Multinationale selskaber gemmer 40 procent af overskuddet i skatteskjul

Ny dansk forskning anslår, at 40 procent af multinationale selskabers overskud sendes ud af landet og det på trods af faldende selskabsskat
40 procent af multinationale virksomheders overskud bliver flyttet til lande med en lav skattebetaling hvert eneste år. Det viser ny forskning, som de to danske ph.d.-studerende Thomas Tørsløv og Ludvig Wier har foretaget sammen med den franske topøkonom Gabriel Zucman.

Og det er bemærkelsesværdigt, at virksomhederne gør det, da en række lande – herunder Danmark, Sverige og USA – har sænket deres selskabsskat for at tækkes virksomhederne. I perioden fra 1985-2018 er niveauet for den gennemsnitlige globale selskabsskat faldet fra 49 procent til 24 procent. På trods af halveringen af selskabsskatten bliver enorme summer fortsat placeret i skatteskjul, hvorfor forskerne mener, at det er "mindre sandsynligt", at lavere selskabsskat skulle påvirke lønudviklingen på en hurtig og positiv måde, som den økonomiske videnskab ellers hidtil har påstået (s. 32 i rapporten).

”Det har altid været omdiskuteret, hvordan man kan opgøre de her pengestrømme fra multinationale selskaber til skattely. Vi har gjort noget så kedeligt som at kigge på nationalregnskaber på baggrund af nye tal fra OECD,” forklarer Thomas Tørsløv over for Berlingske og fortæller, at de nye metoder har givet ”et konservativt estimat på 40 procent”.

Skattebetaling bør ikke være donationer, og et selskabs natur vil være at maksimere sin profit og minimere sin skattebetaling

”Man kan snakke nok så meget om moral, men det der virkelig driver store selskabers skattebetaling er økonomiske incitamenter. Skattebetaling bør ikke være donationer, og et selskabs natur vil være at maksimere sin profit og minimere sin skattebetaling. Her spiller de meget komplicerede skatteregler sammen med muligheden for at overføre sin profit til skattely,” siger Thomas Tørsløv til avisen. Det anslås i dag, at EU-landene taber 20 procent af sine indtægter fra selskabsbeskatning på grund af skattefinter. Det svarer til 450 milliarder kroner om året.

Nøgletal skal afsløre finter

De tre forskere har defineret et nyt nøgletal. Nøgletallet skal hjælpe til at identificere, når multinationale selskaber laver skattefinter for at undgå skattebetaling. De sammenholder profitten for den private sektor i et land før skat med lønudbetalingerne i sektoren for at se sammenhængen mellem selskabets aktiviteter og overskuddet.

Den lokale ismand på Bermuda har et normalt overskud, mens Google har et overnormalt overskud på Bermuda

”Der kan vi så se en markant forskel på overskuddet for lokale og multinationale selskaber. Der er mindre profit for de multinationale selskaber i ikke-skattely. I skattely kommer multinationale selskaber op med overnormal profit set i forhold til deres lønomkostninger. Groft forenklet: Den lokale ismand på Bermuda har et normalt overskud, mens Google har et overnormalt overskud på Bermuda”, siger han til Berlingske.

Forholdet mellem skattepligtigt overskud og lønninger er normalt mellem 30 og 40 procent, men i skatteskjul er profitterne langt højere, skriver avisen. I Irland var forholdet eksempelvis hele 800 procent i 2015 for de multinationale virksomheder.


Graf: Forholdet mellem overskud og lønninger for multinationale virksomheder er normalt 30-40 procent, men i skatteskjul er tallene langt højere. Kilde: Tørsløv et.al. via
voxeu.org

Forskere gennemhuller myte om skatte-kapløb som vej til vækst

Diskussionen om virksomheders brug af skattefinter hænger tæt sammen med landenes fastsættelse af selskabsskattesatserne, fordi landene bruger selskabsskatten som et konkurrenceparameter til at tiltrække virksomheder.

Eksempelvis overvejer USA, Holland, Sverige og Storbritannien nemlig at sænke selskabsskatten eller har allerede gjort det i kampen om virksomhedernes gunst. Det har fået skatteminister Karsten Lauritzen (V) til ikke at afvise at sænke selskabsskatten herhjemme igen, og Børsen-chefredaktør Bjarne Corydon mener også, at ”man kommer til at kigge på” selskabsskatten igen.

... hvis de store multinationale selskaber blot flytter rundt på papir-profitter til, hvor man kan finde den laveste skatteprocent, så kommer man ikke til at tiltrække investeringer

Kapløbet mod bunden har været i gang længe. Globalt er den gennemsnitlige selskabsskatteprocent nemlig blevet halveret siden 1985. Satsen var gennemsnitligt 49 procent i 1985 mod 24 procent i 2018. ”Skatteflugten og fiaskoen med at håndtere det er den primære årsag til, at selskabsskatterne falder globalt,” påpeger de tre forskere i forskningspapiret ifølge avisen. Forskerne mener dog, at skattekapløbet mod bunden er udsigtsløst, og dermed gennemhuller de også myten om, at lavere selskabsskatter skulle være vigtig for at tiltrække store selskaber:

”Man håber på, at man kan tiltrække mere kapital og gavne den almindelige arbejder ved at sænke selskabsskatterne. Men hvis de store multinationale selskaber blot flytter rundt på papir-profitter til, hvor man kan finde den laveste skatteprocent, så kommer man ikke til at tiltrække investeringer fra multinationale selskaber,” siger Thomas Tørsløv til Berlingske.

Jakob Esmann er student på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Annonce