siger Mette Frederiksen.

Mette Frederiksen opfordrer derfor til konkrete forhandlinger med regeringen, DF og andre partier, der vil være med. Forslaget bliver mødt med opbakning fra Dansk Folkeparti og de konservative, mens Venstres skoleordfører Anni Matthiesen kalder det problematisk, at den socialdemokratiske partiformand generaliserer.

"Det er et problem, når Mette Frederiksen generaliserer og skærer alle skolerne over en kam og generelt vil lukke alle muslimske friskoler. Vi vil gerne se på, om der er ekstra værktøjer, vi kan give til tilsynsmyndighederne. Men det er et drastisk skridt at tage, at man generelt vil lukke alle muslimske friskoler," siger hun til BT.

Der var i 2015 ifølge Tænketanken Kraka lige knap 4.800 elever på muslimske friskoler. Der er 23 muslimske friskoler i Danmark, hvoraf halvdelen ligger i København.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet