Annonce

Morten Østergaard genopstiller ikke

Det har han netop meddelt sin valgkreds i Aarhus - De Radikale mister dermed den fjerde stemmesluger på kort tid
Morten Østergaard, de radikales tidligere partileder og tidligere minister, genopstiller ikke til Folketinget.

Det har han netop meddelt sin valgkreds i Aarhus.

Det skriver Morten Østergaard i et opslag på Facebook:

"Jeg har i dag udsendt nedenstående hilsen til medlemmerne af Aarhus Radikale Vælgerforening, hvor jeg har været opstillet siden årtusindskiftet, men nu har meddelt, at jeg ikke søger genvalg. Som det fremgår, er jeg stadig midt i bearbejdelse af alt det skete, og de fejl, jeg har begået. Derfor håber jeg også på jeres respekt for, at jeg ikke hverken her eller i pressen har noget at tilføje," skriver Østergaard.

"Svær beslutning"

I sin hilsen til sin valgkreds i Aarhus, skriver Morten Østergaard, at det har været en "svær beslutning":

"I mere end to årtier, har jeg været jeres folketingskandidat. Derfor er det også jer, som skal modtage min meddelelse om, at jeg har besluttet, at jeg ikke vil søge genvalg til Folketinget. Og at jeg derfor ikke som vanligt møder op på forårets generalforsamling, for at få jeres opbakning til en ny valgperiode." 
Det er med våde øjenkroge og vemod, at jeg skriver disse ord
 Østergaard fortsætter: "Det er med våde øjenkroge og vemod, at jeg skriver disse ord, for det er et ufatteligt kapitel i min livshistorie, som nu lakker mod enden, for at give plads til et nyt. Jeg har oplevet og opnået så meget i den tid. Mere end jeg nogensinde havde drømt om. Derfor har det været en svær beslutning, og måneders overvejelser ligger bag. Men det er også den første, som jeg har følt mig sikker på, var det rigtige skridt at tage for mig."

placeholder

 

Gik efter dramatisk gruppemøde

Morten Østergaard forlod 7. oktober posten som partileder efter et dramatisk møde i folketingsgruppen, hvor emnet var sexkrænkelser af to nuværende medlemmer af folketingsgruppen - og gruppeledelsens håndtering af sagerne.

Morten Østergaard forsøgte i flere uger at hemmeligholde, at krænkeren af de to - Lotte Rod og Katrine Robsøe - faktisk var ham selv. Også under begyndelsen af selve gruppemødet. Men under mødet udpegede en stærkt berørt Lotte Rod så Morten Østergaard som krænkeren, og så indså Morten Østergaard, at nu var spillet slut.

To dage senere erkendte Morten Østergaard i et opslag på Facebook, at han en tid havde troet, at han kunne undgå at stå offentligt frem som krænkeren:

Jeg troede naivt, at det ikke var nødvendigt at gå bodsgang offentligt for dem

"Jeg troede naivt, at det ikke var nødvendigt at gå bodsgang offentligt for dem. At jeg faktisk kunne trække mig selv ud og undgå total udstillelse. Men det går ikke. Og det vil faktisk heller ikke være fair overfor de, som undrer sig."

Torsdag skriver Østergaard til medlemmerne af den radikale valgkreds i Aarhus - og til offentligheden, at han er led og ked af de fejl, han har begået:

"Jeg ville selvsagt have ønsket, at have afsluttet mit politiske lederskab på en anden måde. Jeg er led og ked af de fejl, jeg har begået, og de konsekvenser, de har haft for andre. Og jeg vil igen gerne undskylde til alle for det skete. Ansvaret er mit."

Jelved, Rohde og Auken

Morten Østergaard er den fjerde fra den radikale folketingsgruppe, der blev valgt i 2019, som inden for kort tid enten har forladt partiet - eller som ikke genopstiller.

Onsdag meddelte Marianne Jelved, tidligere mangeårig radikal leder og minister, at hun ikke genopstiller ved næste valg.

29. januar meddelte partiets helt store stemmesluger i København, Ida Auken, at hun ikke vender tilbage fra en langvarig orlov til den radikale folketingsgruppe. Hun melder sig i stedet ud af partiet - til fordel for Socialdemokratiet, der nu igen har en Auken i folketingsgruppen.

Hun melder sig i stedet ud af partiet - til fordel for Socialdemokratiet

Få dage tidligere - 25. januar - meddelte Jens Rohde, at han ikke længere kunne se sig selv i et parti, der blev mere og mere aktivistisk på områder som MeToo og klima. Et parti, der alt for ofte, maner sig op i et hjørne med ultimative krav. Inklusive udlændingeområdet, som ellers var grunden til at Rohde i sin tid forlod Venstre - til fordel for De Radikale.

Jens Rohde er pt. løsgænger. Hans afgangssalut til De Radikale indikerer dog, at Rohde kunne finde hvile i løsgænger Lars Løkkes politiske netværk, som måske ender ud i dannelsen af et nyt parti.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Klog beslutning, held og lykke fremover. Selv om man har dummet sig, falder verden ikke sammen af den grund. Det sker nok ikke for ham mere og han skal nok få et job i erhvervslivet eller andet på et tidspunkt. Op med hovedet og kom videre. Han er hverken den første eller sidste der har kvajet sig.

So long. Næste valg står han på stemmeseddelen for liste A.