Det er ikke kontroversielt, at Mette Frederiksen italesætter problemet med utryghed, fordi ingen kan benægte at de såkaldte indvandrerdrenge fylder både i mediespalterne og kriminalitetsstatistikker.
Hun er med til at sætte fokus på de problemer, som dele af venstrefløjen er berøringsangste over for.
For opstår der uro i klasselokalet, så peger læreren også de bestemte personer ud, som har skabt uroen. Dette er alfa og omega for at løse problemerne.
Ligesom i klasselokalet er det nødvendigt at tale om problemerne i samfundet og derfor er det heller ikke problematisk, når statsministeren gør det.
I min optik er det kontroversielle ordvalget og ikke udpenslingen af integrationsproblemerne. Det som gør mest ondt, er at efter generationer, så bliver unge med min baggrund, med et trylleslag gjort til indvandrere og fremmede i det land, vi er både født og opvokset i.
I stedet for burde man kalde dem for danskere med anden etnisk baggrund, nydanskere, dansk-palæstinensere/tyrkere/afghanere etc. Hermed udelukker man ikke samtlige med indvandrerbaggrund fra fællesskabet.
Mette Frederiksens påtale af de integrationsproblemer, der er forbundet med de såkaldte indvandrerdrenge, er desværre druknet i stigmatiseringsanklager. Jeg forstår udmærket bekymringerne hos den enkelte borger, men det har den stik modsatte effekt, når man forfalder til at kalde en etnisk minoritetsgruppe for indvandrerdrenge.
Den værdipolitiske venstrefløj har taget det politiske budskab til gidsel
Det bidrager kun til en konsensus i befolkningen til at tale om og til mennesker på en fremmedgørende facon, når Mette Frederiksen blåstempler brugen af ekskluderende udtryk rettet mod en etnisk gruppe.
Og det har desværre betydet, at de minoritetsetniske miljøer og den værdipolitiske venstrefløj har taget det politiske budskab til gidsel, i stedet for at forholde sig til den utryghed som disse lømler skaber i de storkøbenhavnske S-toge.
Mette Frederiksen og Socialdemokratiet burde i højere grad overveje deres ordvalg, så deres budskab ikke drukner i en semantisk diskussion. Det kan sikkert for mange virke som ordkløveri, men jeg og mange andre gider ikke at blive kaldt noget vi ikke er.
Jeg nægter, at blive skildret som en fremmed person i mit eget land.
Jeg nægter at blive skildret som en fremmed person i mit eget land. Hverken nu, af Mette Frederiksen eller af nogen anden person. For mig bekendt er livmoderen ikke en migrationsrute. Jeg er ikke indvandret hertil. Mine tanker, mine drømme og mit univers kredser rundt om det flagrende Dannebrog.
Men denne retorik har efterladt et tvivlsspørgsmål i mig. Er jeg dansk eller vil jeg altid være en indvandrerdreng i dine øjne, statsminister? For jeg sidder med følelsen af, at ubetinget min indsats, så vil jeg altid blive holdt uden for det rugbrødsdanske fællesskab.
Kommentarer
Hold dog op med at opfatte alt som et angreb,og rascime, Mette F kaldte en spade for en spade og gav et eksempel på en gruppe unge, utilpassede drenges adfærd, hverken mere eller mindre. Det er hysterisk at kalde det stigmatisering, klart hun kunne have sagt unge uopdragne knægte, som generer folk i toget osv osv og skaber angst hos andre. Problemet er der, og det er ofte det, som er kendt som indvandrerdrenge,som i mindre grupper keder sig og laver rav i den. Det betyder ikke, at alle andre unge drenge er sådan , hvis de er af anden etnisk herkomst ( det ordvalg er da langt værre, lyder jo rædsomt). Heldigvis for det.
Godt skrevet.
Når der står en gruppe mørklødede lømler og spreder utryghed i et S-tog, er der jo ingen der kan se om de kommet for 3 uger siden eller om de er 3. generation. Men vi ved godt at voldsparatheden og oplevelsen af trussel ikke er den samme hvis det er lyserøde danske drenge vi snakker om. Det er et faktum, som man bare ikke kan snakke sig ud af.
Mon ikke der er plads tii et synspunkt cirka midt imellem? Jeg forstår godt Adam, og det er groft forsimplende og vel nærmest urigtigt at kalde den gruppe indvandrerdrenge, som er født og opvokset i Danmark.. Men når det er sagt, så er det jo lige så uomtvisteligt, at (også) denne gruppe er overrepræsenteret i kriminalitets- og arbejdsløshedsstatistikkerne. Det Socialdemokrati, som jeg holder af, de ville tage det lange seje træk, og tilføre målrettede midler til, at eksempelvis unge på erhvervsuddannelser fik en praktikpladsgaranti (understøttet af staten, men tilvejebragt af virksomhederne), at de belastede boligområder fik ekstra støtte i stedet for at blive hængt ud som ghettoer og tvunget til at kondemnere teknisk gode lejligheder m.m. I stedet for at tale problemer op og stigmatisere, så kunne vi jo også bare sammen være lidt mere vedholdende, lidt mere samarbejdsorienterede og bruge lidt flere penge på at løse de praktiske problemer, - uden, at der hver gang skulle gå valgkampretorik i den...