Annonce

Podcast: Hvordan skal borgerne tage ordet tilbage?

Er direkte demokrati vejen til en mere fair samfundsmodel, eller kan det udnyttes af magtfulde interesseorganisationer? Lyt med når dette gennemgås!
Diskussioner om stigende politikerlede og demokratisk underskud martrer det europæiske kontinent. Noget der har medført borgerkrav og nye politiske bevægelser, som drømmer om gennemgribende gentænkning af de eksisterende demokratiske modeller.

Borgeren ønskes i højere grad involveret i samfundet. Men er det ensbetydende med, at solen er ved at gå ned over den klassiske partistruktur som vi kender den?

Det er emnet i denne omgang uges Pio Podcast.

Det er et ud af mange initiativer der kan være med til at ilte vores demokratiske system

Til at diskutere dette har Netavisen Pio fint besøg af Alternativets leder Uffe Elbæk, som har stiftet et helt parti, som vil gøre op med den klassiske måde at lave politik på, folketingsmedlem og tidligere minister Christine Antorini fra Socialdemokratiet, der er forfatter til flere bøger om emmet, samt Rune Baastrup, der er direktør i konsulentbureauet DeltagerDanmark, der arbejder med borgerorganisering og inddragelse.

Demokratiet skal vokse, vækste, passes og plejes
Alle tre debattører er enige om, at borgerinddragelse er essentielt for vores demokratis trivsel og velbefindende. Og at det er nødvendigt hele tiden at nytænke den måde, hvorpå borgerne og magthaverne kommunikere med hinanden. Men de er indbyrdes uenige om hvordan.

Bagsiden af medaljen er, at det bliver elitens legeplads

”Det er et ud af mange initiativer der kan være med til at ilte vores demokratiske system og kan være med til at motivere borgerne til at forholde sig til det samfund de er en del af, siger Uffe Elbæk om borgerforslag, hvor folk med 50.000 underskrifter kan få taget en sag op i folketinget. Det er ikke løsningen, men et godt bud på, hvilken vej demokratiet kunne udvikle sig i, mener han.

Christine Antorini deler begejstringen for borgerinddragelse, men gør opmærksom på faldgruberne ved borgerforslag som fremgangsmåde:

”Det er et særligt godt redskab for de i forvejen stærke interesseorganisationer. Bagsiden af medaljen er, at det bliver elitens legeplads,” siger hun.

Meget af vores arbejde handler i mindst lige så høj grad om at finde ud af, hvad vi som borgere er klar til at tage ansvar for

Hvem har ansvaret?
”En væsentlig del af vores demokratiske udfordringer i dag er sådan set, at der ikke er en lige så høj grad af deltagelse i rigtig mange af de fora, som før bar energi, eller problemer frem til det besluttende lag”, siger Rune Baastrup.

Han mener også, at vi som borgere bliver nødt til at se indad: ”Meget af vores arbejde (i DeltagerDanmark, red.) handler i mindst lige så høj grad om at finde ud af, hvad vi som borgere er klar til at tage ansvar for, i stedet for at løbe rundt og bede politikerne løse vores problemer for os,” fortæller han.

Så lyt med i denne uge, hvor bølgerne går højere end de plejer, men hvor der stadig er plads til konstruktive løsninger og fremtidsorienterede visioner.

Podcasten kan høres på Soundcloud, iTunes og www.piopio.dk.  Husk at anmelde og abonnere på podcasten!


Flere artikler om emnet