Annonce

Leder: Endelig gør vi noget ved højrefløjens dagpengefadæse

Det er endelig lykkedes for regeringen at lave en løsning, som er mere holdbar end akutjob-pakken. En god nyhed, ikke mindst for dem der stod til at ryge ud af dagpengesystemet.
Regeringens absolut største hovedpine fra man præsenterede regeringsgrundlaget, har været de voldsomme konsekvenser af VKOR’s dagpengereform fra 2010. Siden man i regeringsgrundlaget tilsluttede sig at ”videreføre VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand”, har det været et slagsmål uden lige med De Radikale om hvad man stiller op med en reform, som har vist sig at skyde så meget forbi mål.

Da de borgerlige i 2010 lavede dagpengereformen, midt i en af de værste kriser i Danmark siden krigen, skønnede partierne bag reformen at maksimalt 4.000 danskere ville falde ud af dagpengesystemet. Virkeligheden har vist sig at være mere grum og langt mere alvorlig. Den økonomiske vækst er ikke vendt tilbage, og i virkeligheden viser det sig at op mod 30.000 danskere står til at miste deres levegrundlag.

Med andre ord, så er alle forudsætninger for højrefløjens dagpengereform bristet. De har taget De Radikale lang tid at indse, at situationen rent faktisk er alvorlig. De har klynget sig til ideen om at de arbejdsløse bliver ekstra ”motiveret” til at finde arbejde, når de står til at miste levegrundlaget. Det har heller ikke vist sig at passe.

Men problemet med dagpengereformen har ikke kun været konsekvenserne for de udfaldstruede. Det har været et mindst lige så stort problem, at dagpengereformen har skabt utryghed langt i ind i de danske hjem, og har medvirket til at dæmpe det private forbrug og dermed holde væksten nede.

En god og holdbar løsning
Derfor er det en god dag i dag. Det er endelig lykkedes at lave en løsning, som er mere holdbar end eksempelvis akutjob-pakken var. Dagpengemodtagere, der står til at ryge ud af dagpengesystemet, sikres forsørgelse. Der introduceres en overgangsordning, hvor langtidsledige, der mister retten til dagpenge, i stedet kan få en kontanthjælpslignende ydelse på et lavere niveau end dagpengene. Den nye ydelse kommer til at svare til det beløb, som uddannelsesydelse, som kontanthjælpsmodtagere kan få.

Derudover er det også positivt, at Regeringen lægger op til et gennemgribende eftersyn af hele dagpengesystemet. Der er behov for at styrke danskernes lyst og incitament ved at stå i A-kasse og dermed forsikre sig selv imod arbejdsløshed.

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg gerne så at man også havde halveret genoptjeningskravet til dagpenge. Det er uigennemtænkt og skadeligt for folks lyst til at stå i A-kasse. Men det er tydeligt, at den løsning som Regeringen har fremlagt i dag, er det bedste muligt opnåelige.

Det var Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og De Radikale der vendte ryggen til danskerne, da de havde mest brug for dem midt i en uoverskuelig situation.

I mens Regeringen forsøger at rette op på den skade, som højrefløjens dagpenge-reform har skabt, så puster man sig op i Venstre, Konservative Liberal Alliance. Hvis nogle skulle være i tvivl om, hvor forskellene går i dansk politik så lyt til dem der i disse timer og dage anklager arbejdsløse for at ”klynke” eller være ”dovne”. Så meget interesserer man sig på den danske højrefløj for danskere, der er ramt af krisen.

Alt i alt, skal der lyde stor ros til regeringen for endelig at rette op på højrefløjens dagpenge-fadæse.

Peter Hummelgaard Thomsen (f. 1983) er chefredaktør for Netavisen Pio. Uddannet jurist fra København Universitet. Folketingskandidat for Socialdemokraterne og tidligere forbundsformand for DSU.

Beskæftigelsesminister (S)


Flere artikler om emnet