Når europæiske løsninger og EU alligevel er en nødvendighed, selvom dets nuværende konstruktion ofte piner mig, så er det fordi, Danmark står over for en masse problemer, som vi aldrig kommer til at kunne løse alene. Det handler blandt andet om klimaændringer, voksende finansielle markeder, global immigration og grænseoverskridende kriminalitet. Og det er det sidste som vi skal stemme om her.

Det er netop nu vi skal bruge EU
Kriminalitet er over de senere år blevet stadig mere internationalt og bedre organiseret. Der foregår mere på tværs af grænserne og internettet spiller en langt større rolle. Og hvis man lytter til kriminalitetsbekæmperne selv, som Troels Ørting Jørgensen, chef for Europols Cybercrime Centre, er opfordringen til danske deltagelse rungende klart:

”Vi skal tage stilling til, om vi vil stå sammen med de andre 27 EU-medlemslande i bekæmpelsen af terrorisme, organiseret kriminalitet og den stigende cybercrime, eller om vi tror, at vi bedst kan bekæmpe disse internationale trusler alene uden for Europol-fælleskabet.”

Den stadig mere organiserede internationale kriminalitet kræver et Europol med fuld dansk deltagelse.

Nej’sigerne har ingen løsninger
Både Enhedslisten og Dansk Folkeparti går ind for en eller anden form for dansk tilslutning til Europol, selvom de ønsker såkaldte parallelaftaler eller andet, som kun tvivlsomt vil være realiserbart. De ønsker et alternativ, som sandsynligvis ikke eksisterer.

I samme tråd lyder det også pudsigt, når man lytter til, hvad nej-partierne siger til de 22 retsakter, som ja-partierne har peget på, at Danmark skal tilslutte sig, hvis forbeholdet bliver ophævet.

Her går nej-sigerne i Liberal Alliance ind for 21 ud af de 22 retsakter, mens Dansk Folkeparti og Enhedslisten nægter at svare på hvad de mener om dem af principielle årsager – hvad end det så betyder? Faktum er, at Danmark allerede opfylder de fleste af disse og ville gøre det uanset om EU eksisterede eller ej.

De 22 retsakter handler om at gøre det nemmere for lønmodtagere at få penge fra udenlandske virksomheder, at gøre det nemmere at blive skilt fra en anden EU-borger, nemmere at arve og den slags. Det er den slags praktiske ting, der gør EU-samarbejdet godt. Vi kan meget i Danmark, men uanset hvor meget suverænitet vi har, kan vi ikke bestemme over virksomheder i Polen eller Portugal. Men det kan vi i det europæiske fælleskab.

’Ja’ på trods af uigennemskuelig proces, barnlige kampanger og mathed
Der er mange grunde til, at man kunne have lyst til at vise sin utilfredshed med EU, politikere, bureaukrater og ulidelige kampagnemagere med et stort nej på torsdag.

For det første er der selve processen, hvor det har været nærmest uforklarlig, hvorfor vi skulle afskaffe et forbehold for at indsætte et nyt mini-forbehold, som dog ikke er mere forbehold, end et flertal i Folketinget kan bryde.

For det andet har ja-sidens kampagner været irriterende i deres simplificering af spørgsmålet. Hysteriske skræmmebilleder om, at hvis man stemmer nej, så støtter man pædofile menneskehandlere og andre organiserede kriminelle. Alt sammen sludder, der hele tiden har været på kant med sandheden og alene bidraget til at øge forvirringen.

Endelig er der grund til en generel skuffelse over EU-politikernes manglende evne til at skaffe resultater. Jeg orker ikke flere EU-topmøder, flere forhandlinger og mere snak, der aldrig synes at føre til noget som helst.

Men det har bare intet med at den her afstemning at gøre. Denne her afstemning handler om, at Danmark skal deltage i den del af EU-samarbejdet, der rent faktisk fungerer og som giver danske lønmodtagere og virksomheder klare fordele. Derfor må opfordringen lyde til at gemme nej’et til en bedre lejlighed.

Jeg forstår, at man kan have lyst til at give efter for følelserne og sende en stor langemand til systemet. Men af alle de gange, man får lejligheden, vil dette være det mest forkerte tidspunkt at gøre det på.

Derfor må det blive et tørt, trist og tåleligt JA på torsdag!

Jens Jonatan Steen (f. 1981) er chefredaktør for Netavisen Pio.