VLAK-regeringen: Et hold ingen rigtig savner

For et år siden, var Danmark stadig ledet af en borgerlig regering. VLAK-regeringen sad på magten, om end uden mulighed for at gøre en politisk forskel.
Foto: Pressefoto: Venstre
Tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).
Valget 5. juni havde peget på et solidt flertal til venstre for midten, men indtil 27. juni sad VLAK regeringen stadig i regeringskontorerne, om end uden mulighed for at gøre en politisk forskel. Ikke at dét var nogen stor forandring fra de foregående 2½ års kaotiske borgerlige samarbejde, nu jeg tænker efter. Men ikke desto mindre.

For et år siden hed statsministeren Lars Løkke Rasmussen, Rasmus Jarlov var erhvervsminister, Mai Mercado var socialminister, Ole Birk Olesen var transportminister og Thyra Frank var ældreminister. Et hold af politikere, ingen rigtigt savner, hvis de overhovedet huskes.

Hvem savner Hellas disruptioncirkus?

Hvem synes i dag, at beslutningen om at gøre de store og benzinslugende biler billigere, er et vigtigt, ja overhovedet acceptabelt politisk mål? Det virker absurd; en overlevering fra en tid for længe siden, hvor man ikke behøvede at tænke på klimaet, de giftige dieselbiler og trængslen og støjen fra bilerne, som gør mennesker syge.

I dag kan vi se, hvor meget vi har brug for vores velfærd og for alle dem, der stiller op, når det brænder på.

Hvem synes i dag, at det var en god idé systematisk at skære den offentlige sektor ned, år efter år efter år, ved hjælp af det såkaldte omprioriteringsbidrag? I dag kan vi se, hvor meget vi har brug for vores velfærd og for alle dem, der stiller op, når det brænder på. Men vi kan også se, hvor meget man kan ødelægge, når man skærer ned uden at tænke på konsekvenserne.

Hvem savner Anders Samuelsen og hans 21 pokaler; én for hver milliard han havde fået trumfet igennem som skattelettelser på bekostning af den offentlige sektor?

Hvem savner Inger Støjbergs kagecirkus, hvor hun gjorde integrationsområdet til ren populisme og magtfuldkommenhed? 

Og nævn mig én person, der savner Hella Joofs Disruptionråd. Det var det med at brænde indianerlandsbyerne ned hvert syvende år, hvilket indianerne så ikke gjorde når det kom til stykket, men det var vist ikke så vigtigt for hendes pointe.

Jeg skal hilse og sige, at jeg overhovedet ikke behøver mere disruption. Jeg har intet behov for at ændre ting bare for at gøre det. Og jeg synes faktisk, at der er mange ting i vores samfund som i bund og grund fungerer godt, hvilket corona-krisen har bevist.

Det føles som et årti siden alt det skete, som noget fra de overglade champagnetider i nullerne. Men det er kun et år.

Den farlige selvtilfredshed

Det år, der snart er gået, har betydet en kæmpe forskel. Danmark er heldigvis stadig Danmark, men vi er blevet mere opmærksomme på, hvor dyrebar vores samfundsmodel, vores fællesskab og vores velfærd er.

Året der er gået, har også betydet en forskel på konkrete områder, hvor det var mere end tiltrængt. Vi har skrottet uddannelsesloftet, vedtaget en klimalov og forbedret normeringerne i vores daginstitutioner. Eksempler på åbenlyst fornuftige ting, som man kan undre sig over, ikke var sket for længst.

I en situation, hvor den borgerlige opposition er splittet og virker rådvild, er det let at læne sig tilbage og nyde medvinden. Nyde, at det for en gangs skyld er en socialdemokrat, der sidder i Statsministeriet. At det område for område går den rigtige vej. At Socialdemokratiet har en statsminister, der gør det vanvittigt godt og at vi har historisk stor opbakning i meningsmålingerne.

Vi må ikke læne os tilbage

Men det vil være både farligt og forkert at læne sig tilbage. For der er stadig er mange ting, der kalder på politisk handling. Klimaområdet for eksempel, hvor vi er kommet rigtigt godt i gang men jo slet ikke er i mål med at reducere vores udslip af drivhusgasser med 70%.

Vores velfærdssamfund fungerer heller ikke, som det skal. De ansatte løber stadig for stærkt. Borgerne får stadig ikke altid den velfærd, de fortjener. Og der er stadig alt for mange bureaukratiske regler, som er en overlevering fra dengang man troede, at god velfærd opstod ved at registrere og detailstyre så meget som muligt. Det kræver både penge og politisk mod at ændre det, for det betyder at vi lader registrering afløse af tillid.

Vi kommer til at træffe vigtige men svære beslutninger om vores uddannelsessystem, så det giver alle unge den bedst mulige start i livet.

Og så mangler vi stadig at få løst udfordringerne for vores unge. Alt for mange af dem, der bliver uddannet, går direkte ud i arbejdsløshed. Det kan vi ikke være bekendt, ærligt talt. Hvem tænker på alle de unge, der bliver færdige med en erhvervsuddannelse lige nu og går direkte ud i arbejdsløshed? 

Vi kommer til at træffe vigtige men svære beslutninger om vores uddannelsessystem, så det giver alle unge den bedst mulige start i livet. Så vi ikke først og fremmest tilgodeser dem, der har det meste med hjemmefra.

Et sted at starte er vores erhvervsuddannelser, som stadig søges af for få unge og stadig kan mønstre for få praktikpladser, selv om faglærte er knaldvigtige for vores samfund. Og selv om det er på erhvervsuddannelserne, at de unge som IKKE kommer fra et pænt middelklassehjem, får muligheden for at komme godt fra start.

Alternativet er ubærligt

Det bliver helt ærligt ikke nemt, men det er nødvendigt. Og vi kan kun gøre det, hvis vi tør og vil holde den politiske diskussion i gang, selv om de borgerlige ikke er der til at diskutere med.

Alternativet er, at vi går i stå. At regeringen bliver en samling politikere, der kører rundt i store biler og ser vigtige ud, men ikke får udrettet noget politisk. Ligesom det skete for Rasmus, Mai og Thyra, dengang for et år siden.

Henrik Andersen er cand.scient.pol. Han har i en årrække arbejdet i krydsfeltet mellem politik, analyser og rådgivning og har siden 2016 været tilknyttet Netavisen Pio som klummeskribent og anmelder. Han er desuden kredsformand for Socialdemokratiet i Gladsaxe.

Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Mette F og hendes regering gør det godt og solidt. 110/69 i Voxmeter i dag, ak ja. Håber det holder til valgdagen. Og tiden derefter.Men nu skal vi tænke på økonomien og hvad vi bruger penge på og til. Spændende at følge debatten i dag mandag, hvor hun hold fremragende tale. V formand holdt også en tale, med en del kritïk over de ting han selv har været med til at vedtage. Men godt V ikke har stået med VLAK ved roret, så var covid-19 da endt helt ude i gak gak land.

Den regering savner ingen socialt ansvarlige.
Socialt ansvarlige savner til gengæld et socialt ansvarligt socialdemokrati.
Statsministeren iværksatte som beskæftigelsesminister en sand jagt på syge, skadede, handicappede mennesker, som hun ikke vil tage afstand fra - endsige undskylde. Statsministeren, som aldrig selv har befundet sig på det reelle arbejdsmarked, kan ikke forestille sig, at "helt almindelige danskere" kan finde værdi i en tilværelse udenfor netop dette.. Arne må vente og Mette forhøjer pensionsalderen alt imens, hun skraber sammen til sig selv. Mette er Djøffer og hytter sig og sine - så må de rigtige arbejdere knokle des længere, så de kan leve et komfortabelt liv. FØJ!

Mette Frederiksen er den bedste Statsminister
Danmark har haft siden Harald Blåtand
OG FØJ til dig Thomas