Ny ledelse hos Venstre på vej og Sass tilbage på Christiansborg

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Onsdag blev igen-igen præget af Venstre. Ledelseskrisen er på retur, og partiet ser nu ud til at have fundet afløserne for ex-formand Lars Løkke Rasmussen og fungerende formand, Kristian Jensen.

Regeringen og Danske Regioner blev onsdag enige om økonomien for 2020. Og så er Henrik Sass Larsen - stille og roligt - tilbage på Christiansborg.

Velkommen til dagens Aktuelt.

 

Udskiftningen i Venstre-toppen er ved at være på plads

Jakob Ellemann-Jensen har – ganske som ventet – meddelt, at han er kandidat til den nu ledige formandspost. Og onsdag meldte Inger Støjberg sig klar til at gå efter næstformandsposten.

Nu mangler sådan set bare det formelle valg af de to. Det sker 21. september på et ekstraordinært landsmøde i Herning.

Læs mere her.

 

Henrik Sass tilbage

Tidligere gruppeformand for Socialdemokratiet, Henrik Sass Larsen, er tilbage på Christiansborg.

Det meddelte han onsdag i et opslag på sin Facebook-profil:

”Så er jeg tilbage på Christiansborg og med nye omgivelser på nye betingelser.

Jeg har bedt om at få lov til at koncentrere min arbejdsindsats omkring Socialdemokratiets historiske virke, et område, som dem der kender mig ved, altid har haft min store interesse,” skriver Sass Larsen i opslaget.

 

 

Socialdemokratiets gruppeformand, Flemming Møller Mortensen, har siden 5. august været stedfortræder for Henrik Sass Larsen som statsrevisor. Men i opslaget på Facebook meddeler Sass, at han nu helt stopper på posten som statsrevisor. Det betyder, at Flemming Møller Mortensen nu bliver en af Folketingets faste statsrevisorer.

Lige efter folketingsvalget 5. juni, hvor Sass Larsen blev genvalgt til Folketinget, skrev Henrik Sass Larsen på Facebook, at han ville sygemelde sig og derfor ikke ville være til rådighed for S-formand Mette Frederiksen i arbejdet med at danne en ny regering:

”Jeg tror, de fleste godt har kunnet se, at jeg ikke har haft det så godt. Jeg har gjort alt, hvad jeg kunne for at kæmpe mig tilbage efter min depression ved årsskiftet, men det er desværre ikke lykkedes for mig. Så jeg må nu sygemelde mig for at kunne blive helt rask igen,” lød det dengang fra Henrik Sass Larsen.

Selvom Henrik Sass Larsen er tilbage på Christiansborg, vil han gå stille med dørene: 

"Jeg skrev før sommer, at der ville være stille fra mig i tiden fremover − og det gælder fortsat, selvom jeg er glad for nu at være tilbage igen," skriver Henrik Sass Larsen i Facebook-opslaget.

 

Regering styrker sundhed med 1,5 milliard og sløjfer omprioriteringsbidrag

Regeringen og Danske Regioner har indgået en aftale om næste års økonomi. Aftalen løfter sundheden med 1,5 milliarder. Samtidig fjerner regeringen de årlige besparelser på én procent, som den tidligere regering indførte.  

”Danmark har fået en ny regering, der som lovet prioriterer velfærden og flere penge til sundhedsområdet. Aftalen giver mulighed for, at der kan ansættes flere læger, sygeplejersker og andet sundhedspersonale til gavn for patienterne,” siger finansminister Nicolai Wammen (S) ifølge en pressemeddelelse.

Formanden for Danske Regioner, Stephanie Lose (V), er glad for aftalen, som hun kalder det største løft af sundhedsområdet siden finanskrisen:

“Det kommer ikke bag på nogen, at vi altid gerne vil have flere penge med hjem, men med 1,5 milliarder kroner ekstra har vi faktisk ekstra penge til den opgave, vi står med, og det er jeg ganske godt tilfreds med.”

Læs mere her og her.

 

Sidste særlige rådgiver på plads

Som den sidste S-minister har udviklingsminister Rasmus Prehn udnævnt en særlig rådgiver.

Nemlig Casper Steen Pedersen, der kommer fra en stilling som kontorchef på borgmesterkontoret i Odense, hvor han for anden gang har fungeret som rådgiver for Odenses borgmester.

Casper Steen Pedersen har tidligere blandt andet arbejdet som presserådgiver i Udenrigsministeriet, som kommunikationschef i Socialforvaltningen i København og som fungerende pressechef i Skatteministeriet.

Han er cand.mag. i dansk og film/medievidenskab fra Københavns Universitet.

Læs mere her.

 

Hongkong trækker omstridt lovforslag tilbage efter måneders uroligheder

Hongkongs leder, Carrie Lam, siger i tv-tale, at hun formelt har trukket sit omstridte lovudspil om retsforfølgelse i fastlands-Kina tilbage.

Det omstridte lovforslag blev lanceret af Lam i april. Efter voldsomme protester suspenderede hun i juni forslaget og kaldte det for "dødt". Men demonstrationer fortsatte, og mange krævede, at forslaget skulle opgives formelt.

Modstandere af forslaget siger, at udspillet fra Carrie Lam ville undergrave frihedsrettigheder i Hongkong og åbnede for en stadig trussel mod kritikere af Beijing.

Det ville gøre det nemmere at udlevere borgere i Hongkong til retsforfølgelse og fængslinger i Kina. Mange så det som endnu et kinesisk forsøg på at begrænse storbyens autonomi.

Efter 14 uger med protester og demonstrationer er der usikkerhed om, hvilken betydning Lams beslutning får.

Carrie Lam har selv har været udsat for massiv kritik af demonstranterne, der har krævet hendes afgang. Mange mener, at hun i for høj grad går Kinas ærinde i byens lovgivende forsamling.

Læs mere her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Jan Kjærgaard er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook