Annonce

Putin-støtter får magten i Bulgarien, Estland og Moldova

Det har været en god uge for den russiske præsident Vladimir Putin. Hans allierede har overtaget magten i både Bulgarien, Estland og Moldova
Hvis den russiske præsident Vladimir Putin har de brede smil på i de her dage, er det ikke uden grund. Ikke nok med, at Putin-begejstrede Donald Trump bliver den næste præsident i USA, også på det europæiske kontinent blæser vinden i Putins retning.

I ikke mindre end tre europæiske lande er der nemlig udsigt til Putin-venlige statsledere. Det drejer sig om Moldova og de to EU-medlemmer Estland og Bulgarien.

Moldova fravælger handelssamarbejde med EU
I Moldova har den Putin-venlige Igor Dodon overtaget magten. Moldova indgik i 2014 en handelsaftale med EU, hvilket betød at deres samhandel med Rusland blev underlagt sanktioner fra Moskva. Et hårdt slag for især landbrugssektoren i landet, der ligger mellem Ukraine og Rumænien og har en befolkning på 3,5 millioner indbyggere.

Valget af Dodon kommer efter en periode med politisk uro i den tidligere Sovjet-stat, hvor det politiske landskab stadig er porøst efter en korruptionsskandale i 2014, hvor det blev afsløret, at der var forsvundet 7,5 milliarder danske kroner fra bankerne i Moldova. Det førte til, at den tidligere premierminister blev fængslet.

Præsident Dodon ønsker at ophæve Moldovas handelsaftale med EU for i stedet at tilslutte sig Euroasiatiske Økonomiske Union, der er et handelssamarbejde mellem Rusland, Hviderusland, Kazakhstan Kirgisistan og Armenien. Dodons ønske om et tættere samarbejde med Rusland bakkes ifølge den engelske avis The Independent op af vælgerne i Moldova. The Independent fortæller således om en meningsmåling fra Moldovas Center for Politik, der fortæller, at 66 procent af vælgerne i Moldova stoler på Vladimir Putin, mens kun 28,3 procent siger det samme om den tyske kansler Angela Merkel.

Putin-venlig pilot vinder i Bulgarien
Også inden for unionens grænser er der gode nyheder for Vladimir Putin. I Bulgarien har den 58-årige tidligere jagerpilot Rumen Radev vundet præsidentvalget i Bulgarien efter en valgkamp, hvor han dels lovede at sætte militæret ind mod flygtninge ved den bulgarsk-tyrkiske grænse og dels foreslog, at Bulgarien skulle finde en ”pragmatisk balance” mellem dets medlemskab af NATO og EU på den ene side og forholdet til Rusland på den anden side. Rumen Radev har i valgkampen også udtalt, at det er vigtigt, at Bulgarien ikke fremmedgør sig over for den tidligere allierede i øst.

Rumen Radev har understreget, at han er for et fortsat bulgarsk NATO-medlemskab, men han har også sagt, at det at være ”pro-europæisk ikke er det samme som at være anti-russisk”. Samtidig har den kommende bulgarske præsident foreslået at ophæve EU’s økonomiske sanktioner mod Rusland.

Putin-kritiker væltet i Estland
Endnu tættere på Danmark, i Estland, er en af Vladimir Putins mest udtalte kritikere, den tidligere premierminister Taavi Roivas blevet væltet. Det skete efter en mistillidsafstemning i det estiske parlament, hvor det estiske socialdemokrati, det konservative parti i Estland og det social-liberale Centerpartiet, der har støtte blandt de etniske russere i Estland, valgte at vælte premierminister Taavi Roivas.

Mens både det estiske socialdemokrati og det konservative ”Pro Patria og Res Publica Unionen” er forholdsvis Putin-kritiske forholder det sig anderledes med Centerpartiet, der historisk har været modstandere af Estlands EU-medlemskab og særligt under den tidligere leder Edgar Savisaar havde populistiske og autokratiske træk. Partiet har opbakning fra cirka 75 procent af de etniske russere, der bor i Estland. Det er endnu uklart, om det russiskvenlige parti kommer til at indgå i en kommende regering i vores baltiske naboland.

De tre regeringsskifter i de to medlemslande Estland og Bulgarien og EU-partnerskabslandet Moldova kommer på det værst tænkelige for EU, der netop i disse dage er ved at finde ud af, hvordan den forsvars- og sikkerhedspolitiske situation i Europa skal være fremover, efter Donald Trump har vundet præsidentvalget i USA. Donald Trump har tidligere sået tvivl om, hvorvidt han vil opfylde NATO’s musketered, hvis en europæisk allieret bliver truet.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og tidligere pressekonsulent i Socialdemokratiet


Flere artikler om emnet