For mig er kernen i den demokratiske socialisme kampen for lige muligheder for alle - intet mindre. Liberale tænkere og politikere har forsøgt at kidnappe frihedsdagsordenen med stigende ulighed, forskelsbehandling og usolidarisk selvcentrisme til følge. Mens det liberale ideal er fåtallets frihed, dækker det socialdemokratiske frihedsbegreb over noget, der er langt mere vidtrækkende: Frihed for hele folket - Uanset social baggrund, køn og seksualitet.

Som demokratiske socialister hylder vi kampen mod økonomisk ulighed, der er en vigtig del af den socialdemokratiske frihedskamp. Men den kan ikke stå alene. Bekæmpelse af økonomisk ulighed alene er ikke og bliver aldrig den fuldendte nøgle til allestedsnærværende frihed. Hvis vi vil skabe et samfund, der under ansvar for fællesskabet sætter individet frit, må vi også i fremtiden fordre social ligestilling. Økonomisk lighed kombineret med fuldstændig ligestilling af køn og seksualiteter skaber de frieste mennesker. Og lige præcis det skal være Socialdemokratiets vision.

Den feministiske ligestillingskamp ligger dybt i de socialdemokratiske gener. Når visse meningsdannere stempler 2016-feminismen som resterne af ’68-kvindernes seksualoprør, er det en forfalsket dødserklæring. Ligestillingskampen lever stadig, og hver eneste gang børn, unge og voksne oplever diskrimination og forskelsbehandling, er det brændsel på ligestillingskampens bål - Et bål, som Socialdemokratiet og den danske arbejderbevægelse tændte for mere end 100 år siden, og til hvilket vi som socialdemokrater fortsat skal bære brænde.

Ligestillingskampen er blevet dæmoniseret
Siden ligestillingskampens begyndelse har onde tunger dæmoniseret den feministiske kamp. Men den socialdemokratiske feminisme er ikke kampen for matriarkatets fødsel eller mandens underdanighed. Som mand ville jeg aldrig kæmpe for at holde mit eget køn nede eller at bringe kvindekønnet frem på direkte bekostning af det mandlige. Selvom selve ordet ’feminisme’ i sin oprindelse lægger sig op ad det kvindelige køn, er ideologiens formål ikke at skabe bedre vilkår for kvinder ved at gøre livet sværere for mænd. Feminisme er ligestillingskamp, kampen for at individet uafhængigt af sit køn kan skabe sit ideelle liv. I min verden hænger disse egenskaber sammen med arbejderbevægelsens kamp og den demokratiske socialisme.

Kampen for at individet uafhængigt af sit køn kan skabe sit ideelle liv.

Det må på retfærdig vis siges, at vi i Danmark allerede er nået langt på ligestillingsfronten. Heldigvis. Arbejderbevægelsen og Socialdemokratiet har siden det første spadestik kæmpet for ligestilling mellem mænd og kvinder. Socialdemokrater gik forrest i kampen for lige valgret. I Gimleprogrammet fra 1876 står der: ”Det social-demokratiske Arbejderparti fordrer som Statens Fundament: Almindelig, lige og direkte valgret (…) for ethvert medlem af Staten, baade Mænd og Kvinder”.

Allerede i 1876 kæmpede socialdemokratisk feministiske foregangsmænd og -kvinder for ligestilling mellem kønnene. Det er en kamp, vi fortsat skal kæmpe.

Stadig ligestillinsgkampe at kæmpe
Men trods store fremskridt gennem skiftende tider er der stadig store ligestillingsmæssige problematikker, der holder begge køn nede. Kvinderne får stadig mindre i løn end deres mandlige kollegaer, der udfører det samme stykke arbejde. Og mænd har stadig ikke ret til øremærket barsel. Ligestillingskampen må for fremtidens Socialdemokrati fortsat være en væsentlig del af den altoverskyggende kamp mod social ulighed. Fællesskabets sikring af lighed mellem køn skaber et solidt fundament for individuel frihed - både for mænd og kvinder.

Hverken ligestillingskampen eller den socialdemokratiske feminisme må nogensinde reduceres til et spørgsmål om kønslig lighed. En mindst lige så vigtig del af ligestillingsbestræbelserne er kampen for ligestilling for seksuelle minoriteter. Feminisme er ikke bare kvindekamp. Ligestilling handler om at skabe bedre vilkår for både mænd og kvinder - i særdeleshed de mænd og kvinder, der tilhører seksuelle minoriteter.

Homoseksuelle diskrimineres fortsat
Mine homo- og biseksuelle venner kan ikke gå tur med deres kærester i hånden uden at risikere hadske tilråb fra forstokkede forbipasserende. Homoseksuelle kan ikke få lov til at donere blod, og flere folkekirkepræster mener ikke, LGBTQ-personer hører til i folkekirken. Det er diskriminerende og langt ud over alle moralske grænser, når min homoseksuelle ven bliver smidt ud af en taxa på vej hjem fra en bytur, fordi han sidder på bagsædet med en anden mand.

I Danmark er vi nået langt, når det kommer til seksuel frigørelse og ligestilling. I 1989 tillod vi som de første i verden registreret partnerskab mellem mennesker af samme køn. Og i 2012 - under en socialdemokratisk statsminister - fik homoseksuelle ret til at blive viet på lige fod med heteroseksuelle. Juridisk ligestilling af seksualiteterne er bare ikke nok. Hvis vi skal sikre, at de drenge og piger, der vokser op i fremtidens Danmark, frit kan definere deres liv og seksualitet, må vi bryde med den konforme heteronormativitet (en social norm og institutionaliseret antagelse, der går på, at alle mennesker i udgangspunktet er heteroseksuelle, red.)  og at afvigelser herfra er unormale og tillærte, der fortsat plager vores land.

Mænd er meget mere end urinstinkter, og kvinder er andet end yndige prinsesser

Allerede i de tidlige år sættes børn i kønskasser: Det forventes, at drenge leger med biler og soldater, mens piger skal klæde dukker på og kokkerere i plastickøkkenet. Mænd skal være hårde, barske og brutale. Kvinder skal være yndige, bløde og omsorgsfulde. Selvfølgelig er der biologiske forskelle mellem mænd og kvinder - Det ville være tåbeligt at påstå andet. Og selvfølgelig følger der med biologien en række fysiske og psykiske egenskaber. Men mænd er meget mere end urinstinkter, og kvinder er andet end yndige prinsesser.

Samtidig lever diskriminationen af ikke-heteroseksuelle fortsat i bedste velgående. To kvinder kan ikke give hinanden et kys, og to mænd kan ikke holde hinanden i hænderne i det offentlige rum uden at risikere tilsvining, råb og det, der er værre. Ondskabsfulde tilråb, forskelsbehandling og deciderede hadforbrydelser er ikke andet et indskrænket menneskesyns værn mod heteronormativitetens sammenbrud. Et sammenbrud, der - når det fuldføres - vil gøre op med frihedsberøvende heteronormer og krænkelse af homoseksuelles kærlighedsliv.

Heteronormativiteten er en social konstruktion
I Danmark bryster vi os altid af vores tolerance, empati og mangfoldighed. Men hvis ikke homoseksuelle ubesværet kan gå tur med hinanden i hænderne, kysse under kirsebærtræerne på Bispebjerg Kirkegård eller flette fingre i taxaen, bliver Danmark symbolet på det modsatte: Kynisme og intolerance over for seksuelle minoritetsgrupper. Heteronormativiteten er en social konstruktion - Det er et fænomen, vi selv har skabt, og det er kun os, der er i stand til at ændre den og derved give plads til seksuel mangfoldighed.

Hvis ikke jeg kaster mig ind i den feministiske kamp for ligestilling af køn og seksualiteter, svigter jeg som bror og som ven.

Når jeg som heteroseksuel mand kaster mig ind i kampen for ligestilling mellem køn og seksualiteter, er der mange, der undrer sig. Jeg er jo ikke kvinde. Det er ikke mig forskelsbehandlingen går ud over. Jeg er jo ikke homoseksuel. Det er ikke mig og mit kærlighedsliv diskriminationen krænker. Men hvis ikke jeg kæmper for kønnenes ligestilling, så svigter jeg min lillesøster, der skal vokse op i et mandsdomineret samfund og arbejde længere for den samme løn som sine mandlige kollegaer. Hvis ikke jeg bekæmper den indskrænkede opfattelse af homoseksuelle og LGBTQ-personer, svigter jeg min homoseksuelle ven, der møder hadske tilråb og fordomsfulde taxachauffører. Hvis ikke jeg kaster mig ind i den feministiske kamp for ligestilling af køn og seksualiteter, svigter jeg som bror og som ven. Så svigter jeg som menneske og som socialdemokrat.

For mig er kernen af den demokratiske socialisme kampen for lige muligheder for alle. Det biologiske køn skal ikke afgøre livsmulighederne for vores døtre og sønner. Seksualitet skal ikke blokere fremtidsudsigterne for vores søstre og brødre. Kampen for økonomisk lighed er en vigtig del af den socialdemokratiske frihedskamp. Men hvis vi glemmer den sociale ligestilling og den seksuelle frihedskamp, bliver vi aldrig definitivt frie. Kun ved at bryde heteronormativiteten og definitivt sætte lighedstegn mellem mænd og kvinders rettigheder kan vi sikre, at vores børn - pige som dreng, kvinde som mand - får mulighed for frit at definere deres liv.

Mads Hvidbjerg Kristensen er formand for DSU Esbjerg