Når fodbold får voksne mænd til at græde

Anmeldelse: Sunderlands arbejderklasse er de evige tabere, heltene på banen slår aldrig til og alle går skuffede hjem. Ulykkelig kærlighed for rullende kamera.
Foto: Netflix
Gensynet med den ukuelige midtbanespiller Honeyman, den kronisk dødsstressede klubledelse og især de mange bundloyale foldboldfans fra Sunderland AFC er i sig selv en tåre værd.

Håbet tændes kun i små glimt

Selvom nordenglændere i arbejderbyen Sunderland havde det hårdt i den første sæson af den Netflix-dokumentar ”Sunderland ’Til I Die”, så er livet ikke blevet meget lettere siden. Vi er blandt de englændere, der var diehard tilhængere af brexit. Job er der stadig ikke for mange af, tallene på klubbens bundlinje er stadig røde og håbet tændes kun i små glimt.

Fodbold som det eneste håb for Sunderlnd

Den oprindelig dokumentar om fodboldklubben Sunderland var tænkt, som en rejse om en klub, der igen var på vej op i landets bedste række, men blev i stedet en dokumentar om klubben, der rykkede ned to sæsoner i træk. Det var fodbold-flop for rullende kamera.

I den nye sæson får vi påny et unikt indblik i den hæderkronede klub – med nogle af Englands allermest dedikerede og foldelskende fans – der bestræber sig på i det mindste at komme tilbage til den næstbedste række.

Selvom det er de samme personer på tilskuerrækkerne, den samme køkkendame og flere spillere har fulgt klubbens nedtur, så er både ejer og direktør er skiftet ud. Kampen udenfor banen er mindst lige, så vigtigt som kampen på banen.

Økonomisk, sportsligt og ikke mindst identitetsmæssigt, så har byen fortjent en succes

Alt andet end oprykning vil være en fiasko for en stolt fodbold- og arbejderby som Sunderland. Økonomisk, sportsligt og ikke mindst identitetsmæssigt, så har byen fortjent en succes, som kun fodboldholdet synes at kunne levere.

Pride, passion, and loyalty

Når Sunderland ’Til I Die er så ufatteligt meget mere end en klassisk dokumentar for sportsidioter, så er det fordi den tegner et billede af en forsømt nordengelsk arbejderby, hvor skibsværfterne for længst er lukket, hvor den sociale deroute dominerer og hvor fodbold er det der giver tro på livet.

Det er klasse, det er fodbold og det er England.

Det er klasse, det er fodbold og det er England

Som den dedikerede sunderlandtilhænger og Irak-veteran Andrew Cammiss fortæller i tredje episode af anden sæson:

"I miss the guys I served with," lyder det fra den storskæggede Cammiss, der fortsætter direkte til kameraet: "I miss the togetherness. "But when I come to Sunderland I get the same feeling. I see pride, passion, and loyalty."

Det er identitet for fuld udblæsning og på trods af den dobbelte nedrykning, så er kærligheden til foldklubben intakt. Og selvom hadet og kærlighed hele tiden går hånd i hånd for de hårdtprøvede fans, så er det nærmest umuligt ikke at holde af dem.

Den identitet veteranen som Andrew, taxachaufføren Peter og alle de andre fans tilægger deres fodboldklub, får mig uværligt til at tænke på professor Marlene Wind. I sin seneste bog gør hun nemlig identitet til noget beskidt, en falsk konstruktion og et trick kyniske politikere udnytter til at skaffe sig magt.  

Måske professor Wind kunne besøge Sunderland på sin næste studietur?

Jeg skal ikke udfordre den globaliseringsbegejstrede professor på de akademiske termer, men jeg vil gerne vove pelsen og gætte på at den identitet, som fansene omkring ’Stadium of Light’-  som hjemmebanen i Sunderland storslået er navngivet - føles meget virkelig og meget nødvendig for de folk der lever lige præcis der. Måske professor Wind kunne besøge Sunderland på sin næste studietur?

Ulykkelig kærlighed for rullende kamera

I mens Netflix dokumentaren fulgte Sunderlands totale nedsmeltning og nedrykning i sæsonen 2017 /2018, så er det faktisk tændt et vist håb i den nye opfølgning Men i den gamle arbejderby følges lyset altid af mørke.

I den gamle arbejderby følges lyset altid af mørke

Det nye makkerskab på direktionsgangen Stewart Donald (ejer) og Charlie Methvens (direktør) falder faktisk godt til i den nye klub - også selvom de ikke er indfødte nordenglændere, hvilket fremhæves mere end en gang. De forsøger at vende minus til plus i regnskabet, skabe en ny klubkultur, styrke fansnes medejerskab og skaffe de rigtige spillere til startopstillingen.

Sunderland begynder da også at vinde kampe, hvilket også er stærkt påkrævet med det suverænt dyreste mandskab i den engelske 2. division. De når Chekatrade cup-finalen (Portsmouth vinder på straffespark) og kommer med i oprykningsspillet (Charlton vinder på et mål scoret i 94-minut).

Men det virker næsten som om, der hviler en konstant forbandelse over Sunderland. Lige meget hvor hårdt de arbejder og lige meget, hvor brændende de ukuelig fans fortjener succes, så snubler de ved målstregen.

Dokumentaren er et bitterligt smukt portræt af det evige nederlag

Dokumentaren er et bitterligt smukt portræt af det evige nederlag, hvor Sunderlands arbejderklasse er de evige tabere, hvor heltene på banen aldrig lykkes og hvor alle ender med at gå skuffet hjem. Det er ulykkelig kærlighed for rullende kamera.

Det er den slags barske virkelighed, der kan få fuldvoksne mænd – også dem med tatoveringer ned af armene – til at klemme en lille tåre.

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Annonce