Annonce

Kontakttallet stiger og arbejdsgiverne får lov til at tvangsteste ansatte

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Velkommen til vores nyhedsoverblik, hvor vi hver dag samler en lille håndfuld af døgnets vigtigste nyheder.

Denne dag kan byde på nyheden om, at det såkaldte kontakttal igen stiger, at regeringen vil lade arbejdsgiverne tvangsteste de ansatte for COVID-19 og så sætter en EU-dom en stopper for misbrug af vikaransættelser. Endelig er en tidligere minister blevet udskrevet igen. ”Det har været 14 hårde dage,” lyder det.

Tak fordi du læser med.

Kontakttallet stiger igen

Det såkaldte kontakttal er steget fra 0,9 i sidste uge til i denne uge at være på 1,1.

”Epidemien ser derfor ud til igen at være svagt stigende i samfundet,” skriver sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på Twitter. ”Det skal vi alle gøre, hvad vi kan for at ændre.”

placeholder

Når kontakttallet er på 1,1, betyder det, at 10 smittede i gennemsnit smitter 11 andre og dermed er epidemien stigende i Danmark. Med andre ord bliver der igen flere og flere smittede med coronavirus.

Meldingen kommer, efter at der det seneste døgn er bekræftet 1220 nye smittetilfælde i Danmark. Det er det fjerdehøjeste daglige tal, siden virusset kom til landet.

Det er dog vigtigt at tage højde for, at der på nuværende tidspunkt bliver testet langt flere personer, end der blev i foråret.

 

Regeringen vil lade arbejdsgivere tvangsteste ansatte

Står det til regeringen vil landets arbejdsgivere inden for kort tid kunne kræve, at deres medarbejdere tager en corona-test.

Det skriver Fagbladet 3F.

Folketinget hastebehandler torsdag et forslag fra regeringen, som – hvis det vedtages – vil betyde, at arbejdsgiverne frem til 31. juli 2021 vil kunne tvinge deres medarbejdere til at blive testet for covid-19. Og når resultatet af testen er klar oplyse deres arbejdsgiver om, hvorvidt de er smittede eller ej.

”Jeg vil gerne understrege, at arbejdsgiverne ikke får carte blanche til at tvinge ansatte til at tage en corona-test. Der skal altid være en saglig begrundelse, og det drejer sig kun om test af covid-19,”udtaler beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i et skriftligt svar til Fagbladet 3F.

Ministeren understreger, at lovforslaget støttes af arbejdsmarkedets parter.

”Vi står i en helt ekstraordinær situation, hvor det er helt nødvendigt at give arbejdsgiverne et redskab til at få nedsat risikoen for spredning af corona både blandt danske ansatte og ikke mindst udenlandsk arbejdskraft,” siger Peter Hummelgaard.

”Det er vidtgående, og derfor har vi sat en udløbsdato på lovforslaget, for det bør ikke være normalen, at vi skal gribe til så vidtgående redskaber,” siger han.

Lovforslaget vækker glæde i Dansk Arbejdsgiverforening (DA).

”Vi har allerede set, at udbruddet af corona-virus i Nordjylland har fået negative konsekvenser for virksomheder, som sælger til udlandet. Flere kræver, at danske virksomheder skal kunne dokumentere, at deres varer er produceret i et corona-frit miljø for at kunne eksportere,” siger administrerende direktør i DA, Jacob Holbraad.

Nægter man som ansat at blive corona-testet, går det fagretlige system i gang. Og så risikerer man at få en advarsel og i yderste konsekvens en fyreseddel.

Læs hele historien her.

 

Ny EU-dom: Slut med misbrug af vikaransættelser

Mange vikarer fra vikarbureauer er væsentligt dårligere stillet end deres fastansatte kolleger i den virksomhed, hvor de arbejder:

Helt grundlæggende mangler de den sikkerhed i jobbet, der giver tryghed i tilværelsen – og fx mulighed for at låne penge i banken.

Samtidig oplever mange vikarer at være udsendt til den samme virksomhed i så mange og lange perioder, at udsendelsen reelt ikke er midlertidig.

Nogle går ligefrem i årevis fra den ene forlængelse til den næste. På den måde kan virksomhederne slippe uden om forpligtelser som fx opsigelsesvarsler, forbud mod vilkårlige opsigelser og særlige arbejdsgiverforpligtelser over for gravide og andre sårbare grupper.

Men det skal være slut nu: Vikaransættelser skal være reelt midlertidige. Det fastslår en ny afgørelse fra EU-domstolen.

Det skriver Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH).

Medlemslandene skal sikre, at virksomhederne stopper den udbredte praksis med systematisk at hyre vikarer i længere tid i stedet for at fastansætte dem.

Først og fremmest fordi ’arbejdstagerne skal sikres ret til sunde, sikre og værdige arbejdsforhold’ som det hedder i EU-dommen.

Dommen er et afgørende skridt i kampen mod ansættelsesforhold, som giver usikre livsvilkår.

Det mener næstformand i FH, Arne Grevsen.

”Det er meget glædeligt, at EU nu entydigt sætter en stopper for den udbredte forretningsmodel, hvor virksomheder systematisk hyrer vikarer ind, som forlænges i én uendelighed”, siger han.

Arne Grevsen peger på, at fagbevægelsen ofte støder på forretningsmodeller, hvor virksomhederne hyrer vikarer til langvarige projekter i stedet for at ansætte arbejdstagerne direkte i virksomheden.

”På den måde har hensynet til virksomhedernes fleksibilitet længe fået lov til at veje tungere end hensynet til arbejdstagernes sikkerhed og ansættelsesvilkår. Den uacceptable skævvridning får vi nu endelig et værktøj til at gøre noget ved”, siger han.

Læs hele historien her.

 

200 ansatte smittet med corona på minkpelserier på en uge

Der er den seneste uge fundet over 200 smittetilfælde blandt ansatte på seks minkpelserier i Danmark.

Det oplyser Styrelsen for Patientsikkerhed på Twitter.

placeholder

Ifølge styrelsen er de seks minkpelserier alle i de tre regioner vest for Storebælt.

Svend Pedersen er formand for Sydvestjysk Pelscenter, der har 180 ansatte. Han bekræfter overfor TV2, at en række af hans medarbejdere er testet positiv, men stiller sig dog skeptisk over for testresultaterne.

”80 er testet positiv, men heriblandt er der også folk, der aldrig er blevet testet. Jeg har kendskab til mindst en, hvor det er tilfældet,” siger Svend Pedersen.

Ifølge ham er testresultaterne ikke til at regne med, og derfor er der blevet foretaget omtests af flere af de ansatte.

Pelscenter Vestjylland beliggende i Lemvig bekræfter over for TV 2, at 25 ud af 50 ansatte her er smittet med coronavirus.

Der er i øjeblikket et stort arbejde i gang med at aflive alle landets mink, fordi regeringen har besluttet, at de udgør en for stor sundhedsrisiko.

Statens Serum Institut har påpeget en risiko for spredning af en muteret udgave af coronavirussen. Samtidig er mere end fjerdedel af farmene i Danmark ramt af smitte blandt minkene.

Læs hele historien her.

 

Martin Henriksen vil være borgmester i Stevns

Tidligere på året meldte Dansk Folkepartis tidligere mangeårige udlændinge- og integrationsordfører, Martin Henriksen, sig klar til et politisk comeback, da han blev opstillet som folketingskandidat i Slagelse.

Nu udvider han sine muligheder for et comeback, for Martin Henriksen er valgt som Dansk Folkepartis spidskandidat ved kommunalvalget i Stevns Kommune.

Det skriver Sjællandske Nyheder.

"Heri ligger også, at jeg er borgmesterkandidat, hvis muligheden byder sig til. Jeg har bestemt ikke noget imod at påtage mig det fulde ansvar for kommunen," siger han til avisen.

Martin Henriksen mistede sin plads i Folketinget ved valget i 2019, hvor han var opstillet i Københavns Storkreds.

Hvis han både bliver valgt til kommunalbestyrelsen i Stevns og valgt ind i Folketinget, så har han tænkt sig at påtage begge roller.

Læs hele historien her.

 

Venstrepolitiker udskrevet igen: ”Det har været 14 hårde dage”

Venstres folketingsmedlem Lars Christian Lilleholt er igen blevet udskrevet fra Odense Universitetshospital, hvor han ad to omgange har været indlagt med coronavirus.

”Jeg er blevet udskrevet fra Odense Universitetshospital (OUH) og er nu i hjemmeisolation”, skriver Lars Christian Lilleholt på Facebook. ”Jeg har det godt. Det har været 14 hårde dage.”

placeholder

Efter den første indlæggelse var Lars Christian Lilleholt hjemme i fire dage, men blev igen dårlig med høj feber. Derfor blev han genindlagt.

Lars Christian Lilleholt er under indlæggelse blevet behandlet med binyrebarkhormon, som han tidligere på ugen fortalte har haft god effekt.

Under den første indlæggelse blev Lars Christian Lilleholt desuden behandlet med lægemidlet Remdevisir, som også har vist sig effektivt til patienter med coronavirus.

Lars Christian Lilleholt, som i mange år var en af Lars Løkke Rasmussens mest trofaste støtter i Venstre, var energi-, forsynings- og klimaminister fra 2015 til 2019. Han er nu partiets forsvarsordfører.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet