Annonce

Tak til politikerne for at færre nu kommer til at dø af asbest

I dag fremsættes lovforslag om ny autorisationsordning for arbejde med asbest. Samtlige af folketingets partier lader til at bakke op om det, og det skal der lyde en stor tak for. Det er rigtig mange menneskers liv og tryghed, ordningen får betydning for
Foto: Jonas Krøner
Henrik W. Petersen, forbundsformand for Blik- og Rørarbejderforbundet
300 danskere dør årligt af sygdomme relateret til asbest. Det er et skræmmende tal – og en undersøgelse viser endda, at tallet kan være endnu højere.

300! Til sammenligning var der 155, der sidste år mistede livet i trafikken.

Derfor er det så vigtigt, at en autorisationsordning på arbejde med asbest nu bliver gennemført.

Det skal der lyde en tak til politikerne for! 

Det er fortidens fejlslagne beslutninger, der nu ligger og ulmer som en trussel mod mange danskeres ve og vel. En trussel, der måske endda kun er stigende, når de asbestholdige materialer nedbrydes eller beskadiges og asbestpartiklerne spredes.

Og en trussel som kommer i takt med, at særligt bygningerne fra 70’erne og 80’erne skal renoveres, hvor man i stor stil brugte de asbestholdige materialer.

Det gjorde man blandt andet, fordi asbestmaterialer havde en længere holdbarhed. En holdbarhed, der gør, at vi stadig her flere årtier efter, at det blev forbudt at benytte – må leve med konsekvenserne.

De første, der ofte støder på asbesten, er de håndværkere, der skal renovere de ældre bygninger. Når VVS’eren skal udskifte gamle rør i kælderen, når tømreren skal lave nyt tag – eller når elektrikerne udskifter forældede elinstallationer.

Tak for at tage problemet alvorligt, og tak for at gøre noget ved det

Og vi ser desværre alt for ofte, at faren ved asbest ikke tages alvorligt. Særligt har det været et problem, at nogle af de virksomheder, der har skullet fjerne det – simpelthen ikke har haft styr på deres arbejde eller forstået alvoren af det.

Tak for at tage problemet alvorligt, og tak for at gøre noget ved det.

Autorisation skal sikre ordentlige arbejdsvilkår

Der er desværre alt for mange af vores medlemmer i Blik- og Rørarbejderforbundet, der i løbet af deres arbejdsliv har været udsat for asbest. Og derfor står opført i en asbestprotokol i dag.

Derfor gør det mig også vred, når man med jævne mellemrum i medierne har kunnet læse om, hvordan virksomheder har foretaget asbestsanering uden at vide, hvad de havde med at gøre.

Arbejdet var simpelthen ikke blevet gjort grundigt nok

Fyens Stiftstidende har eksempelvis skrevet om, hvordan blandt andet VVS’ere og elektrikere på Højstrupparken i Odense blev forsikret om, at der var foretaget asbestsanering – og derfor ikke var grund til bekymring.

Men da håndværkerne på pladsen selv fik foretaget en uafhængig prøve, viste det sig, at der stadig var asbeststøv. Arbejdet var simpelthen ikke blevet gjort grundigt nok.

DR Kontant har også afdækket, hvordan en virksomhed fjernede asbest uden at anmelde det til myndighederne, kastede med asbestfyldte sække, så det blev spredt ud på grunden – og tørrede det farlige asbeststøv af hænderne og arbejdstøj med køkkenrulle.

Bare for at nævne et par historier.

Der kommer også en øget egenkontrol og ikke mindst tilsyn med virksomhederne

Det er det, en ny autorisationsordning skal gøre op med.

Det bliver både et krav, at virksomheder skal have en autorisation for at arbejde med asbest – en autorisation, der kan fratages dem igen, hvis de ikke lever op til reglerne.

Der kommer også en øget egenkontrol og ikke mindst tilsyn med virksomhederne.

Og så bliver det et krav, at virksomhederne skal have en eller flere fagligt ansvarlige, der skal personligt godkendes til at være det.

Så det ikke er nok i sig selv, at virksomheden har en autorisation – der skal også være kvalificerede medarbejdere inde over arbejdet.

Alle vigtige initiativer for at skabe et mere sikkert og trygt arbejdsmiljø.

Tak – nu kommer færre til at dø af asbest!

Forbundsformand, Blik- og Rørarbejderforbundet


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Godt at der nu er kommet en aftale på plads - Bare utroligt at det har taget så lang tid - at asbest er et forbandet giftigt stof er ikke nogen nyhed - Historierne fra Ålborg Portland har været mange - selv vask af arbejdstøjet fra de ansatte udgjorde en potentiel risiko for at komme til at indånde stoffet -
Det er et sort kapitel i dansk industri og især for FL Schmidt der ejede og udvandt asbesten fra en åben mine i Troodos bjergene på Cypern uden de nødvendige sikkerhedsforanstatninger overfor de lokale ansatte og omgivelserne -

Så mangler vi kun at få indført et forbud mod køb og salg af tobak, den største "dræber" som er skyld i at ca. 15.000 personer dør hvert år af rygerrelaterede sygdomme (iflg. TV-lægen, Peter Qvortrup Geisling).
Hvornår begynder fagforeningen at kæmpe for et tobaksforbud af hensyn til deres medlemmers helbred, tobak er årsag til lungekræft og hjertesygdomme, så salg og køb af tobak burde stoppes hurtigst muligt. Det samme gælder for alkohol. hvor ca. 3.000 personer dør hvert år af alkohol relaterede sygdomme. Det må lige være noget for fagforeningen, Rør og blik, at kæmpe for at deres medlemmers helbred ikke lider skade på grund af rygning og indtagelse af alkohol.

Er der nogen der har tænkt mere over det. I Danmark er der rigtig mange gamle huse der endnu ikke er gennemrenoveret, især i yderområderne, det er også her de billigste huse ligger, og som i øvrigt er svære at låne penge til/i. Disse huse er igennem tiden blevet reddet af gør det selv folket. det er så slut nu. for bliver forslaget stemt igennem, vil man stort set ikke kunne røre disse huse, hele vejen op i 80´erne fyldte man jo asbest i næsten alle byggematerialer, herunder fuger, fliseklæber, tag, tapet, isolering osv. så kan man som privat ikke længere arbejde med nogle af disse ting, og skal man have håndværker til alt, hvad mon der så kommer til at ske men alle de gamle huse? og især de huse som ikke ligger på de dyre adresser. 

Når man læser artiklen får man det indtryk at alle husbygningsmaterialer skal betragtes som "giftigt" affald og håndteres som sådan. Når man har så "farlige" stoffer i loft, vægge og gulve, er det ikke til at forstå at den gennemsnitlige levealder har været stigende siden 1940.

Der er vist ikke megen kommunikation mellem ministerierne,
Miljøministeren, Magnus Heunicke, regeringen og folketinget har lige vedtaget en lov om at genbruge så mange byggematerialer som muligt fra de ejendomme over 250 m2 der skal nedrives. (med eller uden asbest vides ikke).
Energiminiministeriet har for mange år siden lovgivet om energimærkning af alle boliger i forbindelse med et salg incl af nybygninger. Her vil energikonsulenten i mange tilfælde foreslå at man udskifter alle døre og vinduer til nye for at mindske energiforbruget uanset om de eksisterende ikke fejler noget. Det samme gælder for udskiftning af hårde hvidevare som også anbefales udskiftet, men hvad så med genbrug? er det ikke på tale?

Stort tillykke til os alle med forslaget om ny autorisationsordning!

MEN betyder det slut med, at jobcentre m.fl. uden videre sender borgere ud for at fjerne asbest på fx kommunale ejendomme fx som led i arbejdsprøvning?

Eller skal udsendte borgere fremover gennemgå uddannelse for at blive "fagligt ansvarlige" forinden udsendelse til asbestarbejde?

Umiddelbart virker det på mig til, det ikke er tilfældet.- Både arbejdsløse og gamle belaster jo de kommunale og statslige budgetter, så det er nok derfor, jeg ikke kan finde noget om det i lovforslaget ....