Ved indgangen til den finansielle krise stod de liberalistiske myter i kø. Markedet blev betragtet som ufejlbarligt, kapitalismen var altdominerende og den økonomiske liberalisme havde sejret endegyldigt.

De rettroende kunne for sig selv gentage i søvne: At bankerne altid vil bringe pengene derhen, hvor de gør størst gavn, at den fuldstændig frigjorte kapitalisme er vejen til evig vækst, uligheden er et gode, der skaber dynamik, markedets aktører vil altid optræde rationelt, i det lange løb vil laissez-faire økonomien genskabe den sunde balance og kuren på selve krisen er massive velfærdsnedskæringer.

Sandhedsfrygt og socialdemokratisk selvtillid
Mange af myterne har stået for fald, nogle af lærebøgerne er blevet udfordret, og en hvis kontrol med den finansielle sektor er blevet reetableret. Alligevel synes myterne at leve videre.

Der skal mere end en global økonomisk krise til at omvende de liberalistiske dogmatikere.

Som en børsmægler på Wall Street ifølge den fremragende finanskrisefilm ’The Big Short’ skulle have sagt, så har mange mennesker det med sandheden som følgende: ”Truth Is Like Poetry and Most People Hate Poetry.” Pointen er, at folk fornægter sandheden – man vil hellere fastholde troen på opturen, end udfordres af de brutale fakta.

En anden pointe er, at centrum-venstre i en lang periode var inficeret af nødvendighedens politik og manglende politisk selvtillid. En cocktail der gjorde det svært for mange socialdemokratiske partier verden over at fastholde troen på den intervenerende stat og på staten som korrektiv overfor markedet.

Ligesom man flere steder – særligt i de tyske socialdemokraters position over for Grækenland – har set, hvordan man glemte behovet for at investere og føre ekspansiv finanspolitik, som en del af krisemedicinen.

Den finansielle sektor er blevet større
Liberalisternes argument og undskyldning dengang, som i dag, er, at det hele var politikernes skyld:

Det var alene den politiske indblanding på markederne, der skabte irrationelle handlinger og fik det hele til at vælte. Uanset ideologisk ophav, er det en simpel og nem forklaring.

Som Netavisen Pio har beskrevet i flere interview med nogle af de toneangivende mennesker, der stod ansigt til ansigt med krisen, så står vi et andet sted i dag end vi gjorde i 2007-2008, hvor den finansielle nedsmeltning begyndte at vise sit grimme ansigt.

Selvom lovgivningen er blevet strammet op, så er der vækst i den finansielle sektor og OECD kunne tilbage i 2014 konkludere, at den finansielle sektor udgjorde 17 procent af verdens samlede økonomi målt i BNP. Samtidig udvikler bankerne stadig nye finansielle produkter og udøver et massivt pres på ledende politikere verden over.

En pointe, der fik Sparekasse-direktør Lars Petersson til at sige de faretruende ord: ”Grådigheden kommer igen”

Fællesskabet er vores eneste mulighed
Krisen var fuld af psykologi, ideologisk fundamentalisme og en tro på, at det aldrig kunne gå galt. Krisens devise var, at alting kun vil blive bedre. Der vil altid være positivt afkast på selv de mest spekulative investeringer, boligmarkedet vil fortsætte med at stige og aktiemarkedet kan ikke kollapse. Den slags tanker viste sig at være smertefuldt fejlagtige.

Mennesker agerer euforisk, irrationelt og grådigt. Sådan er det. Ikke at vi altid vil gøre det, men der vil altid være en risiko for, at vi gør det. Derfor er et stærkt og handlekraftigt fællesskab også den eneste mulighed, vi har, for at undgå fremtidige kriser.

Vi er nødt til at have et stærkt korrektiv, der på fællesskabets vegne kan skride ind, sige fra og regulere de brodne kar, hvis handlingerne kan true hele samfundsøkonomien. Derfor er vi heller ikke i mål med hverken regulering eller opstramning af den finansielle sektor endnu. Den destruktive kultur og jagten på den hurtige gevinst lever videre. Og grådigheden kan let blomstre igen.

Oprydningsarbejdet slutter aldrig og vi har stadig brug for at opsplitte almindelige kunde- og investeringsbanker, for at bekæmpe skævvridende incitamentsprogrammer, forbyde usunde lånetyper og understøtte en mangfoldig struktur, hvor lokale garantbanker og kooperative finansvirksomheder sikrer optimale vilkår.

Vi må aldrig glemme
Krisen viste os, at selv det værste og mest utænkelige mareridt kan blive til virkelighed. Den ideologiske kamp fortsætter, finanssektoren vokser og det politiske favntag med kapitalismen slutter aldrig. Det vigtigste vi kan gøre er aldrig at glemme, at den ideologiske markedsgørelse altid skal møde modstand.

Kampen mod de destruktive sider af finanssektoren fortsætter.