Jeg havde ondt i maven, for jeg vidste ikke helt, hvordan jeg skulle gribe opgaven an, og jeg vidste godt, at det endelige resultat ville være mærket af mine vanskeligheder med stavning og grammatik.

Ville de mon kunne læse det, jeg havde skrevet? Ville de fortryde, at de havde ansat mig som praktikant? Ville jeg overhovedet får flere spændende opgaver efter dette?

Jeg turde ikke rigtig fortælle min kollega, at jeg havde brug for hendes hjælp til at læse notatet igennem. Jeg var jo 25 år gammel, så jeg syntes jo et eller andet sted, at det var pinligt, at min stavning og grammatik ikke sad lige i skabet.

Derfor endte jeg med at bryde sammen over for den konsulent, som skulle bruge notatet. Jeg følte mig dum og uduelig, fordi det var svært at læse sig igennem det, jeg havde skrevet.

Følelsen af utilstrækkelighed

Det var ikke første gang, jeg græd, fordi jeg skulle levere noget på skrift med en stram deadline. Jeg har før grædt over lektier, opgaver og eksamener. Men den dag blev det sidste gang, at jeg græd over den slags.

Efter et årelangt tilløb besluttede jeg mig nemlig for at blive testet for ordblindhed.

Gang på gang er jeg blevet kaldt både doven og sjusket

Jeg har lidt rigtig mange nederlag i min skoletid. Jeg har brugt lang tid på at læse mig igennem lektierne i folkeskolen for bare at blive forvirret over ikke at forstå noget.

I gymnasiet kunne jeg bruge mange timer på at skrive en opgave og få en dårlig karakter for den, selvom jeg ellers mente, at den sad lige i skabet.

Gang på gang er jeg blevet kaldt både doven og sjusket, og utallige gange har jeg fået at vide, at jeg bare skulle tage mig sammen.

Følelsen af ikke at være tilstrækkelig har hele mit liv været der - hver dag.

Valgte selv at blive testet

Alle de nederlag har jeg gået og slået mig selv i hovedet med, og det havde jeg slet ikke behøvet.

Tre måneder efter mit sammenbrud blev jeg som 25-årig konstateret ordblind. Dermed fik jeg også en forklaring på, hvorfor mange ting havde taget længere tid for mig i folkeskolen, gymnasiet og universitetet.

Og hvis bare mit handicap var blevet opdaget tidligere, så havde jeg ikke behøvet at føle mig dum og utilstrækkelig. Så havde jeg nemlig haft en forklaring på, hvorfor jeg havde svært ved det, som andre fandt så nemt.

Det var ikke nemt

Det var nu ikke fordi, det var nemt at blive testet. Det tog mange måneders mailkorrespondance frem og tilbage med styrelser, universitetet og KVUC, hvor jeg skulle testes.

Den proces var i sig selv ved at tage modet fra mig. Det havde taget så mange år at række ud efter hjælp, og så skulle det vise sig, at hjælpen var så besværlig at få.

Jeg frygtede det værste

Men jeg glemmer aldrig Mette, som testede mig. Jeg rystede af nervøsitet, da mit testresultat var klart. Jeg frygtede det værste: At testen ville vise, at jeg ikke var ordblind - at jeg bare var doven og dum, og at alle de andre havde haft ret hele tiden.

Mette fortalte mig, at testen tydeligt viste, at jeg var ordblind. Og hun fortalte mig også, at det sagde meget om min karakter, at jeg havde trodset mit handicap og var kommet så langt i uddannelsessystemet.

Et stærkt netværk hjalp mig

Så når jeg i dag tænker tilbage på, hvad jeg har klaret mig igennem uden den støtte og hjælp, som jeg egentlig havde behov for, så føler jeg mig tæt på uovervindelig. At trodse mit handicap har uden tvivl gjort mig stærkere.

Det er også kun lykkedes mig, fordi jeg har haft et stærkt netværk omkring mig.

Min mor hjalp mig med lektierne i dansk, min moster rettede mine engelskopgaver, og mine venner korrekturlæste mine afleveringer i gymnasiet og eksamensopgaverne på universitetet, så censor kunne læse og forstå det, jeg havde skrevet.

Det er jeg dybt taknemmelig for.

Ikke alle får den nødvendige hjælp

Desværre er det bare ikke alle ordblinde, der har et stærkt netværk at hente hjælp hos. De fortjener ikke at føle sig dumme og utilstrækkelige, sådan som jeg har gjort gang på gang.

Bliv testet og få en afklaring.

Tværtimod fortjener de at kende til deres handicap. Derfor bør vi også screene alle elever for ordblindhed tidligt i deres skoleforløb, så ingen udsættes for det samme svigt som mig. Og vi bør garantere, at alle ordblinde kan få hjælp og støtte til at trodse deres handicap.

Der er dog også mange derude, der ligesom jeg er blevet voksne uden at vide, at de er ordblinde. Og til jer vil jeg gerne komme med en opfordring: Bliv testet og få en afklaring.

Er blevet stærkere

Hvis der er én ting, jeg har lært af først at blive konstateret ordblind som 25-årig, så er det, at man pludselig føler sig stærkere end nogensinde ved tanken om, at man aldrig nogensinde var så dum og doven, som man hele livet har fået at vide.

I stedet finder man nemlig ud af, at man er tæt på uovervindelig, fordi man formåede at give sit handicap fingeren og komme langt i livet på trods af det.

Den følelse fortjener alle ordblinde at opleve.