Annonce

Røde og blå politikere afviser DF-forslag om et udgangsforbud

En smule vanvittigt, at ville forbyde en 17-årige at gå en tur i kiosken, mener S-ordfører om udgangsforbud. LA kalder forslaget langt ude.
Som optakt til regeringens ghettoforhandlinger spillede Dansk Folkeparti torsdag ud med syv forslag, som skal gøre livet mere surt for indbyggerne i landets udsatte boligområder.

Partiet foreslår blandt andet et forbud mod opførelse af moskeer, udvisning af folk på midlertidigt asyl og et forslag om et generelt udgangsforbud for alle under 18.

Unge mennesker på for eksempel 10, 11 eller 12 år skal ikke rende rundt i de sene aftentimer, hvis de bor i et område, hvor der er kriminalitet og utryghed.

”Det er vigtigt, at de er hjemme hos familien i stedet for at være ude hos de kriminelle elementer, som kan præge dem i en negativ retning,” siger partiets udlændingeordfører Martin Henriksen om det konkrete forslag.

S: En smule vanvittigt
Det er i dag muligt, at give enkelte børn og unge udgangsforbud, men Dansk Folkepartis forslag går på at man skal kunne erklære udgangsforbud i hele udsatte boligområder. Forslaget bliver mødt med hovedrysten af Socialdemokratiet.

Udlændingeordfører Mattias Tesfaye (S) mener, at der er langt vigtigere ting at tage sig af end at holde de unge væk fra gaderne om aftenen.

”Skal vi forbyde en murerlærling på 17 år at gå en tur i kiosken klokken 21 og købe en Coca-Cola?

Undskyld, men det virker altså en smule vanvittigt,” udtaler Mattias Tesfaye i en skriftlig kommentar til Ritzau.

LA: Det er sgu for langt ude
Heller ikke Dansk Folkepartis nemesis i den blå blok, Liberal Alliance, synes at bifalde forslaget om udgangsforbud.

”Udgangsforbud for unge efter klokken 20.....Er vi i Danmark?” skrev kulturminister Mette Bock på sin Facebook og hun bakkes op af finansordfører Joachim B. Olsen:

"I LA er vi, ligesom i Venstre, klar til at diskutere alle gode forslag. Men et par af de her forslag er virkelig dårlige. Udgangsforbud for alle under 18 år.....come om. Det er sgu for langt ude!" skriver han på Facebook.

Til gengæld får Martin Henriksens tanker opbakning fra Venstres udlændingeordfører Markus Knuth, der overfor BT konstaterer at støttepartiet har "mange kreative idéer på udlændingeområdet".

Regeringen og Dansk Folkeparti genoptager i løbet af januar forhandlingerne om yderligere stramninger på udlændingeområdet. Netop udlændingestramninger vil Dansk Folkeparti have trumfet igennem, hvis støttepartiet skal gå med på en skatteaftale, som regeringen ønsker.

Det konkrete ghettoudspil fra regeringen kommer i begyndelsen af det nye år, oplyste Løkke i sin nytårstale. Det bliver ifølge Ritzau i så fald den sjette ghettoplan siden 1994, den seneste kom i 2013.

 

 

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet