S må ikke brænde finanskrisens oplagte målchancer

Regeringen skal bruge Finanskriseudvalgets rapport til at sætte en ny dagsorden om mindre gæld og større økonomisk lighed.
Det var umiddelbart en glædelig nyhed, da den daværende erhvervs- og vækstminister Ole Sohn (SF) i januar 2011 nedsatte Udvalget om Finanskrisens Årsager. Det var åbenlyst rigtigt, at undersøge årsagerne til, at Finanskrisen opstod og ramte Danmark så hårdt. Når nogle fra højre side af grøftekanten råbte op om, at endnu en kommission var fråds med skatteborgernes penge, måtte man trække på smilebåndet: Finanskrisen var den værste siden 30’erne og førte til tab på hundredevis af milliarder kroner. Man skal have en særdeles særpræget logik for afvise, at der er behov for at lære, hvad der gik galt, og hvordan fremtidige kriser kan afværges.

Mens de borgerlige klogt har udnyttet krisen til at liste velfærdsreformer og friedmansk finanspolitik ind af bagdøren, har centrum-venstre hidtil ladet krisen gå til spilde. Finansudvalgets rapport er en oplagt mulighed for at sætte en ny dagsorden.

Hidtil havde der ellers ikke været den store selvransagelse i Danmark undtagen den rent overfladiske, hvor banker og politikere trak på skuldrene og fortsatte som hidtil. Lars Løkke Rasmussen (V) lod som, at Finanskrisen blot var et fænomen, som Danmark uheldigvis havde ’importeret’ fra udlandet og ikke selv havde andel i. Men krisen er simpelthen for alvorlig til, at myter som denne kan kortslutte den brede debat, før den overhovedet er startet.

Det af Ole Sohn nedsatte udvalg skulle rode bod på dette. Desværre havde Sohn indsnævret udvalgets kommissorium til primært at fokusere på den private side af ligningen: Udvalget skulle blandt andet ”belyse karakteristika og forhold ved den danske finansielle sektor”. Som eksempel på konkrete emner nævnte kommissoriet kreditinstitutionernes forretningsmodeller, rådgivning, kvalifikationer, incitamentsstruktur mm. Derimod var hele den statslige side af ligningen ikke en del af kommissoriet. Emner som finanspolitik, nationalbanker, boligbobler, afdragsfrie lån, skattepolitik eller regulering var således ikke nævnt.

Som Peter Kurrild-Klitgaard rigtigt skrev på sin blog, så svarede dette enøjede fokus på den finansielle sektor til ”at nedsætte et ekspertudvalg til at se på årsagerne til Irak-krigen men afgrænse fokus til at handle om soldater, fly og tanks, men at ignorere dem, der traf beslutningen om krigen, finansierede den og bestemte dens grundregler”. De andre hovedmistænkte bag forbrydelsen mod dansk økonomi – Finansministeriet, Nationalbanken og Finanstilsynet mfl. – undgik ikke blot enhver sigtelse, men havde endda fået sæde blandt dommerne i kommissionen.

Derfor er mest glædelige ved den rapport, som udvalgsformandets formand, professor Jesper Rangvid, i dag afleverede til erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen, at den fuldstændig ignorerer kommissoriets begrænsninger – eller i hvert fald fortolker det meget liberalt – og har kastet sit blik meget bredt på den politik, der blev ført op til krisen ramte i 2008.

Foghs bobleøkonomi var med til at skabe den nuværende krise på omtrent samme måde, som alkoholindtaget den ene dag og hovedpinen den næste hænger sammen.

Den største afvigelse fra kommissoriet er udvalgets fokus på boligmarkedet, hvor rapporten konkluderer, at ”der var en boligprisboble i 2006-07” og at dette har ført til, at danske husholdninger har en høj bruttogæld. Den høje gæld medfører, at Danmark ”rammes relativt hårdere af økonomiske tilbageslag”. Som hovedårsager bag boligboblen og den eksploderende gældsstiftelse peger rapporten på, at især ”indførelsen af afdragsfrie realkreditlån” og ”fastfrysningen af ejendomsværdiskatten fra 2002 bidrog til prisstigningerne i perioden 2004-07 og det efterfølgende fald”.

Disse konklusioner burde blive anvendt til at sætte en socialdemokratisk dagsorden om Finanskrisen. Mens de borgerlige klogt har udnyttet krisen til at liste velfærdsreformer og friedmansk finanspolitik ind af bagdøren, har centrum-venstre hidtil ladet krisen gå til spilde. Finansudvalgets rapport er en oplagt mulighed for at sætte en ny dagsorden.

Først og fremmest er rapporten en mulighed for endegyldigt at aflive myten om de gyldne tider under Fogh, hvor der var fest, farver og forbrugsmuligheder. Foghs bobleøkonomi var med til at skabe den nuværende krise på omtrent samme måde, som alkoholindtaget den ene dag og hovedpinen den næste hænger sammen. Forbrugsfesten var for lånte penge. Tømmermændene er bankkrak, tvangsaktioner og overbelånte boliger. Mens regeringen nu skal gennemføre upopulære besparelser, bør man minde danskerne om, at Venstre var medansvarlige for krisen og for at danskerne er det mest belånte folkefærd i Verden.

Målmanden er på skovtur, modstanderens træner tager sig en slapper i hængekøjen og bolden ligger midt i straffesparksfeltet. Men regeringen vandrer blot rundt om bolden, uden tilsyneladende at bemærke den oplagte målchance.

Regeringen kunne passende spejde til den anden side af Nordsøen, hvor den nye britiske regering ikke smider denne mulighed fra sig. Ved hver eneste debat i parlamentet bliver oppositionens kritik affejet med den samme standardbesvarelse om ”the mess we inherited from the last Labour- government”. Ansvaret for hver besparelse, hver nedskæring og hver fyringsrunde bliver dermed elegant placeret hos oppositionen.

Men derudover er rapporten er en oplagt mulighed for at tage livtag med det største tabu i dansk politik: Boligskatterne. Ti års borgerlig bobleøkonomi har ikke blot efterladt Danmark belånt op til skorstenene, men medvirket til Finanskrisen. Desværre har Socialdemokraterne og SF gennem årene talt sig selv op i et hjørne, hvor selv den mindste ændring af boligskatterne er bandlyst og denne garanti er endda blevet udstrakt til også at gælde de afdragsfrie lån. Denne linje fortsatte erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen i dag ved på forhånd at skyde idéen ned om ændringer i ejendomsværdibeskatningen. Det er en skam, da en ændring af boligskatterne ikke blot kan finansiere lavere skatter på arbejde, men også skabe både større lighed og en mere stabil og sund økonomi.

På samme måde som Velfærds- og Arbejdsmarkedskommissionerne var med til at sætte en dagsorden om ældrebyrde og efterløn, kunne rapporten være en platform for en bredere diskussion om boligskatter, lånetyper, rentefradrag og realkreditobligationsmarkedet. Dermed kunne man åbne op for reformer i den næste valgperiode.

Centrum-venstre har en irriterende tendens til at brænde selv de mest oplagte målchancer: Målmanden er på skovtur, modstanderens træner tager sig en slapper i hængekøjen og bolden ligger midt i straffesparksfeltet. Men i stedet for at prikke bolden i mål med et lille spark, vandrer regeringen blot rundt om bolden, uden tilsyneladende at bemærke den oplagte målchance.

Finanskriseudvalgets rapport må ikke blive endnu et eksempel på dette.


Kommentarer fra Facebook