Statsminister Mette Frederiksen (S) fremstod som aftenens vinder, fordi hun var substantiel skarp. Til gengæld manglede hun smil og humor.

Sådan lyder vurderingen fra politisk kommentator, Benny Damsgaard, af TV-debatten søndag aften mellem de tre statsministerkandidater, Søren Pape Poulsen (K), Jakob Ellemann-Jensen (V) og statsminister Mette Frederiksen (S).

Mette Frederiksen: Kølig landsmoder

Benny Damsgaard vurderer, at statsminister Mette Frederiksen kom bedst ud af debatten:

“Hun klarede sig samlet set bedst af de tre. Men slet-slet ikke så hun ryddede bordet. Og tørrede gulvet med de to andre. Hun fik sat Pape under pres. Især på spørgsmål om de 40.000 medarbejdere, som skal reduceres som følge af den konservative skatteplan.”

Men der var ikke meget smil og humor

“Mette Frederiksen var substantiel skarp. Hun var tydeligt inde i materien. Hun spillede rollen som den samlede kraft og landsmoderen i debatten. Men der var ikke meget smil og humor. Hun havde skarpheden, men det virkede som om, hun manglede overskuddet.”

“Det var sådan lidt Anders Fogh Rasmussen: Kolde afvaskninger og strambuks. Ingen er i tvivl om at hun er dygtig, men lidt mere varme havde ikke skadet.”

“Mette Frederiksen var stærkest i starten af debatten på den økonomiske dagsorden. Hun stod mindre skarpt i hele sundheds-delen af debatten.”

“Statsministeren var under det stærkeste pres i psykiatri-delen. Fordi hendes regering har siddet på hænderne i den diskussion. Psykiatriforhandlingerne er endelig kommet i gang, men det er meget sent. Det virker, som om det bliver en relativt lille reform, der lægges op til - selv om udfordringerne på området er massive.”

Lidt usædvanligt vælger hun, at gå til angreb på både Pape og Ellemann på mink-beslutningen. Det er en understregning af, at man fra regeringens side ikke har tænkt sig at gemme sig i hele mink-debatten. Man tager den oppefra og ned og giver den fuld gas.”

“Her er udfordringen for statsministeren, at den sag er så relativt kompliceret i forhold til hvem, der sagde hvad på hvilket tidspunkt, at det er svært at vinde på dén hylde.”   

Ellemann - kom ud som taberen

Jakob Ellemann-Jensen (V) kom, ifølge Benny Damsgaard, ud af TV-debatten som taberen:

“Han var overraskende svag. Han var i perioder fraværende i debatten. Han havde svært ved at finde ud af, hvordan han skulle agere som tredjemand i det der spil. Særligt i starten, hvor der var en diskussion, et skænderi, mellem Pape og statsministeren. Det havde han svært ved at finde sin rolle i.”

“Der, hvor han skilte sig mest ud, var i starten, hvor han gav statsministeren ret i, at De Konservatives skatteplan vil medføre medarbejderreduktioner. Han brugte endda sin egen søns daginstitution som eksempel i den sammenhæng. Det er usædvanligt: Han hælder Pape ind under bussen i det spørgsmål.”

Ellemann var dårlig

“Ellemann var dårlig. Han var langt fra den form, han skal have, for at kunne generobre procenter. Han havde kun to tidspunkter, hvor han havde noget konkret at bidrage med. Det var spørgsmålet om elafgift, og forslaget om skattefradrag til dem, der går fra deltid til heltid.”

“Men derudover havde han svært ved at finde en form. Han var sådan lidt den tredje mand i debatten. Dynamikken var mellem Søren Pape og statsministeren. Og det er i en situation, hvor Ellemann er mest under pres. Det er ham, der er længst efter i målingerne, og skal i offensiven, hvis han skal få vendt de målinger, som Venstre har på nuværende tidspunkt. Det kræver, at han finder et andet gear i de kommende debatter.”

Søren Pape Poulsen: Klarede prøven

De Konservatives Søren Pape Poulsen klarede, ifølge Benny Damsgaard, generalprøven - og blev nummer to i TV-duellen:

“Han klarede prøven. Han faldt ikke i, som nogle havde frygtet eller forventet. Men det var også tydeligt, at der var nogle områder, han stod stærkere på end andre. Da man for alvor gik ned i detaljen på De Konservatives økonomiske plan, så havde han det svært.”

“Pape kom igen i hele mink-diskussionen. Og han lod sig ikke kyse af, at han blev angrebet hårdt. Men det er ikke sådan, at han brillerede stort. Han kommer ud som en nummer to, fordi Ellemann var dårlig.”

Han kommer ud som en nummer to, fordi Ellemann var dårlig

“Det var også tydeligt, at der hvor Ellemann og statsministeren nærmest simultant angreb Pape, det var også dér, han var svagest. Han kom tilbage senere, men han var svagest dér. Det var tydeligt, at han havde det svært med at blive angrebet fra to flanker.”