Annonce

Mette Frederiksen: Jeg er tryg ved Henrik Sass

S-formand bakker S-gruppeformanden op: ”Henrik er en af mine nærmeste, og han har meldt sig klar igen. Jeg er tryg ved, at Henrik kan bestride en ministerpost.”
Den socialdemokratiske gruppeformand, Henrik Sass Larsen, meldte i weekenden ud, at han i efteråret blev ramt af en depression, men også at han nu har det godt igen. Og at han er klar til at påtage sig posten som finansminister, hvis vælgerne ved det forestående folketingsvalg giver S-formand Mette Frederiksen mandat til at danne regering.

”Derfor har jeg meldt mig klar hos Mette,” siger han i et seks sider langt interview med Politiken.

Mette F: Sygdomsperiode står ikke i vejen for ministerposter

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, meldte søndag morgen ud, at hun bakker op om Henrik Sass Larsen:

”At man har været syg, psykisk eller fysisk, skal efter min mening ikke bestemme, om man kan bestride et politisk embede,” skrev Mette Frederiksen på et Facebook-opslag.

placeholder

Mette Frederiksen skriver videre i opslaget:

”Ingen ved, hvordan mandaterne falder ud efter valget. Men jeg ved, vi først skal vinde et valg - og opnå vælgernes tillid, før det giver mening at tale om ministerlister. Så i denne omgang blot dette: Henrik er en af mine nærmeste, og han har meldt sig klar igen. Jeg er tryg ved, at Henrik kan bestride en ministerpost.”

Henrik er en af mine nærmeste, og han har meldt sig klar igen

I opslaget opfordrer Mette Frederiksen alle til at læse det fulde interview med Henrik Sass Larsen, og også at hun under Henrik Sass’ depression ”har haft mange samtaler med Henrik undervejs i forløbet”:

”Henrik står i dag frem og fortæller om den depression, der ramte ham i efteråret. Jeg håber, du vil læse interviewet. Helst det hele. Med alle nuancer og mellemregninger."

"Nogle gange glemmer vi måske, at politikere også bare er mennesker. Ingen kan klare alt. Og livet kan være hårdt. Nogen gange for hårdt. Sådan er det også, selvom man er en offentlig person. Og dermed altid i mediernes søgelys."

"Jeg har haft mange samtaler med Henrik undervejs i hele forløbet. Og det har min meget store respekt, at Henrik nu offentligt fortæller om noget, der i virkeligheden er meget privat. Men som kan ramme alle. Og som rammer stadig flere i vores samfund,” skriver Mette Frederiksen blandt andet.

Nogle gange glemmer vi måske, at politikere også bare er mennesker

Straks efter at interviewet i Politiken var blevet offentliggjort på pol.dk lørdag aften skrev Henrik Sass Larsen i et opslag på Facebook:

”Jeg vil helst tale om politik. Det er det, der interesserer mig. Men flere er begyndt at stille spørgsmål til mit velbefindende og min evne til at passe mit arbejde. Derfor synes jeg, det er på sin plads at fortælle, hvad det er, jeg har gået og døjet med. Og i øvrigt slå fast, at jeg heldigvis har det bedre i dag.”

Hård barndom – hårde forløb i frokostaviser

I interviewet fortæller Henrik Sass Larsen, at hans psykolog, som han har gået til intensiv behandling hos gennem et par måneder, har forklaret Henrik Sass, at han ”gennem tiden har udviklet posttraumatisk stress over en række situationer”, han har været igennem.

I interviewet fortæller Henrik Sass Larsen indgående om hans meget hårde opvækst hos en voldelig, alkoholisk stedfar, og om en stribe kritiske artikler i BT op til valget i 2011, som tog udgangspunkt i et møde, som Henrik Sass Larsen og hans nære ven, Tommy Kamp, havde i Køge med en Bandidos-rocker, som blev kaldt Suzuki-Torben. Mødet og nogle sms-beskeder betød, at Henrik Sass Larsen i 2011 ikke kunne sikkerhedsgodkendes som minister.

Har du noget på ham?

Sass Larsen fortæller videre i interviewet, at han så i efteråret oplevede, at Ekstra Bladet jagtede ham, og at det så udløste depressionen:

”De (Ekstra Bladet, red.) har stået foran vores kontorer, jeg er kommet ud fra toilettet, jeg har stået nede i kantinen, hvor de også kommer hen. Det er generende. De laver et produkt, hvor de synes, det er skæppeskønt – måske endda morsomt. Og det synes jeg ikke. Jeg synes, de prøver at provokere.”

Henrik Sass Larsen siger til Politiken, at han godt forstår Ekstra Bladets interesse for, om han passer sine politiiske hverv:

"Jeg forstår godt interessen. Men der er forskel på det og så at finde ud af, hvordan man kan intimidere mig, ødelægge mig. (.....) Man siger: Vi kan ikke lide ham, fordi han ikke er tilgængelig for os. Ergo må vi få ham ned med nakken."

Henrik Sass Larsen fortæller til Politiken, at Ekstra Bladet har kontaktet Sass' datters skole, kontaktet Sass' partifæller og spurgt: ’Har du noget på ham’. Frokostavisen har også kontaktet Sass' gamle klassekammerater.

Sass: Jeg er tilstrækkelig robust

Henrik Sass Larsen erkender, at det kan indebære en risiko at stå frem, som han gør i Politiken. Nogen vil måske sige om ham, at han er uligevægtig og ikke kan bruges:

Netop på den baggrund spørger Politiken-journalisten Henrik Sass, om han er tilstrækkelig robust til at blive finansminister:

Men jeg har i hvert fald meldt mig klar

”Det vil jeg mene. Det vil jeg ikke sige til Mette, hvis jeg ikke var. I sidste instans er det jo hende, der skal træffe valget og sammensætte en regering. Hun skal vurdere det. Men jeg har i hvert fald meldt mig klar, og jeg ved godt hvad det indebærer at være minister.”

Opdateret 16.02.2022 som led i undersøgelse af citat-skik

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet