”Man binder os på hånd og mund,” sådan skrev Poul Henningsen tilbage i 1940. Og selvom tiden på alle måder var en anden dengang, så passer budskabet perfekt på dansk politik anno 2019, hvor politikerne i stadig stigende grad bliver bundet på mund og hånd.

Interesseorganisationer, fagforeninger, aktivister og politikerne selv, går på barrikaderne for deres enkeltsager.

Kontraktpolitikken i nye klæder

De politiske bindinger findes i mange forskellige afskygninger, der alle har det til fælles at de låser det politiske handlerum, hvor politikere træffer beslutninger ud fra de aktuelle udfordringer, deres politiske holdninger og almindelig sund fornuft.   

De politiske bindinger findes i mange forskellige afskygninger, der alle har det til fælles at de låser det politiske handlerum

Nye bindinger er dukket op med klimalov, velfærdslov, budgetlov, anlægsloft, serviceramme, minimumsnormeringer og lignende tiltag, der begrænser det politiske råderum.

Fælles for den nye måde at lave lovgivning på er at ligesom den navnkundige og berygtede kontraktpolitik binder politikere til løfter, på en måde, der hæmmer den selvstændige tænkning, tilpasning til den aktuelle virkelighed og større politiske visioner.

Da kontraktpolitikken mødte sit endeligt, åndede mange politikere lettet op. Fra den daværende Venstremand Leif Mikkelsen lød det, at kontraktpolitikken ”låser os fast, når det bliver fremstillet som det væsentligste, at folk skal vide, hvad vi vil gøre ned i mindste detalje. Det er ikke måden at drive politik på. Det kvæler debatten".

Da kontraktpolitikken mødte sit endeligt, åndede mange politikere lettet op

Og De Radikales Morten Østergaard påpegede: ”Kontraktpolitikken duer jo ikke, for alle er jo nødt til at ændre deres politik, når samfundsforholdene ændrer sig markant”.

Desværre er det præcis den samme tankegang, der fik kontraktpolitikken til at opstå, der går igen i de nye politiske bindinger.

De gode intentioners destruktive slagside

Intentionen bag mange af de politiske binder fejler absolut intet. Slet ikke når det handler om flere pædagoger til vores små poder i daginstitutionerne, en langt mere bæredygtig klimapolitik eller styr det offentlige forbrug.

Intentionen bag mange af de politiske binder fejler absolut intet

På trods af de gode hensigter, så gør bindingerne det sværere at følge de omskiftelige samfundsudfordringer, de minimerer de politiske modsætninger og de skader den demokratiske debat.

I den aktuelle debat tillader nuancerne ikke at man kan være for flere pædagoger i daginstitutionerne, men imod minimumsnormeringer, ligesom det er politisk ukorrekt at være for en langt mere ambitiøs klimapolitik, men imod en bindende klimalov med sanktioner.

Det er nærliggende at antage, at det ofte er mistillid til politikere, der bringer de mange bindinger i spil. Men krav om ret og lov vil kunne bekræfte og øge den mistillid.

Målet om at skabe de bedste politiske resultater rykker automatisk i anden række

Resultatet er at det bliver rettigheder, love og  lofter, der trækker grænsen for politikernes beslutningskraft. Målet om at skabe de bedste politiske resultater rykker automatisk i anden række.

Manglende beslutningskraft bliver de gode intentioners destruktive slagside.

Drabet på det levende demokrati

Hele diskussionen handler om vores tro på demokratiet. Er man tilhængere af stærkt statsstyre, baseret på juridiske rettigheder eller et levende demokrati, hvor beslutninger træffes tættest muligt på virkeligheden.

Spørgsmålet er om vi har størst tillid til andre mennesker eller til juraens bogstav

Spørgsmålet er om vi har størst tillid til andre mennesker eller til juraens bogstav.

Det er centralisme overfor lokalisme. Det er levende demokrati overfor konstitutionelt demokrati.

Personligt vil jeg gerne opfordre den rettighedsforhippede venstrefløj og hårdt kæmpende klimaaktivister til at standse op og spidse ører til Danmarkshistoriens største demokratitænker. Lad os tænke os om, før vi bilder os selv ind at vidtgående lovregulering vil redde vores børn og vores klima.

Demokrati er en aldrig afsluttet samtale, lød fra teolog, forfatter og demokratitænker Hal Koch, der næppe vil have kastet sig kærlig på at reducere politik simple rettigheder eller vidtrækkende lovgivning.

""Lad os tænke os om, før vi bilder os selv ind at vidtgående lovregulering vil redde vores børn og vores klima."

For ham var demokratiet netop dynamisk, foranderligt og noget der skulle udleves:

”Demokratiet kan ikke sikres - netop fordi det ikke er et system, der skal gennemføres, men en livsform, der skal tilegnes. Det drejer sig om et sindelag, der skal bibringes hvert nyt slægtled. Derfor er det folkelige oplysnings- og opdragelsesarbejde nerven i demokratiet.”
(I bogen ”Hvad er Demokrati” fra 1945)