Arbejdsløse skal i job!

Ledigheden blandt industriarbejdere løses ved at investere i maskiner, teknologi og uddannelse – ikke ved at skære i ydelserne til de ledige eller i lønnen til de beskæftigede.
Siden 2008 er lønkonkurrenceevnen forbedret markant og er nu den på samme niveau som for 10 år siden. Det viser beregninger fra LO. I dag er en dansk industriarbejder billigere end en svensk og en norsk.

At det er en omkostning for samfundet, hver gang en person går fra beskæftigelse til ledighed, kan umuligt komme som en overraskelse. Det er nu engang en følge af den model, vi har valgt herhjemme: Det er let for virksomhederne at hyre og fyre, men til gengæld skal man ikke gå fra hus og hjem, når man bliver ledig. Fleksibilitet til gengæld for sikkerhed.

I gårsdagens Berlingske kunne man læse, at det mere præcist koster staten over 300.000 kroner årligt, hver gang én industriarbejder mister jobbet og i stedet modtager dagpenge eller kontanthjælp. Tallet fremgik af et svar fra finansministeren til Folketinget. Det bliver hurtigt til et højt beløb, når det ikke længere drejer sig om én men om flere tusinde ledige industriarbejdere.

LÆS OGSÅ: Venstres tyske lønninger er intet paradis

En fristende løsning, som de borgerlige er stor fan af, er at skære i de sociale ydelser for ledige. Hvis man ønsker at bevare fleksibiliteten på det danske arbejdsmarked, skal vi ikke længere ned ad den vej.

En anden løsning, som de borgerlige er forelskede i, er at danskernes løn skal ned for derved at forbedre konkurrenceevnen. CEPOS-økonomen Mads Lundby Hansen udtalte til Berlingske d. 29. januar, at det er vigtigt at bevare industriproduktion i Danmark – så langt er vi enige – men at vi her er ”udfordret af, at konkurrenceevnen i industrien er blevet svækket med 20 procent siden 2000”.

Det er slet og ret en myte, at det står så ringe til med dansk industris konkurrenceevne.

Danske højkvalitetsprodukter bliver eksporteret til hele verden. Det er helt urimeligt at pege fingre af de mennesker, der reelt holder samfundets hjul i gang, og fortælle dem, at man hverken har råd til at betale dem for deres arbejde, eller for at de er ledige.

LÆS OGSÅ: Lønnen er ligegyldig

For det første er år 2000 et mærkværdigt udgangspunkt for vurdering af konkurrenceevnen. Der skete en forværring i starten af 00’erne, hvor lønnen steg i Danmark, uden at produktiviteten fulgte med, samtidig med at en høj kronekurs gjorde dansk eksport dyrere. Men siden 2008 er lønkonkurrenceevnen forbedret markant og er nu den på samme niveau som for 10 år siden. Det viser beregninger fra LO. I dag er en dansk industriarbejder billigere end en svensk og en norsk. Samtidig stiger lønningerne i den tyske industri mere end blandt danske industriarbejdere. Der er således udsigt til fortsatte forbedringer af lønkonkurrenceevnen.

Dernæst er løn kun en del af billedet, når man skal vurdere den samlede konkurrenceevne. Det er langt vigtigere, hvor dygtige og effektive vi er. Det er timeproduktiviteten et mål for. Dansk industris timeproduktivitet – og dermed vores konkurrenceevne – er forbedret i de seneste år i forhold til Sverige og Tyskland, som vi oftest bliver sammenlignet med.

Den rigtige løsning på problemet med mange ledige industriarbejdere er ikke at skære i ydelserne til de ledige eller i lønnen til de beskæftigede. Vi skal investere i jobskabelse, i nye maskiner og teknologier, og i et kompetenceløft på alle niveauer.

Danske højkvalitetsprodukter bliver eksporteret til hele verden. Det er helt urimeligt at pege fingre af de mennesker, der reelt holder samfundets hjul i gang, og fortælle dem, at man hverken har råd til at betale dem for deres arbejde, eller for at de er ledige.

Mange af de, der er så uheldige at miste deres arbejde, lider af mavesmerter, stress og søvnløshed. De negative konsekvenser ved ledighed kan ikke kun gøres op i kroner og øre. Det har også store personlige omkostninger.

LÆS OGSÅ: Disse brancher kan dø om få år

Derfor er det vigtigt både for de enkelte ledige og for samfundsøkonomien, at flere får et arbejde igen. Den rigtige løsning på problemet med mange ledige industriarbejdere er ikke at skære i ydelserne til de ledige eller i lønnen til de beskæftigede. Vi skal investere i jobskabelse. I nye maskiner, robotter og teknologier, i et kompetenceløft på alle niveauer, i bedre erhvervsuddannelser, grøn omstilling og forskning- og udviklingsaktiviteter. Sådan forbedres produktiviteten og dermed konkurrenceevnen. Sådan bevares og forbedres dansk industri. Sådan skabes job. Det ved regeringen, og derfor har de bebudet nye tiltag til at skabe nye job – ikke mindst i den private sektor.


Flere artikler om emnet

Annonce