Voldtægt - når ord ikke slår til 

Det er så vigtigt, at vi som samfund får det stadsfæstet, at en voldtægt eller et forsøg på voldtægt aldrig kan være offerets skyld. Det kræver ændringer af både kulturen i samfundet og kulturen hos myndighederne.
Rundt om i landet er der i dag demonstrationer mod voldtægt. Jeg skal selv tale ved en af dem, og vil gerne indrømme, at talen er en af de sværere at skrive. Min foragt for de, der begår voldtægt er stor. Derfor skriver ordene om min afstandtagen sig selv. Ligesom det er let at kræve hårdere straffe og bedre tilbud til ofrene. Men tilbage står det svære dilemma mellem retssamfund og forargelse. Her bliver ordene sværere. Hvis de vel og mærke skal være mere end blot ord.

Voldtægt er i mine øjne en af mest alvorlige, nedbrydende og ødelæggende forbrydelser, man som menneske kan begå mod et andet menneske. Det er vold, overgreb, udnyttelse og ydmygelse samlet i en handling, der efterlader ofret med dybe ar på både krop og sjæl. Alle der kender voldtægtsofre ved, hvor hårdt overgrebet rammer. Og hvordan det ikke går væk med tiden – men ofte blokerer for at livet kan gå videre som før.

Det er vold, overgreb, udnyttelse og ydmygelse samlet i en handling

Mange voldtægtsofre føler selv skyld. En skyld så stor, at de end ikke anmelder overgrebet. Allerede her ligger det første problem. Vi skal have ændret den kultur, hvor skæve kønsforestillinger og skam ikke skygger over kriminalitet.  Vi må aldrig tolerere, at der stilles spørgsmålstegn ved at mænd og kvinder i Danmark er ligestillede.

Enhver henvendelse til politiet skal tages dybt seriøst, og offeret skal vises respekt og omsorg. Her er der plads til forbedringer. Og så skal vi have forlænget forældelsesfristen. Vi ved, at der er mange sager, hvor offeret ikke anmelder forbrydelsen med det samme. Tiden går, og det er kun en fordel for gerningsmanden. Forældelsesfristen skal derfor forlænges. Jeg diskuterer også gerne, om den helt skal fjernes.

Plads til forbedringer i hele kæden
Straf er et vigtigt element i kampen mod voldtægt. Straf handler i høj grad om retfærdighed. Det kommer jeg tilbage til. Men en ting er sikkert; straf kan aldrig stå alene i kampen mod voldtægt. Også forebyggelse er helt afgørende at have fokus på. Det samme er myndighedernes håndtering af voldtægtssager. Her er der meget at komme efter. Og vi skal have fat i alle hjørner.

Lige fra når offeret møder politiet og indgiver anmeldelse til sagsbehandling af sagerne samt hjælpen og støtten til offeret, undervejs og efterfølgende. Samtlige af disse elementer kan tåle at blive forbedret. Flere af dem sågar markant. Men vi skal også have fokus på de mange sager, der aldrig anmeldes. Dem skal vi have frem i lyset. Det handler både om kulturen i samfundet og om kulturen hos myndighederne.

Det handler både om kulturen i samfundet og om kulturen hos myndighederne

Vi har netop skærpet straffene for voldtægt i Folketinget. Det lagde vi socialdemokrater stemmer til.  Forhåbentlig giver det en længere normalstraf til voldtægtsforbrydere. Men der vil stadig være sager tilbage, som er svære, fordi de rammer ét af grundprincipperne i strafferet – nemlig at man er uskyldig indtil det modsatte er bevist.

I mange tilfælde har der kun været to personer til stede under voldtægten. Det kan udfordre muligheden for at løfte bevisbyrden i tilstrækkelig grad. Og dermed udfordrer det grundprincipperne i det danske retssamfund. Det dilemma er svært at regulere med lovgivning.

Uagtsom voldtægt er ikke en løsning
Et forslag om at indføre en bestemmelse i straffeloven om ”uagtsom voldtægt”, dukker op med jævne mellemrum. I disse dage kommer det fra Alternativet og SF. Lidt pudsigt, at et så vidtgående forslag kommer fra partier, der ellers normalt afviser enhver form for strafferetslige sanktioner og slår sig op på at være retssikkerhedspartier. Lad mig gøre det helt klart, at jeg til enhver tid ønsker at gøre livet sværere for voldtægtsmænd. Men jeg betvivler stærkt, at ”uagtsomhed” er vejen i forhold til at straffe flere voldtægtsforbrydere.

Anklagemyndigheden vil fortsat skulle løfte mange af de samme og svære bevistemaer, herunder bevise, at den fysiske kontakt var tiltvunget ved vold eller trussel om vold. I praksis vil det derfor ikke gøre nogen forskel, om der indføres en ny bestemmelse om uagtsom vold. Dertil kommer, at man ved at kriminalisere ”uagtsom voldtægt” risikerer, at gerningsmanden slipper billigere, fordi han i stedet for at blive dømt for voldtægt efter straffelovens § 216, som tilfældet er i dag, kan dømmes efter en bestemmelse om uagtsomhed, der vil have en markant lavere strafferamme. Det er næppe hensigten.

Signalet om, at man kan ”komme til” at voldtage et andet menneske, vil jeg simpelthen ikke acceptere

Ser vi i to sekunder bort fra den tørre jura-snak, mener jeg, at en bestemmelse om uagtsom voldtægt er et helt galt signal at sende. Det betyder i bund og grund, at vi som samfund anerkender, at voldtægt er noget man ”kommer til at gøre”. Og signalet om, at man kan ”komme til” at voldtage et andet menneske, vil jeg simpelthen ikke acceptere. ”Nej” betyder ”nej”. Om det er så er i ord eller i handling. Aktivt eller passivt. ”Nej” betyder ”nej”. Og det nej skal til enhver tid respekteres.

For mig er der ingen tvivl; ofre for voldtægt skal til alle tider vide og føle, at vi står på deres side. Det er så vigtigt, at vi som samfund får det stadsfæstet, at en voldtægt eller et forsøg på voldtægt aldrig kan være offerets skyld. I dag markeres det i hele landet med demonstrationer og taler. Kan man ikke deltage i et af de mange arrangementer, kan man passende markere sine synspunkter over frokosten i kantinen. Kun ved at vi i fællesskab siger fra, kan vi ændre den kultur, der ligger til grund for voldtægter.

 

Trine Bramsen er folketingsmedlem for Socialdemokraterne og rets- og menneskerettighedsordfører.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.

Folketingsmedlem for Socialdemokratiet 


Kommentarer fra Facebook