Endnu engang har Willumsens Museum i Frederikssund formået at strikke en udstilling sammen med et tema, der kan samle en lang række kunstnere, der kan være med til at belyse og sætte J.F. Willumsens egne vidunderlige og på mange måder radikale værker i perspektiv.

Disse kunstnere har det til fælles, at de besøgte de Nordafrikanske lande, Tunesien, Algeriet og Marokko, hvor de blev betaget af det specifikt orientalistiske.

Ingen af dem malede den kontekst, som disse lande befandt sig i, med ekstrem undertrykkelse og europæisk modernitet. I stedet lod de sig forføre af det stærke lys, arabiske ornamenter og draperier, kroppenes fysiognomi og de mange farvers fortryllende spektralitet.

Arabiske iscenesættelser

Den tidligste er Theodor Philipsen, der malede ‘Gade med kameler i Tunis’ i 1882. Det er et mageløst, ideelt portræt med lyse og meget sarte farver.

Det er overraskende, set i lyset af hans lige så ideelle malerier af danske marker med drøvtyggende kreaturer, fordi han faktisk formår at skabe en intens stemning, der fremstår impressionistisk og flimrende, næsten drømmeagtigt.

Willumsens egne malerier fra flere rejser til disse lande, fremstår radikalt anderledes, nærværende, karikerede, stærkt farvemættede og konfrontatoriske, med de portrætterede menneskers særegne udtryk i forgrunden.

Menneskene er portrætteret med stærke ansigtstræk, ligesom hos Van Gogh

Det er senværker i hans oeuvre, og de er næsten ikke blevet belyst tidligere. Det kan overraske, for når man ser dem samlet, så er de mageløse, kraftige og intense. I modsætning til hans berømte malerier fra Venedig, er hans arabiske iscenesættelser hårdere og mere rå.

Det helt særlige ved disse malerier er, at de fremstår som en mellemting af lige dele inspiration fra især Van Goghs berømte værk, ’Kartoffelspiserne’ (1885), og El Grecos malerier af hellige mænd og kvinder.

Menneskene er portrætteret med stærke ansigtstræk, ligesom hos Van Gogh, og draperingerne er rynkede og folderne danner stærke skygger.

Hård realisme

Malerierne udtrykker lige dele hård realisme, og så noget lidt mere udefinerbart: noget overbelyst og metafysisk.

Noget fremmed og noget mystisk. Men ikke fordømmende. Slet ikke. Det var mere reglen end undtagelsen, at Willumsen idealiserede og iscenesatte sine malerier, hvilket også er ret så tydeligt på denne udstilling, fordi den også fremviser mange af de skitser, som Willumsen lavede som forlæg til malerierne.

Også skitserne, hvor han fokuserer på ansigtsudtryk, på draperingerne, på de næsten geometriske former, er fremragende og næsten værker i sig selv.

Abstrakt kunst

Malerier af Ejler Bille og Olivia Holm-Møller, der bærer præg af stedernes stærke farver, bliver næsten konkrete, selvom det er abstrakt kunst, fordi de optræder i denne kontekst, hvor landene er temaet. Man forstår bedre, hvad de grundlæggende har fanget.

Også Gerda Wegener er repræsenteret med en række interessante værker. De fremstår i kontekst som de mest moderne, fordi hun blandt andet har tegnet sig selv ind i en gadescene, sammen med 'beboerne', der fremtræder som kontrast.

Det skaber en underlig og tankevækkende dissonans, som de andre værker nok mangler.

Det er interessant, fordi det viser en helt anden art fascination, der også dragede blandt andet beat-generationens store digtere

Den måske mest forbløffende repræsentant på udstillingen, er den næsten ukendte maler, Gottfred Eickhoff, der angiveligt var homoseksuel, og som har malet en række betagende akvareller af unge, nydelige mænd.

Det er interessant, fordi det viser en helt anden art fascination, der også dragede blandt andet beat-generationens store digtere, der tog til Marokko, hvor de tog stoffer og havde sex med mænd.

Som et kuriosum kan nævnes, at den berømte, franske filosof, Michel Foucault nærmest var stolt af sine eskapader på sine ture til Nordafrika, hvor han havde sex med alt for unge mænd.

Ikke helt så meget om kunsten

Desværre er denne fascination af det orientalistiske ikke med i udstillingens katalog, der ret så massivt fokuserer på kolonialismen og dennes fortrængning i kunstnernes malerier.

Man kunne næsten konkludere, at selve kataloget handler om alt det, der ikke er i værkerne, og derved næsten glemmer, hvad selve udstillingen faktisk viser.

Det er for eksempel symptomatisk, at kataloget indledes af feministen Hélène Cixous, der er opvokset i Algeriet i 1940’erne.

Kort sagt, så handler det vistnok ikke helt så meget om kunsten som sådan

Hun tematiserer volden, og ikke værkerne på udstillingen. Kataloget indeholder også et essay af Rasmus Alenius Boserup, der er direktør for EuroMed Rights, og i forbindelse med udstillingen tilbydes der også foredrag af blandt andet ph.d. Rikke Haugbølle og lektor ved Københavns Universitet Jørgen Bæk Simonsen.

Kort sagt, så handler det vistnok ikke helt så meget om kunsten som sådan.

Under den brændende sol

Derimod er udstillingens fokus på turismen og dens konstruktion af stedernes autenticitet og iscenesættelse af ‘det uberørte' enormt godt skruet sammen.

Man ser reklameplakater og mange postkort, der er orientalistiske og ideale. Og det er også sandt, som man kan læse i kataloget, at disse reklamer og iscenesættelser, også afspejles i mange af malerierne.

Men ikke i Willumsens egne malerier. De er alt for hårde, delvist realistiske, med tiggere, krøblinge og hellige mænd til bare at blive reduceret til endnu et fatamorgana.

Willumsen fanger noget, der eksisterede, under den brændende sol, og under disse ekstreme vilkår, som fremstod som noget fremmedartet, men også noget nærværende, noget rystende og svært fascinerende.

Det er en mageløs udstilling, og forhåbentlig vil malerierne af Willumsen ikke fremover blive gemt væk på museernes lagre, men i stedet blive vist frem, for de er originale og noget af det bedste, som han lavede i disse år.

 

I lyset af Nordafrika. Værker fra Tunesien, Algeriet og Marokko af J.F. Willumsen og hans samtidige, danske kolleger. Willumsens Museum 2. september 2023 - 7. januar 2024.