Annonce

Mens Enhedslisten drømmer, skal socialdemokraterne være de voksne på rådhuset

S-kandidat: Line Barfod bliver overborgmester, hvis Socialdemokratiet hopper med på Enhedslistens symbolpolitiske konkurrence
Foto: Privat
Kasper Stisen, kandidat til kommunalvalget i Købehavn for Socialdemokratiet
Om et år er der kommunalvalg og på den yderste venstrefløj i København kan de lugte socialdemokratisk blod.

Hvis Socialdemokratiets valgresultat bliver lige så skuffende som ved europaparlamentsvalget, kan der dannes et rødt flertal uden om os på Københavns Rådhus.

Det betyder, at Line Barfod fra Enhedslisten kan gå hen og blive overborgmester.

Det vil sætte København i stå.

For Enhedslisten har lagt en strategi om at vinde kommunalvalget ved at være Københavns mest konservative parti.

Ansvaret er fraværende

De vil ansætte flere pædagoger, men nægter at have færre akademikere på rådhuset for at kunne finansiere det.

De vil reducere CO2-udslippet og fjerne biler fra byen, men vil ikke finde pengene til mere metro, parkeringskældre eller bedre offentlig transport.

De taler om flere billige boliger, men stemmer nej til konkrete boligforslag og er tavse om at finde nye steder at bygge.

For selvom kød, biler og gadenavne kan starte debatter i København, så er det jo ikke det, der fylder i københavnernes liv

Det er derfor, vi socialdemokrater i København nu kalder Enhedslisten for Ønskelisten. Deres ønsker er gode, men ansvaret er fraværende og handlekraften mangler.

Derfor må Socialdemokratiet ikke konkurrere med Enhedslisten om, hvem der er københavnermester i venstreorienterede symboler.

For selvom kød, biler og gadenavne kan starte debatter i København, så er det jo ikke det, der fylder i københavnernes liv.

Bare et eksempel: 

Mens nogen har diskuteret, hvorvidt vi skal have en Palæstinas Plads, kommer der svenske lejesoldater med håndgranater til byen, der skæres i daginstitutionernes åbningstider, og vi mangler betalbare boliger.

En falsk forfaldsfortælling

Forskellen mellem symbolpolitik og tryghed i hverdagen er enorm.

Det var netop ved at fokusere på velfærd og hverdag, at Socialdemokratiet fik fremgang i København ved det seneste folketingsvalg.

Vi lovede højere løn til ansatte i den offentlige sektor, investeringer i uddannelse og sundhed, fortsat grøn omstilling og tryghed i en urolig tid.

Socialdemokratiet har før vist, at vi kan vinde københavnernes tillid ved at være klassiske socialdemokrater

Løfterne om konkrete forbedringer gav opbakning til Socialdemokratiet. Selv i Enhedslistens højborge i Indre By og Nørrebro gik Socialdemokratiet frem, mens Enhedslisten gik tilbage.

Derfor er det også en falsk forfaldsfortælling, at Socialdemokratiet vil tabe næste kommunalvalg, fordi demografien er imod os.

Socialdemokratiet har før vist, at vi kan vinde københavnernes tillid ved at være klassiske socialdemokrater.

Mens Ønskelisten drømmer

I mine øjne bør vi rette vores blik mod daginstitutionerne. Der er brug for flere voksne, der kan tage sig af og udvikle vores børn. De ansatte fortjener et tillæg til deres løn, som samtidig vil gøre det mere attraktivt at blive i jobbet.

Mens Ønskelisten drømmer, skal vi socialdemokrater være de voksne på rådhuset

Og så bør børnefamilierne få en garanti for, at der ikke bliver skåret mere i åbningstiderne. For i en blandet by, skal der også være pasningsmuligheder for forældre, der ikke møder klokken 9:00 eller kan gå klokken 15:00.

Mens Ønskelisten drømmer, skal vi socialdemokrater være de voksne på rådhuset.

Med så konkrete løfter om en bedre velfærd kan vi endnu engang forbedre københavnernes hverdag og samtidig holde Line Barfod væk fra overborgmesterkontoret.

Kandidat til kommunalvalget i København (S)


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Hvis Socialdemokratiet var voksne, så opsagde de Europarådets konvention om udlændinges politiske deltagelse på lokalt niveau (Convention on the Participation of Foreigners in Public Life at Local Level), som Danmark ratificerede i 2000, som kun ni lande i Europa har ratificeret, og som hverken Tyskland, Belgien eller Frankrig har underskrevet eller ratificeret. Den giver enhver udlænding, der har haft et ben i Danmark i fire år, har valgret og valgbarhed til lokale valg, herunder kommunal- og regionsvalg, uanset om vedkommende arbejder, kan dansk eller er kriminel. Jeg gad gerne se, hvad der sker på rådhuset i København et valg efter, at vi har droppet den latterlige konvention. Hvis Tyskland, Belgien og Frankrig kan stå uden for den konvention, kan Danmark også.