Sundhedsvæsenet er en vigtig del af vores velfærdssystem. Det skal være der, når vi har brug for det med den bedste kvalitet og tæt på, hvor vi bor. Det er noget, de fleste går op i. Og rigtig mange følger interesseret med i de mange spændende udviklinger og muligheder tiden byder på. Fejltagelser eller mangler i systemet giver genlyd og bekymring.

Når båden alligevel ikke kæntrer, skyldes det, at systemet ledes af en række direkte folkevalgte

Det er den slags genlyd, der giver patientforeninger, lobbyister, faglige og politiske interessenter eller plattenslagere god vind i sejlene. Når båden alligevel ikke kæntrer, eller kommer på hel skæv kurs, skyldes det, at systemet ledes af en række direkte folkevalgte, som føler et samlet ansvar for at sørge for, at tingene fungerer.

Regionspolitikerne skal være i konstant bevægelse
Flere af regionspolitikerne har gennem en årrække erhvervet sig indblik og indsigt i mangt og meget. De kender tilfældige stormvejr og kan bruge nye informationer. De har deltaget i etiske overvejelser, drøftet systemets udformning, taget udgangspunkt i alle patienternes behov og lyttet til faglig rådgivning fra mange forskellige steder. De er ikke uvidende om faglige modsætningsforhold, personalegruppernes interne slagsmål eller almindelig forandringstræghed.

De, der har været med længe, ved også, at netop i dette område tager ting ofte tid, lige fra lukninger og nybyggerier til bygningsændringer og, indføring af nye metoder over det hele. Her skal anskaffes nyt apparatur og medicin, måske samarbejdes med firmaer om special udvikling. Rigtig mange personer skal ofte på skolebænken for at kunne håndtere ny teknologi og viden, og ikke mindst den nye elektroniske verden og dens vidundere kræver eftertanke. Det er et system, som er i konstant forandring med krav om ikke bare forbedringer, men også omprioriteringer og besparelser. Det er også meget store systemer, hvor beslutninger både kan misforstås og glemmes. Ordentlighed i gennemskuelige politiske kompromisser er nødvendige, når man skal kontrollere, at det besluttede er ført ud i livet på den rette måde.

Politikerne skal ikke bare tænke nyt eller ideologisk, men konstant være i bevægelse for at indhente relevante erfaringer i den virkelighed, der leves mellem patienter og personale.

Politikerne skal ikke bare tænke nyt eller ideologisk, men konstant være i bevægelse for at indhente relevante erfaringer i den virkelighed, der leves mellem patienter og personale. Der er behov for ansvarlig indsigt i hverdagslivet, men også at man følger med i de mange nye muligheder, der kommer både hjemme og i udlandet. Politikerne skal udvise stor lydhørhed, lyst til konstant at samle viden og lære nyt. Men da systemet er stort, og patienterne er afhængig af stabilitet og kontinuitet, må der samarbejdes på tværs af partier – som man gør det i kommunerne, hvor man også sammen er ansvarlig om driften. Borgernes penge skal bruges rigtigt. Ordentlighed i gennemskuelige politiske kompromisser er den eneste farbare vej, når man skal kontrollere, at det besluttede er ført ud i livet.

Absurd dårlige politiske arbejdsvilkår
Arbejdsbyrden for regionernes politikere er mindst på størrelse med de folkevalgte i de største kommuner. Alligevel er aflønning og arbejdsvilkårene ikke engang som i de allermindste kommuner. Det er ikke blot absurd, men også ufornuftig. Det demokratiske liv får al for ringe vilkår. Det bør der gøres noget ved, for der er alt for mange, der ellers ikke kan være med.

Alligevel er aflønning og arbejdsvilkår ikke engang som i de allermindste kommuner. Det er ikke blot absurd, men også ufornuftig

Det er folkevalgte, der bedst sætter retningen og vogter på, at sundhedsopgaverne og systemet udvikler sig til glæde for alle patienterne og i overensstemmelse med det, befolkningen ønsker. Det er derfor ikke direktører og andet personale, forretningsbestyrelser, medicinalindustrien eller lobbyistforeninger, der kan have ansvaret, men de direkte folkevalgte, der skal stå til ansvar offentligt og åbent. Der er brug for større åbenhed, vidensformidling og drøftelse med borgerne tættere på - ikke mindre.

En ung nærdemokratisk institution
De danske regioner er forholdsvise unge som nærdemokratisk institution. Regionerne er meget forskellige i størrelse, og udfordringerne har også været forskellige. Måske er det netop i forskelligheden, at succesen gemmer sig. Der er dog næppe tvivl om, at fusionen i hovedstaden har indebåret en række særlige vanskeligheder  Regionen er meget større, har langt mere forskning, samarbejde med flere virksomheder og med en noget anderledes kommunestruktur at samarbejde med.

Måske er det netop i forskelligheden, at succesen gemmer sig

Hvor Nordjylland stort set er det gamle amt med færre opgaver, og Midt, Syd og Sjælland er sammenlagte amter, er hovedstadsregionen ikke blot en fusion af to tidligere amter, men også med en selskabsagtig konstruktion. Hovedstadens sygehusfællesskab indeholdt to kommuners hospitaler og et statshospital. Her er samkøringer af IT en voldsom vanskelig sag, medens man i resten af landet har andre udfordringer for eksempel afstandene til de centraliserede behandlingssteder .

Alle regionerne tager udgangspunkt i, hvor de er, og de lokale udfordringer. De samarbejder, men rummer den forskellighed, som er baggrunden for at skabe det bedste for borgerne. Derfor skal man huske at stemme også til regionsvalget.

ibeke Storm Rasmussen er tidligere byrådsmedlem Albertslund (S), tidligere amtsborgmester i København (S) og tidligere formand for Region Hovedstaden(S).
‘Dagens Pioklumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.