Annonce

Ministre på Rwanda-besøg

To danske ministre aflægger besøg i Rwanda for at arbejde videre med planerne om stærkere samarbejde på asyl- og migrationsområdet og på det grønne område.
Udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S) og minister for udviklingssamarbejde Flemming Møller Mortensen (S) besøger torsdag og fredag Rwanda.

De to ministre skal ifølge en pressemeddelelse se på muligheder for at udbygge samarbejdet mellem Danmark og Rwanda på det grønne område og asyl- og migrationsområdet.

Danmark og Rwanda indgik sidste år to samarbejdsaftaler, som skal være første skridt på vejen til at oprette et asyl-center i det centralafrikanske land, hvor flygtninge, der søger asyl i Danmark kan bo, mens deres asylansøgning behandles.

Besøg i flygtningelejr

Udlændinge- og Integrationsminister Kaare Dybvads besøg begynder i dag torsdag, hvor han skal besøge flygtningelejren Nyabiheke Refugee Camp samt et danskstøttet projekt, som skal skabe beskæftigelse for flygtninge i Rwanda.

Rwanda er blevet rost af blandt andet FN’s flygtningehøjkommissariat

Fredag slutter minister for udviklingssamarbejde, Flemming Møller Mortensen, sig til besøget i Rwanda, hvor de to ministre skal mødes med den rwandiske udenrigsminister Vincent Biruta og miljøminister Jeanne d’Arc Mujawamariya.

Kaare Dybvad Bek peger i en kommentar på, at Rwanda er blevet rost af blandt andet FN’s flygtningehøjkommissariat, UNHCR for sit engagement i flygtningedagsordenen.

Bedre hjælp til flygtninge

“Derfor giver det rigtig god mening at vi bakker op om Rwandas vigtige arbejde og sammen forsøger at skabe et asylsystem, der hjælper flere flygtninge bedre end i dag,” udtaler Kaare Dybvad Bek.

For styrke samarbejdet med Rwanda har Danmark i sidste måned besluttet, at der senere i år skal oprettes et særligt projektkontor bemandet med to danske diplomater.

Derudover er der også potentiale for, at vi styrker vores indsats for flygtninge i nærområderne

I forbindelse med det aktuelle Rwanda-besøg udtaler udviklingsminister Flemming Møller Mortensen:

"Jeg glæder mig til at drøfte, om der er mere, vi kan gøre for blandt andet at fremme den grønne dagsorden. Derudover er der også potentiale for, at vi styrker vores indsats for flygtninge i nærområderne, som er en fælles prioritet for Danmark og Rwanda”.

Om Rwanda-kontoret

Opgaverne for det nye danske projektkontor i Rwanda vil både være at sikre en fysisk tilstedeværelse og agere bindeled til nationale og internationale samarbejdspartnere i Rwanda.Projektkontorets arbejde vil ligge i forlængelse af de to samarbejdsaftaler om asyl- og migrationsspørgsmål samt om politisk dialog og samarbejde, som Rwanda og Danmark indgik i 2021, og det voksende udviklingssamarbejde med landet.

De to samarbejdsaftaler kan findes her:

Memorandum of understanding

Memorandum of understanding

Projektkontoret vil ikke løfte det brede spektrum af opgaver, som en dansk ambassade gør, herunder f.eks. de kommercielle. Disse opgaver vil fortsat blive håndteret af ambassaden i Uganda, hvorunder projektkontoret hører.

Henrik Rasch er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet