Sådan beskrives forhenværende teaterdirektør og nuværende kulturordfører for Moderaterne, Jon Stephensen, af forhenværende kollegaer og ansatte.

TV2 har talt med flere end 30 af Jon Stephensens tidligere kollegaer fra teaterbranchen. De anklager ham for manipulation, trusler og magtmisbrug. Derudover er Stephensen under mistanke for at have forfalsket et bestyrelsesmedlems underskrift.

Det er vigtigt at understrege, at Stephensen ikke er dømt for noget. Alligevel er vidnesbyrden så overvældende, at det ligger lige for at konkludere, at Stephensen er et røvhul. Muligvis et dygtigt røvhul, men stadig et røvhul.

Mest graverende er sagen om den unge skuespiller Kimmie Liv Sennova, som Stephensen manipulerede til at offentliggøre nøgenbilleder af sig selv.

Succesfulde krænkere taler tidsåndens sprog

Sagen om Jon Stephensens krænkelser er et godt eksempel på, hvorfor man skal være skeptisk, når "kulturændringer" fremhæves som løsning på #MeToo. Det var ellers temaet, som blev fremhævet på mange af onsdagens 8. marts-arrangementer.

For typer som Jon Stephensen har intet problem med på overfladen at tilpasse sig kulturændringer. Ja, skal man være en succesfuld krænker over længere tid, så skal man tale tidsåndens sprog.

Mens Stephensen hyldede den ene unge kvinde for at havde sagt fra, var han i gang med at presse en anden ung kvinde langt ud over hendes egne grænser

Hvis der var noget Stephensen mestrede, så var det nemlig at mene alle de rigtige ting i den københavnske kulturelite.

Som her i Politiken, hvor han tilsluttede sig den progressive mediemands cause célèbre med en fuldstændig gratis - og viser det sig - hyklerisk hyldest til Sophie Linde.

Mens Stephensen hyldede den ene unge kvinde for at havde sagt fra, var han i gang med at presse en anden ung kvinde langt ud over hendes egne grænser.

Her er et tankeeksperiment: Havde Stephensen ført sig frem med store cigarer, brovtende sexisme og sekretærer, han klappede offentligt i numsen. Altså levet op til alles fordomme om en krænker, så havde det ikke holdt i to sekunder.

Sexisme rammer de mest sårbare lønmodtagere

I TV2-artiklen beskrives det, hvordan unge skuespillere har haft svært ved at sige fra, fordi de var bange for deres fortsatte beskæftigelse. Det er et problem i alle brancher med løse ansættelser.

På et tidspunkt skrev smedelærling Maria Højgaard Andersen her i Pio, at hun var mere tryg i metalindustrien end som nyuddannet journalist.

Sexisme eksisterede begge steder, men som metalarbejder havde hun en tillidsrepræsentant og et stærkt fællesskab i ryggen. Som prekær freelancer var hun bare alene.

Derfor var det også ærgerligt, at den gamle S-regering droppede sit krav om kædeansvar i mediebranchen

Det samme gjorde sig gældende for de unge skuespillere, som Jon Stephensen pressede til at optræde nøgne eller syge.

Overgreb er nemlig særligt udbredte i brancher med usikre og dårlige arbejdsvilkår. Ifølge Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) er lavtlønnede kvinder syv gange så udsatte for seksuel chikane som deres vellønnede medsøstre.

Bare se de kvindelige tjenere, der i julefrokostsæsonen må løbe spidsrod mellem fulde og gramsende kunder.

Derfor var det også ærgerligt, at den gamle S-regering droppede sit krav om kædeansvar i mediebranchen, så eksempelvis TV2 blev ansvarlig for arbejdsvilkår i kæden af underleverandører.

Det princip burde indføres i hele kulturbranchen. Vil man have penge fra fællesskabet, så skal man også behandle sine medarbejdere ordentligt.

Overgreb trives der, hvor ulige magtforhold mødes

Spørger man ligestillingsministeren fra Venstre, Marie Bjerre, er der brug for kulturændringer i forholdet mellem mænd og kvinder. Det samme budskab kan læses i Politiken og i Information.

For både de venstre- og de højreliberale er kulturændringer bekvemme, for de taler ind i tidens individualistiske ånd: Pigerne skal sige fra og de dårlige chefer skal erstattes med gode chefer. Alle problemer er individuelle.

Den fortælling omfavnes af magthaverne. De politiske såvel som økonomiske. Holder man sin sti ren, er der jo ikke noget at komme efter.

Den eneste løsning er, at begrænse deres magt med modmagt

Og hvordan måler man overhovedet noget så uforpligtende og ukonkret som en kulturændring? Det er typisk en gratis omgang.

Kulturændringer er velmenende, men de ændrer ikke på strukturerne. Magtfulde mænd (og kvinder) vil altid misbruge deres magt, hvis de altså kan slippe afsted med det. Den eneste løsning er, at begrænse deres magt med modmagt.

Fagforeningerne er den eneste magt, vi har

Overgreb trives, hvor ulige magtforhold mødes. For det store flertal af danskere, sker det møde primært på arbejdspladsen. Chefen bestemmer og du lystrer.

Arbejdsgivere er ikke nødvendigvis dårligere mennesker, men de har langt flere muligheder for at misbruge deres magt.

Hvis arbejderbevægelsen for 150 år siden havde appelleret til bossernes anstændighed og gode moral, så var man aldrig kommet nogen vegne. I stedet organiserede man sig. Satte modmagt mod de magtfuldes magt.

Derfor: Hold sammen med dine kollegaer. Vælg en tillidsrepræsentant. Dyrk jeres fællesskab, og tro på hinanden

Beroede sig på egen styrke frem for de riges barmhjertighed.

På den måde er der intet, som har forandret sig. For flertallet af danskere hedder den nødvendige modmagt fagforeninger. Hvis du bliver mobbet eller krænket, så skal du ikke gå til din chef eller HR-afdelingen. De er ikke på dit hold.

Derfor: Hold sammen med dine kollegaer. Vælg en tillidsrepræsentant. Dyrk jeres fællesskab, og tro på hinanden.

Kæmp for bedre vilkår for os alle sammen. Kun på den måde får vi bugt med magtmisbrug og #MeToo.