Uanset hvor din sympati ligger, så står stormagter, politikere og krigslystne ideologer klar til at udnytte den. Alligevel synes jeg, man skal blande sig i debatten, hvis man kan passe på sig selv og vil styrke budskabet om bæredygtig fred for folk i Israel og Palæstina.

Desværre bliver solidaritet tit forvandlet til billige point. Berettiget sympati med Israel efter Hamas’ frygtelige terrorangreb, blev på få dage vekslet til ukritisk støtte til israelske modangreb.

Det førte til politikernes stilsigende accept og endda højlydt støtte af et voldsomt bombardement af Gaza, krigsforbrydelser som hvid fosfor mod bygninger, og millioner af gravide, syge og børn, som ikke bliver varslet i tide til at flygte fra hærens angreb.

Udover at være helt enig med Martin Krasniks politiske linje i det her spørgsmål, så bakker jeg op om en jødisk socialist, som rammende erklærer:

Når den israelske regering bruger drabet på civile som våben til at angribe et helt folk, så fratager de ikke bare folk deres liv og frihed - de tager også selve folks sorg fra dem, fordi sorgen bliver gjort til et politisk våben i hadets tegn. Større tragedie er svær at finde.

Tusinder nægter at tie

Desværre ulmer vreden, og et massivt flertal af danske partier lod sig lokke til at stemme imod eller undlade at vedtage en våbenhvile igennem EU, som ellers er det primære krav blandt fredsaktivister og humanitære organisationer på begge sider af konflikten.

Jeg var én af mange tusind, som nægtede at tie, og i stedet deltog i weekendens demonstration mod Israels angreb. I Rød-Grøn Ungdom bragte vi et klart budskab om våbenhvile.

Man hyler med ulve til den slags demonstrationer. Der findes masser af ekstreme holdninger til étstatsløsninger, som indebærer etnisk udrensning af den anden part.

Der kan også være folk, som mener, at alle pengene til Palæstina-nødhjælp går ubeskåret til terror, som man kunne høre sagt i en tale til en indsamlingsdemonstration for israelske ofre.

Den fortælling skal vi ikke lade de hadefulde vinde

Det er svært at tie stille, når man hører den slags fra fremmede: Det tvetydige billede og svaret fra en arrangør af Palæstina-demonstrationen fejler fatalt i at tage afstand til Hamas’ forbrydelser, hvilket desværre styrker myten om, at den slags had havde magten over demonstrationen.

Den fortælling skal vi ikke lade de hadefulde vinde - for sandheden er jo, at det er et fåtal af de tusindvis af mennesker til demonstrationerne og generelt, også blandt vores etniske medborgere, som ønsker yderligere vold, ødelæggelse og had.

Det er jo hadet og volden mod civile, som lige nu har frataget tusindvis af palæstinensere og israelere, kristne, jøder, muslimer og ateister livet.

I stedet for frygten som drivkraft for yderligere terror og folkemord, som vi ser Israels træk føre til, så skal vi sprede håb for fred, uagtet hvor vores sympati ligger.

Forfærdelige angreb

Propagandamøllen kører, og misinformationen fra begge sider forsøger at svaje folks sympati.

Virkeligheden er jo, at uagtet om Hamas dræbte babyer eller ej, så var deres angreb stadig forfærdeligt.

Uagtet om Israel sprang et hospital i luften eller ej, så er deres angreb stadig forfærdeligt. Det skal vi sige højt og tydeligt.

Desværre lukker mange vestlige politikere øjnene for Israels menneskerettighedsbrud, hvilket er kanonføde for ekstremister over hele verden.

Fred er i både israelernes og palæstinensernes interesse

Det er derfor, jeg deltager i demonstrationer mod Israels angreb, selvom jeg ved, der er folk til stede, hvis holdninger jeg står i direkte modsætning til.

Fordi jeg ikke kan lade fortællingen om de hadefulde vinde, fordi jeg ikke tror på “war on terror” - og fordi fred er i både israelernes og palæstinensernes interesse, fordi alle civile har en interesse i liv, frihed og fred.

Det er selve meningen med kravet om et frit Palæstina, som symboliserer et brændende ønske om ikke at leve et liv i belejring - et budskab, som aldrig kan blive terroristernes totale eje, fordi det er så menneskeligt et ønske, så almindeligt et krav, fordi det er en drøm som palæstinenserne deler med israelerne og med alle folk og familier i denne verden.

Nyttig idiot

Man kan hurtigt blive nyttig idiot i konflikten for stormagter og skjulte interesser. Men det er for at trodse hadet - ikke for at føje det - at så mange mennesker går på gaden i solidaritet.

Hvis man mener, at den slags ikke skal have gang på jorden, så vil jeg advare kraftigt mod, at man puster til hadet.

Når en enkelt person brændte et Israel-flag i en demonstration af tusindvis, før han blev fjernet af en vagt, er det usmageligt.

Jeg står ikke ved siden af ham og støtter hans had - jeg er der tværtimod for at vise, at han er godt og grundigt i mindretal.