Af en analyse i netmediet Fredericia Avisen fremgår det, at Andreassen er den bedste af de tre borgmesterkandidater.
"Med en baggrund i partiet siden barndommen, er Andreassen særdeles godt bekendt med de socialdemokratiske rutiner," hedder det blandt andet i analysen, der fremhæver Andreassen på bekostning af de to øvrige S-borgmesterkandidater.
Andreassen fremhæves også for sit gode netværk på Christiansborg.
Men Fredericia Avisen oplyser derimod ikke, at Andreas Dyhrberg Andreassen ejer mediet, eller at journalisten, der har skrevet analysen, Janus Bang, er hans bror.
Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole kritiserer den manglende deklaration i Fredericia Avisen:
“Det er meget vigtigt, at læserne får at vide, at den anbefalede politiker ejer mediet, og at skribenten er hans bror. Det er både mediet, der betaler journalistens løn, og så er der jo en familiemæssig relation,” siger lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, Roger Buch, til TV Syd.
De to øvrige socialdemokratiske borgmesterkandidater, John Nyborg og Christian Bro, er begge medlemmer af Fredericia kommunalbestyrelse.
Andreas Dyhrberg Andreassen er ikke medlem af byrådet, men derimod Socialdemokratiets folketingskandidat i Fredericia-kredsen.
Den nuværende borgmester, Steen Wrist (S), har meddelt, at han stopper i lokalpolitik ved udgangen af denne valgperiode, og derfor skal socialdemokraterne i Fredericia 6. marts vælge ny borgmester-kandidat.
Af analysen i Fredericia Avisen fremgår det, at Andreas Andreassens to konkurrenter, John Nyborg, 60, og Christian Bro, 60, er for gamle.
Analysen er illustreret af et billede af John Nyborg og Christian Bro fra byrådssalen. Analysen bærer overskriften: “Hvor er Socialdemokratiets fremtid”.
Både John Nyborg og Christian Bro afviser over for TV Syd, at de skulle være for gamle.
I et opslag på Facebook lagt op torsdag omtaler Andreas Dyhrberg Andreassen ikke kritikken af, at analysen i Fredericia Avisen ikke har deklareret, at han ejer mediet og forfatteren til analysen er i nær familie med ham. Derimod kommenterer Andreas Andreassen temaet borgmesterkandidater og alder/erfaring:
“En særlig undertone, som jeg også hører i uge 1 (I borgmester-valgkampen, red.), er også et spørgsmål om alder og erfaring. Den bryder jeg mig til gengæld ikke om,” skriver Andreassen og fortsætter:
Jeg ønsker ikke at blive valgt "bare", fordi jeg er "ung"
“Jeg ønsker ikke at blive valgt "bare", fordi jeg er "ung". Jeg kommer ligesom de andre med mine erfaringer. De er anderledes end de andres - men jeg mener, de er mindst lige så værdifulde. Ellers ville jeg jo ikke stille mig til rådighed.”
Efter offentliggørelsen af denne artikel har Fredericia Avisen - med en uges forsinkelse - deklareret, at Andreas Andreassen ejer Fredericia Avisen, og at journalisten bag analysen er Andreas Andreassens bror
Kommentarer
Nu skal man jo ikke tro på alt hvad man læser
.
Typisk socialdemokratisk.