Annonce

Blå og røde partier kritiserer S-plan

Venstre kalder S-plan for markant venstredrejning. Røde partier mangler til gengæld penge til børn og klima.
Socialdemokratiet præsenterede mandag partiets økonomiske plan, og havde Mette Frederiksen og hendes partifæller forventet en stormende modtagelse af planen fra de øvrige partier på Christiansborg, så blev de nok skuffede.

For selv om partiet vil fordele godt 37 milliarder kroner mere i 2025 end i dag på det offentlige budget, og samtidig fastslår, at det sker uden at skatten bliver hævet for danskere med almindelige indkomster, så er det småt med roserne til planen fra de øvrige partier.

De 37 milliarder skal ifølge Socialdemokratiet hovedsageligt gå til børn, uddannelse, ældre og sundhed, men også til at finansiere partiets forslag om tidligere tilbagetrækning for de mest nedslidte, der har været længst på arbejdsmarkedet.

Knap ti milliarder findes ved andre finansieringskilder udover det økonomiske råderum som er på 27,8 milliarder, altså enten ved at fjerne eksisterende udgifter eller skatte- og afgiftsstigninger.

"Et markant ryk i en venstreorienteret retning"

Fra regeringspartiet Venstre mener man, at Socialdemokratiet med deres 2025-plan foretager en markant venstredrejning i den økonomiske politik.

”De forlader midten i dansk politik og bekender sig endegyldigt til venstrefløjen,” lød det fra statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på et kort pressemøde.

Han mener, at planen problematiserer den mulige SV-regering, som han eller selv foreslog i en samtalebog, der udkom torsdag.

”Derfor er det også nu mere tydeligt, hvorfor hun (Mette Frederiksen, red.) har afvist at bygge bro hen over midten i dansk politik,” siger Lars Løkke Rasmussen.

DF: De lover for meget

Heller ikke hos Dansk Folkeparti er der meget ros at hente. Socialdemokratiet lover for meget og derfor risikerer partiet at skuffe deres vælgere efter valget.

”Hovedproblemet med Socialdemokratiets budskaber er i virkeligheden det samme, som det har været hele valgkampen. Man skaber et billede af, at man kan gøre det bedre for alle på samme tid,” siger formand Kristian Thulesen-Dahl til Ritzau og fortsætter:

”Partiet (Socialdemokratiet, red.) giver et billede af, at uanset hvor man er, så kommer der en dryssende guldregn ned over en, og sådan ved vi jo godt, at det ikke er i praksis.”

Selvom Dansk Folkeparti stadig er det største parti i blå blok, har partiet endnu ikke selv fremlagt nogen økonomisk plan.

SF mangler penge til børn og klima

Hos SF er reaktionen på planen, at selvom ambitionerne er bedre, end det danskerne har været vidne til de sidste fire år med en borgerlig regering, så er det ikke nok ifølge SF.

En ny regering skal være børnenes regering

”Når jeg kigger på pengene til børneområdet, er vi et stykke fra at være i mål, fordi der ikke er råd til at sikre minimumsnormeringer i vuggestuer og børnehaver. Vi skal simpelthen finde penge til at ansætte det nødvendige antal af pædagoger og indføre minimumsnormeringer. En ny regering skal være børnenes regering,” siger formand Pia Olsen Dyhr, der erklærer sig skuffet over, at Socialdemokratiet ikke har afsat et konkret beløb til klima:

”Det er nu, vi skal rykke, og den grønne omstilling koster altså penge. Derfor har vi i SF foreslået tre milliarder kroner årligt til at sætte klimapolitikken helt øverst på dagsordenen,” siger hun.

Skipper glad for opgør med regnemodeller

Socialdemokratiet har i sin økonomiske plan et "udvidet forsigtighedsprincip" i forhold til dynamiske effekter og afledte stigninger i arbejdsudbuddet, fordi man ikke længere vil lade staten bruge penge, "før de registreres i regnskaberne og fremgår af den faktiske saldo", som det formuleres i partiets nye 2025-plan.

Og der er rigtig godt at se, at socialdemokraterne har medtaget Enhedslistens forslag om at stoppe den ideologiske brug af finansministeriets regnemaskine, lyder det fra Enhedslistens frontfigur Pernille Skipper:

”Finansministeriet medregner i dag, at det giver penge i kassen at give skattelettelser til de rigeste og at slå arbejdsløse mennesker oven i hovedet. Den måde at regne på giver absolut ingen mening, så vi betragter det som en sejr for Enhedslisten, at der nu er udsigt til et opgør,” siger hun, ifølge en pressemeddelelse.

Der er tusindvis af børn, der vokser op i fattigdom i Danmark på grund af den reform, og det skal et nyt flertal lave om på

I Socialdemokratiets plan er der ikke afsat penge til højere ydelser, herunder penge til at afskaffe det omdiskuterede kontantshjælpsloft, og det er langt fra godt nok, mener Enhedslisten:

”Der er i socialdemokraternes økonomiske plan ikke afsat penge til at afskaffe højrefløjens kontanthjælpsreform, og uligheden vil ikke engang komme tilbage til niveauet før deres egen skattereform i 2012. Det er langt fra godt nok. Der er tusindvis af børn, der vokser op i fattigdom i Danmark på grund af den reform, og det skal et nyt flertal lave om på som noget af det allerførste,” understreger Skipper.

Hun noterer desuden - ligesom Pia Olsen Dyhr -, at der ikke er afsat penge til minimumsnormeringer i daginstitutionerne (et forslag som Socialdemokratiet ikke støtter, red.) eller rettigheder til ældre.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet