Annonce

Statsministeren: "Vi står på ubetrådt land"

”Det, jeg vil sige her i aften, vil få store konsekvenser for alle danskere,” lød meldingen på et historisk pressemøde.
”Det, jeg vil sige her i aften, vil få store konsekvenser for alle danskere.”

Sådan indledte statsminister Mette Frederiksen (S) aftenens pressemøde i Spejlsalen. Her orienterede regeringen og myndighederne om den seneste udvikling vedrørende COVID-19 – bedre kendt som coronavirus – og nye tiltag for at inddæmme smitte i Danmark.

Det, jeg vil sige her i aften, vil få store konsekvenser for alle danskere

Et pressemøde, hvor alvorens karakter også kom til udtryk ved, at pressen var blevet bedt om kun at sende én repræsentant fra hvert medie, og hvor de fremmødte journalister sad på hver anden stol for at holde afstand til hinanden.

Situationen er nu så alvorlig, at Danmark bevæger sig ind i ”den næste fase i epidemien”, sagde Mette Frederiksen. Derfor tager regeringen og myndighederne nu stærkere midler i brug for at hindre og som minimum forsinke smittespredning.

Det drejer sig om følgende tiltag:

  • Elever og studerende på alle uddannelsesinstitutioner sendes hjem
  • Alle indendørs kulturinstitutioner, biblioteker, fritidstilbud mv. lukker
  • Alle offentligt ansatte, der ikke varetager kritiske funktioner, sendes hjem
  • Det private arbejdsmarked
  • Lukning af skoler og dagtilbud
  • Begrænset anvendelse af kollektiv trafik
  • Restriktioner i forhold til plejehjems- og hospitalsbesøg
  • Hastelovgivning som giver mulighed for at gennemtvinge særligt nødvendige foranstaltninger
  • Forbud mod at samle flere end 100 personer indendørs
  • Udenrigsministeriet skærper sine rejsevejledninger
  • Yderligere restriktioner ved indrejse i Danmark

placeholder

 

Italien er et skrækeksempel

Baggrunden for de drastiske tiltag er, at antallet af smittede er mere end tidoblet siden i mandags, hvor tallet var 35 smittede.

Mette Frederiksen henviste til Italien, som er lukket ned, og hvor hele landet er blevet erklæret for ”rød zone”. For det går allerede hurtigt herhjemme – også for hurtigt, lød det fra statsministeren:

Det er virkeligheden i et land, som de fleste af os kender

”Jeg vil gerne understrege: Det er ikke et skræmmebillede. Det er ikke et fantasifuldt udtænkt fremtidsscenarie. Det er virkeligheden i et land, som de fleste af os kender; hvor mange har været på ferie. Et land i Europa – i vores del af verden. Vi skal undgå, at for mange bliver smittet på én gang, som det er sket i Italien.”

Sundhedsvæsnet kan ikke følge med

Der er en særlig forpligtelse til at hjælpe de svageste i samfundet, understregede Mette Frederiksen. Det gælder de mest sårbare, mennesker med kroniske sygdomme, kræftpatienter og de ældre.

Hun fremhævede igen situationen i Italien, hvor der mangler respiratorer og personale på hospitalerne:

Vi står i en helt ekstraordinær situation

”Hvis mange bliver smittet, kan kapaciteten på intensivafdelingerne ikke følge med. Sundhedspersonalet kan ikke følge med. Ikke kun fordi sygehusene bliver overbelastede af kritisk syge mennesker – men også fordi en stor del af plejepersonalet selv kan blive syge eller være i karantæne. Det er præcis den situation, vi skal gøre alt, hvad vi kan for at undgå.”

Unormalt med så vidtgående tiltag

De nye tiltag kommer til at få store konsekvenser for hele Danmark. Men alternativet – ikke at gøre noget – ville være langt værre, sagde Mette Frederiksen og erkendte:

”Normalt ville en regering ikke gå ud med så indgribende meldinger uden at have løsningerne klar for alle berørte. Men vi står i en helt ekstraordinær situation.”

Kommer jeg til at begå fejl? Ja

Det vil også have store omkostninger for virksomheder og ansatte. Virksomheder vil opleve økonomiske tab, og medarbejdere vil opleve at blive fyret og miste deres arbejde. Derfor er regeringen i dialog med arbejdsmarkedets parter, fortalte Mette Frederiksen.

Danmark kommer heller ikke igennem den nuværende, ekstraordinære situation, uden at der bliver begået fejl undervejs, indrømmede statsministeren:

”Vi står på ubetrådt land. Vi står i en situation, som ikke ligner noget, vi har prøvet før. Kommer vi til at begå fejl? Ja. Kommer jeg til at begå fejl? Ja.”

Politisk medarbejder i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) og tidligere student på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet