Der har altid været noget underligt ved maleren L.A. Ring (1854-1933). Ligesom med vennen, H.A. Brendekilde, tog han navneforandring og definerede derved, at også han var knyttet til sin fødeby.

Og selvom L.A. Ring malede mange landskabsmalerier og portrætter fra andre egne i Danmark, så er landet, periferien og udeliv alligevel det herskende tema.

Bynavnene som kunstneridentitet er ikke det eneste fællestræk ved disse to malere. Begge var også mesterlige landskabsmalere, og her især ufatteligt dygtige til at skildre årstiderne.

Og årstiderne som grundtema er, hvad udstillingen på Øregaard Museum i Hellerup har fokus på. Det er en vandreudstilling, der tidligere er blevet vist på Ribe Kunstmuseum og Fuglsangs Museum, dog med få divergerende udvalg af udstillede malerier.

Strittende grenværk

L.A. Ring er dog mest kendt for sine symbolistiske og socialrealistiske malerier, der oftest er store portrætter, smukke, indtagende og stærkt karakteristiske.

Langt de fleste af disse portrætter er af landarbejdere og deres hustruer, og næsten altid er den omgivende natur og interiøret accentueret.

I begyndelsen af L.A. Rings karriere ser man tydelige fællestræk med blandt andet maleren Albert Gottschalk. Begge malere portrætterede ofte gråvejrsdage, hvor en snoet vej leder beskueren ind eller ud af en af landets mange små byer.

Mens Gottschalk elskede at accentuere selve vejen, var L.A. Ring mere interesseret i døråbninger, kløften mellem skæve huse, telegrafpæle og jernbaneskinner.

Selv var han barn af en håndværkerfamilie

Et andet fællestræk for disse to malere er deres passion for stynede træer, og her ser man også tydeligt deres særegne stil, hvor træernes nøgne, strittende grenværk giver liv og nærmest grafisk bryder skellet mellem realisme og abstraktion.

Selvom et stærkt grundtema for L.A, Ring var social indignation, præget stærkt af tidens politiske omvæltninger, hvor den mere jævne almue synes at hensygne, mens moderniteten strøg fordi dem, er der noget dybere på spil i hans motiver.

Det er helt tydeligt, at hans senere ægteskab med Sigrid, der var barn af pottemageren Herman A. Kähler, har præget hans opfattelse af værdier.

Selv var han barn af en håndværkerfamilie, og netop håndværket som eksistenshorisont spillede også en rolle i hans portrætter og stil.

Symbolistisk maler

L.A. Ring var som sagt også en symbolistisk maler. Det første store og imponerende maleri, som man ser på udstillingen på Øregaard Museum, er ‘Forår’ (1896), et portræt af hustruen Sigrid og hendes søster Ebba.

Sigrids kjole minder meget om den måde maleren Ejnar Nielsen også anvendte tekstiler i sine malerier. Det er som om, at mønstrene bliver til flader, der dekorativt udgør noget selvstændigt.  

Slægtskabet med symbolisten over dem alle, Ejnar Nielsen, er også tydelig i mange andre af L.A. Rings malerier, for eksempel i mesterværket, ”Efter solnedgang, Nu skrider Dagen under, og Natten vælder ud" fra 1899, der også er udstillet på Øregaard.

Det er også ret tydeligt, at L.A. Ring har noget til fælles med den symbolistiske maler, Johan Rohde

Her er kraniet og skeletterne symbolske motiver for døden, ligesom i Ejnar Nielsens malerier. Værket betegnes som et skelsættende maleri, lige før den store vending i L.A. Rings stil, hvor det mørke og dystre fyldte uforholdsmæssigt meget i de tidligere værker, og lyset og luftigheden fyldte mere i de senere værker.

Det er også ret tydeligt, at L.A. Ring har noget til fælles med den symbolistiske maler, Johan Rohde. Det er vigtigt at påpege, fordi det siger en hel del om selve kompositionen i hans landskabsmalerier, især i det store værk, ‘Sommerdag ved Roskilde Fjord’ (1900), hvor motivet på en underlig måde fremstår fladt med plamager.

I Peter Hertz monografi om L.A. Ring, beskrev han malerens væsen som: “det stille vand med den dybe grund.” Det dybe og skjulte, midt i det flade og det stille, er et grundtema i L.A. Rings malerier.

Mere dæmpede

Udstillingen på Øregaard Museum har mange af L.A. Rings rene landskabsmalerier med. De udgør den langt overvejende del af udstillingen, men de er sådan set også ret svære at få rigtigt tag på, når de er udstillet sammen med hans langt større og mere berømte portrætmalerier.

Mange af disse friluftsmalerier er mere dæmpede, og pludselig er det tydeligt, at han også var stærkt inspireret af sin tidligere lærer, P.S. Krøyer.

De fleste af de rene landskabsmalerier er horisontorienterede, med meget blå og gul, i form af himmel og hav, korn og aks. I baggrunden er der ofte en stribe med mere lilla nuancer.

Disse studier i lys er så forbandet fremragende, og det er betagende at kunne konstatere, at L.A. Ring også arbejdede med at klatte markblomsterne og kornet ovenpå selve motivet, så man kan se dem stivnet bulende ud af, når man går helt tæt på.

Jeg ved ikke helt, om udstillingen som sådan er helt vellykket. Mit indtryk af udstillingen kan være præget af, at solen skinnede og at det var varmt udenfor.

Det var vanskeligt at trænge sådan rigtig ind i disse mange, mindre motiver, der jo faktisk er overvældende, når lyset udenfor bygningen var så dominerende.

Når man ser L.A. Rings malerier på Ordrupgaard eller på Den Hirschsprungske Samling, hængende side om side med især Vilhelm Hammershøis malerier, så er det som om, at de fremtræder med større gennemslagskraft.

L.A. Ring er ikke en glemt maler

Måske en regnvejrsdag, hvor lyset udefra er mere afdæmpet, ville afstedkomme en helt anderledes og mere intens oplevelse.

Det håber jeg, for L.A. Rings mange årstidsmalerier er imponerende, og det er i grunden underligt, som jeg skrev i begyndelsen, at han ikke er mere værdsat, end han faktisk er.

L.A. Ring er ikke en glemt maler. Det er bare som om, at han ikke rigtig har samme selvstændige og respektive betydning som andre af datidens helt store malere.

Men en sådan særskilt status har H.A. Brendekilde heller ikke, selvom både hans og L.A. Rings suveræne årstidsmalerier nærmest er indbegrebet af vores natur, vores historiske væsen og vor naturs særegenheder.
 

L.A. Ring - Årstiderne. Øregaard Museum, Hellerup, 15. juni - 22. oktober 2023.