WWF-formand i bestyrelsen hos oliegigant – Ikke muligt hos os, siger Greenpeace

Hos Greenpeace ville en sådan adfærd ”udgøre en interessekonflikt og derfor ikke være muligt”, understreger generalsekretær Mads Flarup Christensen
Formanden for miljø-, klima- og udviklingsorganisationen WWF Verdensnaturfonden, Nils Smedegaard Andersen, sidder også i bestyrelsen for olieselskabet BP. Det afslørede Netavisen Pio den. 11. september.

Hos miljøorganisationen Greenpeace understreger generalsekretær Mads Flarup Christensen, at en lignende situation ikke ville kunne finde sted i Greenpeace, fordi det her ville udgøre en interessekonflikt:

"Grundlæggende måler vi organisationer på det arbejde, de gør, og hvordan WWF sammensætter sin bestyrelse ligger uden for, hvad vi har en holdning til. Hos os ville eksemplet her dog udgøre en interessekonflikt og derfor ikke være muligt," hedder det i en skriftlig kommentar til Netavisen Pio fra Greenpeace’ generalsekretær, Mads Flarup Christensen.

WWF Verdensnaturfonden har som erklæret mission, at verden skal være 100 procent fri af fossile brændstoffer inden 2050. I organisationens egne retningslinjer - “Code of Conduct” - sort på hvidt står, at “WWF aldrig accepterer donationer fra eller engagerer sig i enkeltpersoner, grupper eller organisationer, der alvorligt kan skade WWFs omdømme, integritet, uvildighed eller evne til at levere sin strategi eller mission.”

På kant med WWF’s ’Code of Conduct’

Professor ved CBS og ekspert i bæredygtighed, Esben Rahbek Gjerdrum Pedersen, har tidligere vurderet over for Netavisen Pio, at Smedegaards bestyrelsespost hos oliegiganten BP kolliderer med WWF’s eget ”Code of conduct”:   

“I forhold til WWF’s “Code of Conduct” virker valget af Nils Smedegaard Andersen som bestyrelsesformand til at være på kant med den formulering, der handler om forbud mod engagement med personer og organisationer, der kan skade WWF’s omdømme, integritet og uvildighed,” lød hans vurdering over for Netavisen Pio.

Hverken Nils Smedegaard eller WWF Verdensnaturfondens generalsekretær, Bo Øksnebjerg, har  ønsket at kommentere Nils Smedegaards dobbeltrolle over for Netavisen Pio.

WWF og Smedegaard bør tænke sig godt om

Men bestyrelsesmedlem hos WWF Verdensnaturfonden, Peter Bonne Eriksen, siger til Netavisen Pio, at ”det er helt i orden”,at WWF Verdensnaturfondens formand også er bestyrelsesmedlem hos BP. Bonne ønsker ikke at uddybe nærmere over for Netavisen Pio.

Bestyrelsesmedlem hos WWF, formand for bestyrelsen for Tuborgfondet, Anne-Marie Skov, støtter også op om WWF-formandens engagement hos BP:

"Jeg kender Nils Smedegaard som meget erfaren, dybt professionel og dygtig erhvervsleder med stor intigritet og et kæmpe netværk, altsammen noget vi kan få stor glæde af i WWF sammenhæng. Samtidig er det mit klare indtryk, at han både i BP og på hans andre bestyrelsesposter har fokus på at transformere virksomhederne i mere bæredygtig retning," skriver Anne-Marie Skov i en mail til Netavisen Pio.

Medlem af WWF’s videnskabelige udvalg og WWF’s præsidium, Ph.d. og lektor ved Center for Afrikastudier på Københavns Universitet, Stig Jensen, siger til Netavisen Pio, at han vil tage sagen op over for WWF’s generalsekretær ved passende lejlighed:

Både Smedegaard og WWF Verdensnaturfonden bør overveje, om man her gør organisationen og enkeltpersoner sårbare overfor kritik

”Både Smedegaard og WWF Verdensnaturfonden bør overveje, om man her gør organisationen og enkeltpersoner sårbare overfor kritik,” siger han til Netavisen Pio.

Smedegaard forsvarer sin post hos BP

Over for netmediet ’Økonomisk Ugebrev Ledelse’ understreger WWF Verdensnaturfondens bestyrelsesformand, Nils Smedegaard, at han godt kan forsvare sin bestyrelsespost i BP:

BP arbejder også med at finde deres vej til en mere klimavenlig fremtid

”(…) BP arbejder også med at finde deres vej til en mere klimavenlig fremtid, bl.a. med investeringer i bioethanol og solenergi, men ser ikke mulighed for at tage ansvar for deres kunders udledninger. Det er helt almindeligt, at forskellige virksomheder og organisationer har forskellige mål eller vælger forskellige veje til at forfølge de samme mål,” siger Smedegaard Andersen til Økonomisk Ugebrev Ledelse.

Smedegaard forklarer videre, at virksomheder og organisationer i fremtiden står over for en række dilemmaer og komplicerede valg, og derfor er de fleste nødt til at gå pragmatisk til værks.

Han anerkender, at der kan opstå habilitetsproblemer:

Men der må selvfølgelig ikke være habilitetsproblemer, når disse emner tages op

”Virksomheder og NGO’er er nødt til at arbejde sammen. Men der må selvfølgelig ikke være habilitetsproblemer, når disse emner tages op. Derfor følger jeg reglerne for god fonds- og virksomhedsledelse, der afgør, om jeg kan være en del af en beslutningsproces,” siger Smedegaard til Økonomisk Ugebrev Ledelse.

Pensionskasse har udelukket BP

Olieselskabet BP er i år blevet ekskluderet fra Pensionskassen Magistre og Psykologers investeringsportefølje.

Beslutningen om eksklusion sker fordi mere end halvdelen af selskabets omsætning kommer fra udvinding af olie.

Pensionskassens undersøgelse viser desuden, at BP har modarbejdet regulering på klimaområdet, samt støttet kampagner mod CO2-regulering i USA.

Også WWF Verdensnaturfonden har selv tidligere beskyldt netop BP for “sort lobbyisme” og for at underminere EU’s progressive energi- og klimapolitik. I WWF’s egen rapport opfordrede WWF pensionskasserne til at ekskludere BP og andre virksomheder inden for den fossile brændstof-sektor fra deres investeringsportefølje.

WWF’s kritik af olieselskabet BP

https://lh3.googleusercontent.com/LN0gt3HPACvNv95qVtNg52whKzOkrxUgiGZDtmU0cfTpHX28vOaE2A3pN9MnO6Tlm9mSasWFbBfY2vQNzWG7SzOI6hKMQJYsT6ShnhkD1RQAv7KALDziQDM90HQvU8cZV4C88CJm

Kilde: WWF-rapporten “Sorte får og grønne engle - Analyse af klimaindsatsen i de 16 største danske pensionskasser”.
 

Danmarks Naturfredningsforening: Ingen kommentarer

Ultimo september bad Netavisen Pio præsidenten hos Danmarks Naturfredningsforening, Maria Reumert Gjerding, om at kommentere, at WWF’s bestyrelsesformand sidder i bestyrelsen hos olieselskabet BP.

Vi bad blandt andet Maria Gjerding tage stilling til, om noget lignende kunne finde sted i Danmarks Naturfredningsforening (DN).

Danmarks Naturfrednings pressechef meddeler torsdag, at DN ingen kommentarer har.

Maria Reumert Gjerding, der er tidligere medlem af Folketinget for Enhedslisten, er også medlem af WWF’s præsidium.


Flere artikler om emnet

Annonce