Annonce

Socialdemokratiet stemmer gult til Lindholm og julefreden sænker sig i Tivoli

Dagens nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang.
I dag har Socialdemokratiet meldt ud, at man hverken kan stemme ja eller nej til oprettelsen af et udrejsecenter på Lindholm.

Benny Engelbrecht (S) sagde fra Folketingets talerstol, at grundlaget er for usikkert til at bevilge en større pose penge til et center på øen.

EU-Kommissionen har offentliggjort en nødplan, der træder i kraft, hvis det skulle ende med et britisk ‘no deal’ til en brexit-aftale.

Og så har julefreden sænket sig over Tivoli. Forhandlingerne om en overenskomst er nemlig skudt til næste år, hvor 3F København vil presse på for at få tegnet en overenskomst for de ansatte i den nye madhal, Tivoli Food Hall.
 

Socialdemokratiet stemmer gult til Lindholm

Socialdemokratiet stemmer hverken for eller imod forslaget om at oprette et udrejsecenter på Lindholm.

Det oplyste Socialdemokratiets finansordfører, Benny Engelbrecht, onsdag under hans ordførertale ved tredjebehandlingen af finansloven i Folketinget.

Socialdemokratiet vil gerne etablere et tredje udrejsecenter i Danmark, men planerne om at placere udrejsecenteret på øen Lindholm i Stege Bugt er taget i al hast og er ikke godt nok undersøgt, lyder partiets begrundelse.

”Vi vil gerne have et nyt udrejsecenter - altså lave en opsplitning, hvor man adskiller dømte afviste asylansøgere fra øvrige asylansøgere. Men afstemningen i dag handler om at bevilge en større pose penge til sådan et center, uden at vi kender grundlaget for at placere det på Lindholm, og derfor kommer vi til at afstå fra at stemme, når forslaget sættes til afstemning,” sagde Benny Engelbrecht fra Folketingets talerstol.

Læs historien her.
 

EU’s nødplan for hårdt Brexit

EU-Kommissionen har offentliggjort en nødplan i tilfælde af et britisk ‘no deal’.

Den indeholder i alt 14 initiativer inden for otte forskellige sektorer, heriblandt inden for datasikkerhed, rettigheder for britiske borgere i EU samt klimapolitik, skriver DR Nyheder.

Ifølge næstformand Valdis Dombrovskis vil den dog kun "kunne begrænse skaden".

Nødplanen kommer nøjagtig 100 dage før, at Storbritannien efter planen forlader EU-samarbejdet den 29. marts næste år.

Også Storbritannien forbereder sig på "no deal". Der er blandt andet sendt breve til 140.000 virksomheder som opfordrer dem til at forberede sig på situationen.

Og i går meldte det britiske forsvarsministerium, at det ville have 3.500 soldater klar til at sikre livsvigtige funktioner i samfundet.

Den danske statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), sagde i sidste uge, at han ”ikke er overbevist om, at det her ender godt”.

Læs hele historien her.
 

Cordua: Tålmodigheden er opbrugt

Tålmodigheden er flere steder i Venstre ved at være opbrugt. Der tegner sig et åbent og koordineret oprør mod Venstre-formanden, som næppe kunne være dårligere timet for Løkke, skriver den borlgerlige-liberale kommentator, Jarl Cordua.

“Meget få kender endnu det præcise indhold af regeringens bebudede sundhedsreform, som forventes at blive præsenteret lige efter nytår og være et pænt stort tema i statsministerens nytårstale 1. januar. En vellykket præsentation om en på papiret populær mærkesag kan kun ses som et vigtigt afsæt frem mod forårets folketingsvalg,” skriver Jarl Cordua.

Læs historien her.
 

Blokade i tivoli er afblæst

Siden Tivoli Food Hall slog dørene op for et år siden, har fagforeningen 3F København forsøgt at tegne overenskomst for de ansatte hos restauranterne, der har lejet sig ind hos Tivoli i den nye madhal.

Det er indtil videre lykkedes på fire ud af de i alt 18 restauranter. Forleden meddelte 3F Københavns strejke- og blokadevarsel mod 14 ”stader” i Carstensens gamle haves nyåbnede restaurantområde – Tivoli Food Hall - i kraft.

”Vi lader julefreden sænke sig over Tivoli, da de har valgt at lytte til vores opråb om at genoptage forhandlingerne. Og udsigterne til at nå en aftale er for første gang gode, for det lader til, at vores budskab er sivet ind hos alle nu,” siger Bjarne Høpner, der er formand for 3F København til Fagbladet 3F.

Læs historien her.
 

Alternativ finanslov: S vil bruge 3 milliarder mere på velfærd og klima

Mette Frederiksen og kompagni ville prioritere cirka 2,8 milliarder kroner ekstra til velfærd, klima og miljø, hvis de bestemte over finansloven for 2019.

Socialdemokratiet har agt et overordnet forslag til finanslov frem, hvor skattelettelser bliver droppet, og kommuner og regioner får flere penge til velfærd.

Og de ville finde pengene ved blandt andet at annullere regeringens lempelser af bo- og gaveafgiften og ved at rulle det øgede tilskud til privatskolerne tilbage.
 

Finansordfører Benny Engelbrecht (S) fremhæver, at der med regeringens finanslov vil mangle penge til især ældrepleje og til nok ansatte i sundhedsvæsenet.

"Der kommer 25.000 flere ældre næste år. Og finansloven prioriterer ikke velfærden tilstrækkeligt til, at ældreomsorgen kan følge med," siger han.
 

Læs historien her.
 

Pio Podcast: Hvad skal der ske med de nedslidte?

Pio Podcast tager i denne episode det højaktuelle spørgsmål om nedslidning, arbejdsmiljø og tilbagetrækning op til debat.

Pensionsalderen stiger, men ikke alle kan holde til det, lyder det blandt andet fra Velfærdskommissionen.

Så spørgsmålet er: Hvad gør vi med de mennesker, der har været længst tid på arbejdsmarkedet og som ikke kan holde til at arbejde helt frem til pensionsalderen?

Der er flere løsninger på bordet; differentieret tilbagetrækningsalder, seniorførtidspension eller en helt ny ordning?

Vi går i dybden sammen med Ole Wehlast, der er forbundsformand for Fødevareforbundet NNF, Morten Skov Christiansen, der er næstformand i LO, Jan Johansen, MF for Socialdemokratiet samt Bent Bøgsted, der er beskæftigelsesordfører for Dansk Folkeparti.

Podcastvært er som sædvanlig Netavisen Pios chefredaktør, Jens Jonatan Steen.

Hør mere her.

 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Sarah Scheer er podcast-redaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet