Annonce

Vil regeringen sikre boliger til unge studerende?

Det startede så hyggeligt på dagens åbne samråd om mangel på boliger til studerende. Men det endte med uenighed og ingen løfter fra ministeren.
Det skal være uvist, om det var de begyndende forårsfornemmelser eller tanken om glade unge mennesker, der søger ind på videregående uddannelser, der gjorde folketingsmedlemmerne i godt humør. Men stemningen var positiv, ja næsten venskabelig på dagens åbne samråd i Folketingets Boligudvalg. Eller Udlændinge- Integrations- og Boligudvalg for at være helt præcis.

Men i dag var det altså boliger, der var på dagsorden. Eller nærmere manglen på boliger til studerende. De to socialdemokratiske udvalgsmedlemmer Jan Johansen og Mette Reissmann havde kaldt ministeren – Inger Støjberg (V) – i samråd om manglen på boliger til unge studerende. ”År efter år hører vi det samme problem”, sagde Mette Reissmann med henvisning til, at der hver sommer bliver meldt om akut boligmangel i de store uddannelsesbyer. ”Vi skal skabe gode rammer om de studerendes liv, så de kan koncentrere sig om at studere, ikke tænke over, hvordan de skal få tag over hovedet”, uddybede Mette Reissmann.

Ministeren spiller bolden videre til kommunerne
Da boligminister Inger Støjberg fik ordet, startede det næsten hyggeligt – som var hun og Mette Reissmann gode veninder, der igennem længere tid havde savnet at diskutere lige netop dette emne. Ministeren gav Reissmann helt ret i, at det er ”problematisk indimellem” at finde egnede boliger som studerende.

Men, sagde Inger Støjberg, det er kommunerne, der har ansvaret for byplanlægning, og det ansvar løfter kommunerne ifølge ministeren. Regeringen havde ifølge ministeren gjort det lettere for kommunerne ved at nedsætte den såkaldte kommunale grundkapital.

Regeringen har også forbedret mulighederne for bofællesskaber, så studerende lettere kan bo sammen og dermed dele huslejen. Samtidig har regeringen aftalt med kommunerne, at der skal bygges 10.000 nye almene boliger. Godt nok til flygtninge, men der kan jo også bo studerende, understregede Inger Støjberg.

Forårsfrustrationer
Som vejret i april skiftede stemningen pludseligt i samrådet. Mette Reissmann og Jan Johansen var ikke tilfredse med Inger Støjbergs svar. De 10.000 almene boliger bliver brugt til flygtninge, regeringen har fjernet billig-bolig-loven, og samtidig har man sat taksterne op på offentlig transport for de studerende. Og så ville de to socialdemokrater gerne høre, hvor mange studerende, ministeren regner med vil få gavn af den lettere adgang til bofællesskaber.

Her måtte ministeren konstatere at ”vandene skilles” hvad angår billig-bolig-loven, og at regeringen og Socialdemokratiet ser forskelligt på det. Der var ikke konkrete tal på, hvor mange studerende, der kunne få glæde af de nye bofællesskaber, men ministeren havde store forventninger til det.

Og således blev forårsfornemmelser altså til forårsfrustrationer. Mon ikke vi endnu engang kommer til at se desperate studerende mangle tag over hovedet, når forår og frustrationer bliver til sommer og studieoptag.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og tidligere pressekonsulent i Socialdemokratiet


Flere artikler om emnet