Indover til Blå Bjarne, Megan!

Fodboldspillet døjer med en række alvorlige ligestillingsskavanker. Ingen udtrykker det lige så klart som Megan Rapinoe. Desværre glemmer hun arbejderne.
Foto: Jamie Smed, Flickr
Den 2. december skete noget bemærkelsesværdigt i fodboldens verden, da to af de største fodboldspillere lige nu gik på talerstolen ved uddelingen af sidste års Ballon d’Or i Paris. Den ene var Lionel Messi, den anden Megan Rapinoe.

Stjernestatus som ølkasse til at slå til lyd for fællesskab og mangfoldighed

Endnu engang brugte sidstnævnte nemlig ganske forbilledligt hendes stjernestatus som ølkasse til at slå til lyd for fællesskab og mangfoldighed, hvad angik ligeløn, homofobi og racisme.

”Hvad jeg mener, vil være mest inspirerende, ville være at alle andre end Raheem Sterling og Koulibaly, var ligeså oprørte om racisme, som de var”, lød det fra den 34-årige Ballon d’Or-vinder med henvisning til to af efteråret store racismesager.

”Hvis alle var ligeså oprørte, hvad angår homofobi som LGBTQ-spillere. Hvis alle var ligeså oprørte, hvad angår ligeløn eller mangel på samme, eller investeringen i kvindefodbold, end blot kvinder, vil det være det mest inspirerende for mig.”

En til lejligheden tilpasset skråt op-finger til den navlebeskuende automatattitude

Med en til lejligheden tilpasset skråt op-finger til den navlebeskuende automatattitude, der i de her lader til at klæbe sig til gamle arbejdersport, tog tingene altså det man vel godt kunne kalde en lidt uventet drejning. Og nøøøj, hvor befriende!

Stik piben ind

Allerede forud for det prestigefyldte fodboldshow i Paris den aften, havde hun desuden udtalt sig om samme emner til fodboldmagasinet France Football, der står bag Ballon d'Or-prisen. Var man i tvivl, kom man her den altså til livs: Messi & Co var ”en del af problemet”, lød det.

Begge episoder udgør ikke bare et verbalt angreb på nogle af nullernes store egotrippere indenfor herrefodbold, Messi, Ronaldo, Zlatan osv. Men taler også ind i en spændende tendens lige for tiden, hvor dem, der mener sport og politik bør holdes adskilt, også er dem, der må stikke piben ind.

Et verbalt angreb på nogle af nullernes store egotrippere indenfor herrefodbold

Tag bare den engelske angriber Raheem Sterling, der, ja, efter en skandalekamp mod Bulgarien tilbage i oktober tog skarpt afstand fra de racistiske tilråb og abelyde fra lægterne. De stigende antal af fodboldklubber, der slår et slag for pige- og kvindefodbold – uanset om det er KB eller Manchester United.

Initiativet Common Goal hvor fodboldspillere donerer én procent af deres løn til velgørenhed. Eller hvad med Danmarks for tiden bedste kvindelige fodboldspiller, Pernille Harder, der efteråret ligeledes krydsede klinger med Preben Elkjær og DBU om ligeløn og bedre vilkår for det danske kvindelandshold.

Glem ikke arbejderne

Samtidig er det dog min fornemmelse, at også andre kunne bruge lidt taletid – selv når kvindelige fodboldspillere ellers kueligt og inspirerende går til kamp for fællesskabet. Den almindelige lønmodtager, der ikke længere har råd til at se hjerteklubben, fordi billetpriserne er steget. Migrantarbejderne i Qatar, der lige nu lever og arbejder under tvangslignende tilstande forud for landets værtskab for VM i fodbold i 2022.  

Migrantarbejderne i Qatar, der lige nu lever og arbejder under tvangslignende tilstande forud for landets værtskab for VM i fodbold

Hvor er de største både mandlige og kvindelige fodboldstjerner, når debatten en sjælden gang handler om problemer som dette? Og hvorfor tør ingen tale fællesskabets sag, når det gælder skattesvindel?

Det blev fornyligt bemærket, da lækkede dokumenter fra Football Leaks dukkede op, at franske N’Golo Kante havde valgt at sige nej få sat penge i skattely.

Når verdensstjerner som Messi, Ronaldo og Neymar, der hver især repræsenterer et sportsligt talent udover det sædvanlige, alle er skattesvindlere - selvom de jo er rige på en skala, vi inden for fodbold aldrig før har set, er der dog stadig lang vej hjem.

Fodbold er politik. På banen. Men skam også udenfor. Bilder man sig selv ind, at fodbold ikke har en regulerende effekt, hvad angår vores udseende og vores adfærd, så lukker man simpelthen øjnene for noget meget essentielt.

Fodbold er politik. På banen. Men skam også udenfor.

Og ingen anden udtrykker den pointe så fortræffeligt lige nu som Megan Rapinoe. Men fodbold er også en holdsport. Og tilsyneladende har hun og hendes mandelige kollegaer glemt, at kampen om ligestilling bør inkludere alle fodboldfans og dem, der bygger vores stadions.

Kulturskribent og anmelder


placeholder

Annonce