Annonce

Tre uheldige politikere fra hvert sit parti og Stram Kurs på vej mod tinge

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Ud over den længe ventede aftale om seniorpension bød torsdagen på tre uheldige politikere: Kim Christiansen (DF), Simon Simonsen (S) og Thorkild Gruelund, nu ekskluderet konservativ i Hørsholm Kommune.

Og så har Rasmus Paludan og Stram Kurs, ifølge den seneste Megafon-måling, direkte kurs mod Folketinget.

Velkommen til dagens Aktuelt.

 

Kim C. taget på fersk gerning: Kører bil, mens hans snakker i mobil

Med en mobil i hånden susede Dansk Folkepartis færdselsordfører, Kim Christiansen, afsted på motorvejen ved Aarhus Nord onsdag eftermiddag. Dansk Folkepartis færdselsordfører har ellers tordnet mod bilister, der bruger deres telefon, mens de kører bil.

Det skriver Ekstra Bladet.

'Det er jo udtryk for mangel på respekt for trafiksikkerheden og sine medtrafikanter, hvis man har behov for at tale i telefonen under kørslen og så ikke anskaffer sig den smule udstyr, det kræver at gøre mobilen håndfri,' sagde han i en pressemeddelelse fra Dansk Folkeparti, da bødestraffen for at tale i mobiltelefon, mens man kører bil, blev forhøjet i 2011.

I december sidste år har Kim Christiansen sammen med et enigt folketing været med til at skærpe straffen for at køre i bil, mens man bruger mobiltelefon, så det i fremtiden koster et klip i kørekortet og en bøde på 1500 kroner.

Personen, som Ekstra Bladet har fået billedet af, ønsker ikke sit navn frem, men fortæller, at Kim Christiansen kørte omkring 100 km/t., mens han havde mobilen op til øret.

Han fortæller, at han så Kim Christiansen tage mobilen fra det ene øre til det andet.

Kim Christiansen har siden januar 2016 været formand for Færdselssikkerhedskommissionen.

Det fremgår af færdselslovens paragraf 55a, at 'førere af køretøjer må under kørsel ikke benytte sig af håndholdte mobiltelefoner'.

Læs mere her.

 

Mette F. tager afstand fra S-medlem af Borgerrepræsentationen

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, tager i et opslag på sin Facebook-profil markant afstand fra et socialdemokratisk medlem af den københavnske borgerrepræsentation, Simon Simonsen, der har kritiseret Roskildes socialdemokratiske borgmester, Joy Mogensen, for at være blevet gravid via en anonym donor.

Den kritik tager Mette Frederiksen klart afstand fra:

”Om man bliver gravid med hjælp eller ej. Om man er en eller to om at påtage sig forældreopgaven – det er simpelthen ikke op til andre at fælde dom over. Det er der en socialdemokratisk politiker, der har gjort. Det er for mig helt uforståeligt. Ikke alene er det et politisk synspunkt, der er langt fra Socialdemokratiets. Det er også et uhørt angreb på en kollega,” skriver Mette Frederiksen bl.a. i sit Facebook-opslag.

placeholder

 

K-veteran smidt ud af partiet

En indædt strid om vejretten til værtshuset Hubertus på Hovedgaden i Hørsholm har kostet den konservative lokalpolitiker Thorkild Gruelund hans medlemskab af partiet.

Et klart flertal i den lokale partiforening har ekskluderet den 71-årige politiker, skriver Lokalavisen Hørsholm.

Således mente 80 procent af de 67 fremmødte medlemmer på den ekstraordinært indkaldte generalforsamling, at Thorkild Gruelund har blandet private interesser sammen med sit offentlige hverv i kommunalbestyrelsen.

Thorkild Gruelund ejer værtshuset Hubertus og striden om vejretten vandt han i retten over Hørsholm Kommune. Samtidig kritiserede han "både borgmester Morten Slotved og embedsmænd", skriver lokalavisen.

Læs mere her.

 

Stram Kurs på vej mod Folketinget

Ny måling indikerer, at Stram Kurs kan ende med at komme i Folketinget. Samtidig får blå blok den ringeste opbakning i hele denne valgperiode.

For første gang giver en meningsmåling et bud på, hvor stor opbakningen er til det yderligtgående islamkritiske parti, Stram Kurs, der efter alt at dømme vil være på stemmesedlen ved det kommende valg.

Målingen er foretaget af Megafon for TV 2 og Politiken og giver partiet 2,7 procent af stemmerne.

Læs mere her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet