Partier kræver mundbind i al kollektiv trafik

Alle danskere, der rejser med offentlig transport, skal have gratis adgang til mundbind, lyder det fra to af regeringens støttepartier
Foto: Jan Kjærgaard/Netavisen Pio
Danmarks - måske - billigste mundbind fås hos Normal
Regeringens støttepartier, SF og Enhedslisten, kræver nu et påbud om mundbind i offentlig transport overalt i landet.

Selvom sundhedsmyndighederne anbefaler brug af mundbind i myldretiden, hvor det ikke er muligt at overholde afstandskravet på en meter, er det p.t. kun et krav i seks østjyske kommuner: Aarhus, Silkeborg, Favrskov, Odder, Skanderborg og Horsens.

Men ifølge SF og Enhedslisten bør det altså i stedet være et krav, som skal gælde i den kollektive trafik overalt i landet.

“Mange mennesker, som bruger kollektiv transport for at komme frem og tilbage fra job og uddannelse, har ofte ikke noget alternativ, og derfor giver det også mening, at man laver noget smitteforebyggelse der. Og det giver mening, at alle bidrager til den forebyggelse, for det hjælper kun lidt, hvis der kun er nogle, som har mundbind på i den kollektive trafik,” siger SF’s sundhedsordfører, Kirsten Normann Andersen, til Netavisen Pio og fortsætter:

“Hvis man ikke kan holde afstand, så skal det være påbudt, men hvis man godt kan, så skal det ikke være påbudt. Sådan hører jeg også Sundhedsstyrelsen sige det. SF vil gøre Sundhedsstyrelsens anbefaling til et påbud i alle de situationer i den kollektive trafik, hvor det ikke er muligt at holde afstandskravet.”

SF vil gøre Sundhedsstyrelsens anbefaling til et påbud i alle de situationer i den kollektive trafik, hvor det ikke er muligt at holde afstandskravet

Enhedslisten er helt på samme linje som SF i forhold til et kravet om påbud om mundbind i offentlig transport.

“Vi kan se, at der i den kollektive trafik kan opstå risiko for superspredning, fordi der i perioder er rigtig mange mennesker samlet på et sted, og derfor er det svært at overholde afstandskravet. Samtidig ved vi også, at vi har over en million mennesker i landet, som er sårbare og udsatte, som stadigvæk har et afstandskrav på to meter og dermed i vid udstrækning er forhindret i at benytte sig af den kollektive transport, fordi det ikke kan overholdes der. Derfor ville det være fornuftigt at have obligatorisk brug af mundbind i den kollektive transport,” siger Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, til Netavisen Pio.

Mundbind skal være gratis

Både SF og Enhedslisten vil give gratis mundbind til alle danskere, der benytter sig af offentlig transport til for eksempel at komme frem og tilbage fra arbejde eller uddannelse.

“Udgangspunktet er, at mundbind helst skal være gratis. Forebyggelse er et kollektivt ansvar, og lige præcis i forhold til den kollektive trafik kan vi ikke til- eller fravælge. Vi er nødt til at bruge den kollektive trafik for at sørge for det, vi nu skal hver især for at holde samfundet i gang. Derfor er det også vigtigt, at alle kan bidrage uanset pengepungen,” siger Kirsten Normann Andersen.

Mundbind kan være ret dyrt for nogle danskere med priser på op mod hele 15 kroner pr. styk.

“Det bør være gratis, fordi prisen skal ikke ekskludere nogen fra at kunne benytte sig af kollektiv transport. Hvis man for eksempel tilhører en lavindkomstgruppe eller en børnefamilie, så kan det hurtigt blive en betragtelig daglig udgift,” siger Peder Hvelplund.

Det bør være gratis, fordi prisen skal ikke ekskludere nogen fra at kunne benytte sig af kollektiv transport

Staten skal betale

SF og Enhedslisten mener, at staten skal betale for de gratis mundbind til de danske pendlere. Det vil ifølge Enhedslisten svare til en hjælpepakke, altså en corona-relateret engangsudgift.

“Det giver god mening, at staten finansierer mundbind til danskerne i den kollektive trafik, men det er jo ikke helt generelt. Det er ikke sådan, at vi alle sammen kan hente en stak mundbind, og så kan vi bruge dem efter behov,” siger Kirsten Normann Andersen.

Det er ikke sådan, at vi alle sammen kan hente en stak mundbind, og så kan vi bruge dem efter behov

Selvom det unægteligt vil koste nogle penge at forsyne danskerne med gratis mundbind, så vil det ifølge SF være dyrere for staten at lade være med at finansiere gratis mundbind til danskerne i den kollektive trafik.

“Jeg har ikke et overblik over, hvad det koster for staten at forsyne alle danskere, der bruger kollektiv trafik, med mundbind, men jeg ved, at det er rigtig dyrt, hvis smitten løber os af hænde. Alternativet til at forebygge store smitte-udbrud i den kollektive trafik er jo netop, at man risikerer at have smittekæder, man ikke opdager og dermed måske ender med at skulle lukke landet meget ned,” siger Kirsten Normann Andersen.

Skal med til forhandlingsbordet

SF og Enhedslisten vil bringe kravet om påbud om mundbind i offentlig transport i hele landet med til forhandlingsbordet onsdag eftermiddag, når Folketingets partier og regeringen skal forhandle om næste fase af genåbningen.

Det satser jeg også på, at vi kan komme igennem med i forhandlingerne

“Hvis der ikke kommer opbakning til gratis mundbind, så må vi jo i forhandlingerne se på, hvad et mundbind så må koste. Men jeg synes, at det ville være rimeligt at give gratis adgang til mundbind, når vi stiller forslaget som et påbud at bære mundbind i den kollektive trafik, så det ikke kommer til at ramme socialt skævt. Det satser jeg også på, at vi kan komme igennem med i forhandlingerne, og ellers må vi jo se, hvad de øvrige partier siger, og hvor langt vi så kan komme med det,” siger Peder Hvelplund.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Socialdemokratiets sundhedsordfører, Rasmus Horn Langhoff.

Tim Tørnqvist Jensen er student på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

VISIR på. Meget bedre end mundbind. VISIR på i butikker og alle steder hvor den enkelte færdes. Alt hvad et visir kræver er blot en gang AFSPRITNING efter hver gang det har været brugt. Og så på med VISIRET igen. NATURLIGVIS skal folk da hver og en være med til at dæmme op for smittespredning. Så på med VISIRET. Genbrugelig som det er.

Annonce