Det buldrer og brager omkring de danske efterretningstjenester

Bogen om PET-manden Frank Jensens liv med hemmeligheder genopfrisker de nødvendige advarsler mod flere slags angreb på demokratiet.
Foto: Forlaget People's
Morten Skjoldagers bog ’Spion i blodet - Frank Jensens liv med hemmeligheder’ er en smule ujævn, men giver fine indsigter.
Det er vanskeligt at være anmelder, når man har læst en anden bog, end den man troede, man skulle læse, ja ligefrem glædede sig så meget til, at den blev fodturshentet på forlaget.

Det bimler og bamler omkring de to efterretningstjenester, og det har det gjort i et par år, men den vidende og indsigtsfulde Frank Jensen fortæller kun få ord om PET som aktør, men alt om en række vigtige sager, som han har arbejdet med.

Heller ikke FE, Forsvarets Efterretningstjeneste kommer vi så tæt på, at det gør noget. Vi skal frem til side 37, før vi får en enkelt sætning til beskrivelse af tjenesterne.

Det er PET-mandens korte udsagn om, at dengang i begyndelse af 1970erne, kunne Forsvarets Efterretningstjeneste ”aldrig finde på at gøre noget efter bogen”. Altså gik det efter deres egne (ulovlige) spilleregler.

Og det jo et synspunkt, jeg gerne ville have læst et par sider om, og om de eventuelt er holdt op med de ulovlige gavtyvestreger.

Og fremme på side 411 melder Frank Jensen utvetydigt ud, at sagerne om Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen er håndteret ”skandaløst dårligt ud et efterretningsfagligt perspektiv.”

Samfundslitteratur

Men altså, jeg har læst Politiken-journalisten Morten Skjoldagers bog ’Spion i blodet

- Frank Jensens liv med hemmeligheder’, om Frank Jensen som tidligere medarbejder i Politiets efterretningstjeneste, hvor han senest som operativ chef deltog i meget spændende arbejde.

Mens Morten Skjoldager som forfatter signalerer samfundslitteratur, så er bogen et andet sted som den faglitterære føljeton, som pendleren kan nappe i toget med et kapitel om dagen, hvis ikke den er kommet som serie i et skrift, der udgives med en uges mellemrum.

Man kan aldrig læse for meget om danske islamister med kemikalier

Når vi tager de enkelte sager, så er de hver for sig både interessante og væsentlige, de skal også kendes af de nye generationer, som ikke var med, da Blekingegade Bandens ekstremt vanvittige kriminalitet var med til at finansiere udenlandske terrorbevægelsers aktiviteter.

Glasvej-sagen havde jeg næsten glemt, så det er fint at blive mindet om, at der i en ganske almindelig opgang i et ganske almindeligt beboelseskvarter i København boede mennesker, der tænkte sig ind i døden som martyrer.

Man kan aldrig læse for meget om danske islamister med kemikalier, militante islamister med internationale opgaver, og militante islamister som blev uskadeliggjort af dygtigt politiarbejde med 12 års fængsel til hovedmanden.

Sovjetiske lakajer

Jeg er ikke så imponeret af beretningen om aflytningen på Langeland, hvor forfatteren Arne Herløv Petersen drak sig alt for tæt og venskabeligt ind på de sovjetiske lakajer fra ambassaden på Østerbro.

Man fik et glimrende indblik i, hvordan de kommunistiske spioner plantede penge og ideer hos indflydelsesagenter som havde en dansk dagsorden lidt langt ude til venstre.

Man anholdt en mand for noget, der ikke var ulovligt og ej heller siden er kriminaliseret

Tillige havde det et skær af konspiration, som selvfølgelig krævede en politimæssig indsats. Men kernen i sagen var, at politiet slog til og anholdt Arne Herløv Petersen som en slags indflydelsesagent og ville have ham buret inde for at sætte den sovjetiske efterretningstjeneste i stand til at arbejde i Danmark.

Ja, satte dem i stand til at forære ham vodka og penge til plakater, ikke til seriøst spionarbejde. Man anholdt en mand for noget, der ikke var ulovligt og ej heller siden er kriminaliseret.

Også lyrikeren på Langeland er en god fortælling, selv om den ikke er knivskarp i forhold til paragrafferne.

Putins bydrenge

Mange kan givetvis blive klogere af Frank Jensens beretning sag for sag. Der er ingen grund til at være naiv.

Vladimir Putins bydrenge på ambassaden har stadig ondt i sinde, islamisterne har hvilende celler i mange lande, og det næste terroranslag kan blive dødeligt – eller det kan afværges af dygtigt internationalt samarbejde med dansk deltagelse.

jeg havde gerne læst et personligt tilbageblik på den kolde krigs aktiviteter og perspektiver og praktikken i omstillingen fra Sovjetunionen til Islamisk Stat som hovedmodstander

Som bemærket i indledningen, troede jeg, at det var en anden slags bog. Vi har jo haft årelange undersøgelser af PET’s (også ulovlige) virksomhed og PET-kommissionens rapport kom i Frank Jensens tid.

Og jeg havde gerne læst et personligt tilbageblik på den kolde krigs aktiviteter og perspektiver og praktikken i omstillingen fra Sovjetunionen til Islamisk Stat som hovedmodstander.

Så jo, det er ikke nemt, og måske heller ikke rimeligt at anmelde en bog, hvor man ikke tilhører målgruppen.

Sproglig slaphed

Det skal dog ikke forhindre mig i at gøre indvendinger mod en vis sproglig slaphed: 

Frank Jensen fortæller, Frank Jensen fortæller, Frank Jensen fortæller, ja det gør han, og Frank Jensens navn er med tre til syv gange på stort set hver eneste side.

Det er lige så trættende som at høre bodegagæstens, ”som jeg selv sagde, som jeg selv sagde, og som jeg også selv sagde.”

Forfatter, journalist, cand. jur og medlem af Socialdemokratiet i Rødovre. Forfatter til en lang række bøger, blandt andet "Efterretningstjeneste på udflugt", 1970, og har bidraget til flere bøger om efterretningstjeneste og overvågning.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

IT-området var forsømt,da Ninn-Hansen var forsvarsminister. Jeg brugte NEUCC på DTU (hvor KGB beviseligt arbejdede ) til Fortroligt klassificerede ,men uskadelige brudstykker. USA forsvarsattachens IT udstyr på Østerbrogades kaserne brugte vi, men det var nok ikke noget Folketinget ville råbe hurra over, hvis de havde kendt til det.

Anonymes ? ;-)

Annonce

Annonce