Roman: Fremtiden afslører heller ikke meningen med tilværelsen

Anmeldelse: Punkernes meningsløshed, selvfed kulturelite og kunstig intelligens. Det er emnerne i en sci-fi roman, der hverken er utopi eller dystopi.
Dansk Folkeparti kræver udgangsforbud for unge i ghettoområder efter 20.00. Det er et politisk krav i dansk politik anno 2018 i en verden, som måske ikke har så lidt til fælles med den fremtid, som Kaspar Colling Nielsen skriver om i romanen ’Det Europæiske forår’.

Her er muslimerne blevet massedeporteret efter sammenstød med militær og politi, kunstig intelligens er blevet almindeligt og den kulturelle elite har slået sig ned på Lolland i sikkerhed fra resten af samfundet.

Det er en lille smule uhyggeligt, det sprøjter eksistentielle spørgsmål ud og det er pisse sjovt at læse.

Bogen er et underholdende kryds mellem franske forfatter Michel Houellebecq dystopi om en decideret religionskrig i ’Underkastelse’, Richard Bachs filosofisk ’Jonathan Livingston Havmåge’ om den rebelske fugl, der ikke vil indordne sig og lille smule teknologiske kvantespring fra George Orwells mesterværk ’1984’.

Det er en lille smule uhyggeligt, det sprøjter eksistentielle spørgsmål ud og det er pisse sjovt at læse. Kaspar Colling Nielsen leverer en tankevækkende og humoristisk fremtidsroman.

Den afsondrede kulturelite flygter
Bogen følger en familien, der slår sig ned på Lolland for at komme væk fra Københavns etniske og kulturelle sammenstød, for at genopfinde sig selv og ikke mindst for at være en del af fremtiden i pagt med naturen og på forkant med den teknologiske udvikling.

Indkøbene foregår i hestevogn, droner foretager alt det hårde arbejde og de besværlige danske muslimer er for længst deporteret til Mozambique

Indkøbene foregår i hestevogn, droner foretager alt det hårde arbejde og de besværlige danske muslimer er for længst deporteret til Mozambique, hvor de lever i et indhegnet og bevogtet territorium – alt i mens topforskerne på Lolland langsomt udvikler kunstig intelligens.

Det er en bog, som jeg på papiret nærmest vil tage afstand fra: Fremtiden er generelt for abstrakt til min smag, talende dyr er for pjattet og kunstmalere orker jeg normalt ikke, at interessere mig det store for.

Men alligevel er der noget, der lykkes for Kaspar Colling.

Kulturelitens meningsløse succes

Sproget er hverken fantastisk er storslået. Romanen er tværtimod grov, simpel og klar. Kapitlerne er korte og præcise. Det er ikke de store dikkedarer – det er direkte til sagen, hvilket egentlig passer godt til hovedpersonerne, som i vid udstrækning er både kyniske, beregnende, kolde og til tider direkte klamme. Men også det fungerer i Collings univers.

Romanen er tværtimod grov, simpel og klar. Kapitlerne er korte og præcise. Det er ikke de store dikkedarer

Bogen er allerbedst, når den tager med galleristen Stig helt tilbage til hans unge år, som punker og stamgæst på baren Floss i indre København. På Floss flyder det ud, tiden går, intet giver mening og alt sammen alligevel falder lidt på plads. Alt er tilfældigt for Stig – han tager ikke ansvar, lægger ikke planer og gør ikke oprør. Han følger bare lidt med strømmen på Floss og satser på heldet, der pludselig gør ham til en middelmådig, men alligevel relativt succesfuld gallerist.

Bogen rummer både tydelig kulturkritik, men også kærlighed til punkermiljøet omkring baren Floss. Dr. Martens-støvler, læderjakker, syrede koncerter og masser af speed. Jeg kunne næppe være blevet stamgæst, men som barn af 1981 får man lyst til at besøge det sted - bare en gang for at se hvordan opblomstring og forfald gik hånd i hånd. Det virker ganske uvirkeligt, men Colling formår alligevel at pirrer en vis interesse for punkernes dyrkelse absurditet og meningsløshed.

Måske dyrene har svaret?

Ikke alle bogens personer virker lige overbevisende. Den succesfulde og sexgale kunstmaler Christian forstærker nok kritikken af den afsondrede kulturelite, men han bidrager ikke til at gøre romanen mere overbevisende. Dertil er han ganske enkelt for urealistisk klam – selv for fremtidens mennesker – det vælger jeg i hvert fald at tro og håbe på...

...den eksistentielle frygt for underlegenhed og frem for alt kampen for at finde sin plads i livet.

I modsætning til hans karakter, står venskabet og samtalerne mellem ulvehunden Jack og skaden Wilhelm, som mærkværdigt nok virker langt mere realistisk og vedkommende. De to nære venner drøfter i filosofiske termer livet som dyr, den eksistentielle frygt for underlegenhed og frem for alt kampen for at finde sin plads i livet.

Og måske det sidste netop er kernen i en roman om en nær fremtid, hvor ingen for alvor tager ansvar og hvor afstanden mellem mennesker vokser, er at alle vi intelligente dyr er dømt til at kæmpe for vores hver vores plads i livet. Det emmer af samfundskritik.

Bogen er hverken dystopi eller utopi.

Bogen er hverken dystopi eller utopi. Vi ender et sted midt i mellem, hvor man aldrig får alle svarene. De findes ganske enkelt ikke derude i Collings fremtid. Tværtimod så får vi de store spørgsmål, en gang gedigen underholdning og et godt gammeldags spark i et skridtet. Og det har vi vist alle sammen godt af en gang imellem.

Netavisen Pio giver 'Det Europæiske forår' fem ud af seks mulige stjerner

.

Kaspar Colling Nielsen ’Det Europæiske Forår’ er udkommet på forlaget Gyldendal 2017.

 

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook